Dansk litteratur

Venus Fluefanger af Camilla Wandahl & Caroline Ørsum

Venus Fluefanger.JPG

Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra forfatteren

Forfatter: Camilla Wandahl & Caroline Ørsum
Forlag: Høst og Søn
År: 2019
Sider: 164
Sprog: Dansk
Genre: Young adult, LGBTQ+, realisme

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐

Alex er forvirret over det meste. Forvirret over de små ting som, hvordan man holder en Venus Fluefanger i live eller hvordan flaskeautomaten i Netto fungerer, og forvirret over større ting som, hvad han vil med sin fremtid og mest af alt, hvem han egentlig er.

Venus Fluefanger handler om Alex, der er droppet ud af skolen og bruger det meste af sin tid sammen med sin bedste ven Isa eller med sin nye plante Venus Fluefangeren. Han køber den ved et tilfælde og har svært ved at få den til at trives, lidt ligesom han heller ikke selv trives særlig godt. Isa gør sit bedste for at hjælpe. De lægger makeup, farver hår og shopper efter bh’er, men Alex er ikke så sikker på, at det egentlig er det, der kan gøre ham lykkelig. Og da Isa får en kæreste, bliver det pludselig endnu mere tydeligt, hvor normal hun er og hvordan Alex slet ikke føler, at han passer ind.

Alex og Isa er to skønne karakterer. Jeg elskede deres dynamik, og deres venskab er skildret meget ægte, både når det kommer til at støtte sin bedste ven, misforstå dem og blive jaloux på dem. Alex’ mor var også sympatisk, og Mathias fungerede fint som et eksempel på en, der har fundet sig selv, men som alligevel ikke har fundet lykken af den grund. Og så er der Darwin, som Alex møder i kommentarsporet på Youtube, der har flere gode råd om både kødædende planter og det at være sig selv trods dømmende mennesker.

Romanen er kort og hurtigt læst, og sprogligt står den stærkt. Især synes jeg, at Alex har en tydelig stemme, der får hans personlighed til at stå klart frem for mig. Temaerne om køn og seksualitet er fremragende indflettet, og jeg kunne rigtig godt lide, at netop både seksualitet og køn blev berørt. Nogle ser på Alex og tænker han må være homoseksuel, når han går klædt som han gør, og andre tænker, han må være transkønnet. Men det eneste, der betyder noget i sidste ende er, hvad Alex selv tænker. Og det er meget nemt at relatere til det pres, der er omkring at skulle vælge én kasse at placere sig selv i.

Venus Fluefangerens tvekønnede biologi bruges som et eksempel på, at naturen indeholder meget mere end, hvad visse mennesker kan rumme. Men planten eksisterer stadig, og det gør sådan nogle som Alex også. Jeg ville ønske, jeg kunne have læst den her bog, da jeg var yngre og ikke anede, at der var mere end to mulige køn. Det ville helt sikkert have hjulpet omkring mine egne forvirrede følelser, og derfor får den også min største anbefaling!

– Mette

 

Dansk litteratur

Som en tikken under huden af Camilla Wandahl

Som en tikken under huden billede

Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra forfatteren

Forfatter: Camilla Wandahl
Forlag: Høst og Søn
År: 2014
Sider: 151
Sprog: Dansk
Genre: Young adult, realisme

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐

Søstrene Vår og Idun har et kompliceret forhold til hinanden. Vår elsker Idun højt, men hader hende samtidig, hun har brug for hende ved sin side, men ønsker hende også langt væk. Især fra Vårs venner, som Idun har det med at stjæle. Eller sådan føles det i hvert fald for Vår.

Som en tikken under huden er Vårs fortælling til søsteren Idun, hvori hun forsøger at forklare, hvad der gik skævt i deres forhold. Den er skrevet som Vår, der taler til Idun. Derfor bruges engang imellem anden person med tiltalen ’du’, hvilket er en svær form at meste, men som jeg synes fungerer godt, fordi det ikke er overgjort.

Bogen springer rundt i tiden fra da de er små børn til de er teenagere i 1.g til 2.g og efter. Det er til tider lidt forvirrende i forhold til at holde styr på, hvad der skete hvornår, men tematisk hænger det godt sammen med at deres forhold netop er smuldret lidt efter lidt i små bidder og ikke som en kulmination på én konfrontation. De små glimt af Vårs barndom bygger et stærkt søskendeforhold op, men også et, der alligevel allerede dengang havde en underliggende konflikt af misundelse og jalousi.

Det som udvikler konflikten senere i livet, er da Vår og hendes ven Mads får Idun med i et trekløver venskab. De aftaler, at ingen af dem går længere og begge kun forbliver venner med Mads, men da den aftale går i opløsning, slår det flere sprækker i deres allerede lidt skrøbelige forhold. Jeg kunne faktisk ret godt lide Mads og havde lidt ondt af ham, når han sådan var fanget midt i Vårs og Iduns drama, men på den anden side spiller han også selv lidt ind i det

Sproget er virkelig fint om end til tider lidt for poetisk for mig, og det giver fortællingen en nærmest drømmende kvalitet. Temaerne er søskendeforhold og kærlighed, samt det at føle sig forkert. Især er der en kropslig fokusering, som rigtig fint flettes ind, så det nærmest kommer snigende på samme måde, som det har gjort for Vår.

Alt i alt er Som en tikken under huden en virkelig fin ungdomsroman, der formår at sige en hel masse på meget få sider, og selvom jeg ikke selv har så dramatisk et forhold til min egen søster, så kunne jeg sagtens relatere i forhold til nære venskaber, der kan være lige så tætte og drevet af lige dele omsorg og lede.

– Mette

 

 

 

 

Dansk litteratur

Kampen om Utopia af Pia Reesen Brønnum

kampen om utopia.JPG

Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra forfatteren og forlaget

Forfatter: Pia Reesen Brønnum
Forlag: Mellemgaard
År: 2019
Sidetal: 303
Sprog: Dansk
Genre: Fantasy

Stjerner: ⭐

Lisa glæder sig til at flyve en tur sammen med sin søster Mona og sin bror Alex, der er pilot, men på turen ender de på mystisk vis i et uvejr, som tvinger dem til at nødlande på en lille ø. Øen burde ikke være der og ser alt andet end dansk ud med både klipper, jungle og store vilde dyr. De indfødte ligner ikke noget, de nogensinde har set før, og intet af deres teknologi virker på den forhistoriske ø, så hvordan skal de nogensinde komme hjem igen?

Jeg har desværre ikke så meget positivt at sige om Kampen om Utopia. Starten var klart det bedste, da det handlede om Lisa som ensom gymnasieelev, der elsker natur og heste, kæmper med angst og ikke aner, hvad hun vil med sin fremtid. Men så snart vi kom ud på Utopia, ja, så dykkede kvaliteten sammen med flyet. Den måde, de reagerer på, var eksempelvis alt for uvirkelig, da de vildt hurtigt godtager alt det umulige, som sker omkring dem. Generelt føles hele historien på øen meget fjern og moralbelærende.

Plottet i historien er simpelt. De skal væk fra øen og hjem igen. Undervejs lærer de så de indfødte sauere, og også ’de onde’ terrosoere, at kende. For det første kunne jeg ikke tage seriøst, at de kaldte dem ’de onde’ halvdelen af de gange de refereres til. For det andet rodede jeg rundt i, hvorfor de var ‘onde’. De har mistet deres egen ø og mangler et sted at bo, men der er ikke plads på Utopia til begge arter. Senere er det så, fordi ‘de onde’ er, ja, onde og ikke vil samarbejde. Så hvad er sandheden? Den skiftende indre synsvinkel var også meget forvirrende at finde rundt i. Da alle karaktererne har samme stemme, er det nogle gange umuligt at adskille dem, når teksten til tider ikke indikerer, hvem der tænker hvilken tanke.

Karaktererne var intetsigende og meget flade. Replikkerne var utroværdige og sprang ofte til politiske bemærkninger, som åbenlyst er forfatterens mening, der skinner igennem. Sprogligt passede det også ofte ret dårligt til teenagere. Et sigende eksempel på, at jeg aldrig rigtig kunne føle karaktererne, er eksempelvis da flere af sauerne dør i et jordskælv. En af dem står sammen med Lisa og sørger, men direkte efter at han har sagt et par linjer om, hvor meget han savner sin søster, spørger han, i samme åndedrag, om de er sultne. Og så er de ligesom videre.

Kampen om Utopia føltes desuden langtrukken, og der skete aldrig rigtig noget, der fik en interessant historie i gang. Jeg vil lige røbe slutningen, da den er rimelig vigtig. I sidste kapitel vågner Lisa og indser, at det hele var en drøm. Jeg havde det på fornemmelsen, og det kan til dels forklare den fjerne følelse, jeg havde med alt, der skete på øen. Men det smides også bare på til sidst uden nogen videre forklaring eller uddybelse. Hvad betyder det, at det var en drøm? Hjælper det Lisa med sin fremtid? Fik hun noget ud af drømmen? For det gjorde jeg ikke.

– Mette

Dansk litteratur

Izola 2: Kampen for Valianien af Christina Bonde

 

Izola 2 kampen for valianien

Forfatter: Christina Bonde
Forlag: Tellerup
År: 2018
Sidetal: 336
Sprog: Dansk
Genre: Fantasy, YA

Stjerner: ⭐⭐ en halv

Izola er tilbage i vores verden, og da hun finder Casper, opdager hun, at tiden har stået stille, mens hun har været i Falkien. Casper mener, at hun er rystet over sin mors død og derfor opdigter fantastiske historier for at komme væk fra virkeligheden. Men Izola ved, at hun er nødt til at komme tilbage, finde Jorian og redde kvinderne fra Falkes styre.

Det mest interessante for mig var overraskende nok de perioder, hvor Izola var i vores verden, hvor hendes virkelighed blev udfordret. Er eventyret sandt? Eller er hun skør? Jeg fangede ofte mig selv i at håbe, at det hele faktisk foregik i hendes hoved. Det ville i mine øjne gøre fortællingen mere original, og ville forklare hvorfor så meget af det, som foregår, ikke giver mening for mig. Jeg synes eksempelvis, at det meste af plottet blev flyttet fremad af udefrakommende kræfter i stedet for af Izolas valg. Det er ofte tilfældet eller Helpi, der får hende videre. Igen, som i første bind, følte jeg heller ikke, at magien blev ordenligt forklaret og den ender derfor med at være forvirrende for mig. Et eksempel er, hvordan hestene, betvingelsen af dyr og Izolas kræfter til at styre vand er forbundet. Den fangede jeg bare aldrig, hvis det da blev forklaret. Måske det er meningen, at det ikke skal give mening, men jeg kan stadig ikke helt gennemskue det.

Plotmæssigt sker der ikke det store. Izola rejser mest frem og tilbage mellem vores verden og så Falkien, alt imens hun prøver på at redde øen fra kongen og samtidig redde Jorian og de andre, hun er blevet venner med. Det bliver dog lidt en gentagelse af, at hun rejser i Falkien, rejser tilbage til vores verden, rejser tilbage til Falkien og rejser rundt der igen for så ikke at nå særligt langt, inden hun igen er tilbage i vores verden. Selvom jeg syntes bedst om passagerne i vores verden, mener jeg alligevel mere tid burde være brugt i Falkien sammen med de andre i forsøget på at overvinde kongen og redde øen. Det er en spændende fortælling på papiret, men det hele ender med at virke noget fjernt.

Vi får lidt mere at vide om Izolas mor og fortiden fra morfaren, men jeg havde håbet på at der var mere, siden det mysterie var noget af det, der fangede mig mest i bog et. Vi får stort set ikke noget at se til de karakterer, vi har mødt i første bog, mest Jorian og en smule med hans mor. Izola taler ofte om at redde kvinderne, men dem får vi heller ikke meget tid sammen med. Jorian virkede desuden passiv, men det er nok til dels fordi, Izola hele tiden er væk fra ham og alt det, der sker i Falkien. Hvis han har truffet nogle valg, der har påvirket historien, så har læseren i hvert fald ikke været med meget af vejen. Casper pylrer om Izola, men har ellers ikke meget personlighed andet end at være den rationelle forklaring.

Kampen for Valianien får dog lige en ekstra halv stjerne med, fordi jeg stadig synes, den er virkelig godt skrevet, let og hurtigt læst, og hvis nu bare Izola rent faktisk er psykisk syg, så ville det være så interessant!

– Mette

Dansk litteratur

Awen 1: Kaldet fra Galathea af Nathali og Bettina Liane

Kaldet fra Galathea.JPG

Forfatter: Nathali og Bettina Liane
Forlag: Turbine
År: 2019
Sprog: Dansk
Sidetal: 551
Genre: Fantasy, YA

Stjerner: ⭐⭐⭐ og en halv

Da tvillingerne Aia og Peter finder en gammel rejsekuffert uden for deres dør, ændres deres liv for altid. De har fået kaldet fra Galathea, et magisk skib, der sejler mellem den kendte verden og det magiske Igdrafell. På Galathea åbnes et nyt, forunderligt og eventyrligt liv sig for dem, hvor de bliver oplært til vogtere. De skal bekæmpe mørket i verden, men Aia og Peter får også lært nye mørke sandheder om dem selv.

Kaldet fra Galathea er uden tvivl en eventyrlig fantasyroman med masser på hjerte, og jeg ville ønske, jeg elskede den mere, end jeg endte med. Jeg tror, det bunder mest i, at selvom projektet er ambitiøst, så bæres den ambition ikke hele vejen igennem bogen. Harry Potter er en tydelig inspirationskilde til Kaldet fra Galathea, og det er ikke som sådan noget dårligt, men dog en svær verden at hamle op med. Skibet Galathea er eksempelvis på sin vis et Hogwarts i den måde skibet nærmest er levende på. Det er så stort, at det bliver et univers i sig selv. Der er desuden fem ætere for magi, som aspiranterne ender med at deles op i: wicks, druide, shaman, alkymist og sigøjner. Jeg havde under læsningen ret svært ved at kende forskel på de tre førstnævnte, og kunne måske godt have brugt mere dybde i, hvordan undervisningen er forskelligt fra æt til æt. Men skulle jeg gætte på, hvad jeg ville blive, hvis jeg var aspirant på skibet, ville det nok være druide eller shaman, da de, kort fortalt, er forbundet til kreativitet og natur.

Generelt er det et problem, jeg har med bogen, at der er så meget verdensopbygning med så meget potentiale, men forklaringerne når aldrig dybt nok og druknes i stedet i finurlige beskrivelser og pudsige opfundne navne på ting og sager. Men det skal så også siges, at det er her bogens magi skinner igennem. Det er en fortryllende og forunderlig rejse, Aia og Peter er kommet på, og Galathea er en spændende skole, den er bare ikke overbevisende hele vejen. Det som bogen klarer bedst er introduktionen, der hvor tvillingerne finder kufferten og lærer den nye verden at kende. Men efter at skolelivet begynder, drukner jeg i det ene magiske term efter det andet uden rigtig at være med.

Plottet, uden at spoile for meget, er ret forudsigeligt og klassisk for fantasyhistorier med det gode mod det onde, men det er et, jeg godt kan lide. Igen føles det bare for overfladisk jo længere ind i bogen, jeg kommer. Den samme følelse har jeg omkring karaktererne, der alle er fine, men aldrig helt slår igennem. Der er også alt for mange navne at holde styr på, selv med registeret at slå op i. Igen så drukner jeg. Aia er klart den bedste karakter. Hun har synsvinklen 99% af tiden og får dermed en reel udvikling. Jeg savnede virkelig at se noget fra Peters synsvinkel, da han i princippet må være på en parallel udvikling til Aias, og det ville have været fedt, hvis der var dykket mere ned i forskelligheden i deres tilgang til oplevelserne på Galathea. Måske i næste bind?

Tematisk kunne jeg godt lide, at bogen kredser om fantasien, og hvordan det mørke, som verden skal reddes fra, i bund og grund er fantasiløshed. Når børnene bliver voksne og mister glæden ved livet, mister troen på magien og ender i hverdagens onde spiraler. Der er også lidt et klimatema inde over, hvor verdens vejr pga. mørket kommer mere og mere ud af kontrol.

Alt i alt vil jeg anbefale Kaldet fra Galathea til læsere, som elsker klassisk fantasy med de gode, som bekæmper de onde, og som gerne vil have mere magisk skole som i Harry Potter. Prøv den, hvis du elsker det finurlige og fantasifulde og godt kan leve med at plottet og karaktererne ikke vælter dig om kuld – i hvert fald ikke lige i første bind.

– Mette