Dansk litteratur

Awen 1: Kaldet fra Galathea af Nathali og Bettina Liane

Kaldet fra Galathea.JPG

Forfatter: Nathali og Bettina Liane
Forlag: Turbine
År: 2019
Sprog: Dansk
Sidetal: 551
Genre: Fantasy, YA

Stjerner: ⭐⭐⭐ og en halv

Da tvillingerne Aia og Peter finder en gammel rejsekuffert uden for deres dør, ændres deres liv for altid. De har fået kaldet fra Galathea, et magisk skib, der sejler mellem den kendte verden og det magiske Igdrafell. På Galathea åbnes et nyt, forunderligt og eventyrligt liv sig for dem, hvor de bliver oplært til vogtere. De skal bekæmpe mørket i verden, men Aia og Peter får også lært nye mørke sandheder om dem selv.

Kaldet fra Galathea er uden tvivl en eventyrlig fantasyroman med masser på hjerte, og jeg ville ønske, jeg elskede den mere, end jeg endte med. Jeg tror, det bunder mest i, at selvom projektet er ambitiøst, så bæres den ambition ikke hele vejen igennem bogen. Harry Potter er en tydelig inspirationskilde til Kaldet fra Galathea, og det er ikke som sådan noget dårligt, men dog en svær verden at hamle op med. Skibet Galathea er eksempelvis på sin vis et Hogwarts i den måde skibet nærmest er levende på. Det er så stort, at det bliver et univers i sig selv. Der er desuden fem ætere for magi, som aspiranterne ender med at deles op i: wicks, druide, shaman, alkymist og sigøjner. Jeg havde under læsningen ret svært ved at kende forskel på de tre førstnævnte, og kunne måske godt have brugt mere dybde i, hvordan undervisningen er forskelligt fra æt til æt. Men skulle jeg gætte på, hvad jeg ville blive, hvis jeg var aspirant på skibet, ville det nok være druide eller shaman, da de, kort fortalt, er forbundet til kreativitet og natur.

Generelt er det et problem, jeg har med bogen, at der er så meget verdensopbygning med så meget potentiale, men forklaringerne når aldrig dybt nok og druknes i stedet i finurlige beskrivelser og pudsige opfundne navne på ting og sager. Men det skal så også siges, at det er her bogens magi skinner igennem. Det er en fortryllende og forunderlig rejse, Aia og Peter er kommet på, og Galathea er en spændende skole, den er bare ikke overbevisende hele vejen. Det som bogen klarer bedst er introduktionen, der hvor tvillingerne finder kufferten og lærer den nye verden at kende. Men efter at skolelivet begynder, drukner jeg i det ene magiske term efter det andet uden rigtig at være med.

Plottet, uden at spoile for meget, er ret forudsigeligt og klassisk for fantasyhistorier med det gode mod det onde, men det er et, jeg godt kan lide. Igen føles det bare for overfladisk jo længere ind i bogen, jeg kommer. Den samme følelse har jeg omkring karaktererne, der alle er fine, men aldrig helt slår igennem. Der er også alt for mange navne at holde styr på, selv med registeret at slå op i. Igen så drukner jeg. Aia er klart den bedste karakter. Hun har synsvinklen 99% af tiden og får dermed en reel udvikling. Jeg savnede virkelig at se noget fra Peters synsvinkel, da han i princippet må være på en parallel udvikling til Aias, og det ville have været fedt, hvis der var dykket mere ned i forskelligheden i deres tilgang til oplevelserne på Galathea. Måske i næste bind?

Tematisk kunne jeg godt lide, at bogen kredser om fantasien, og hvordan det mørke, som verden skal reddes fra, i bund og grund er fantasiløshed. Når børnene bliver voksne og mister glæden ved livet, mister troen på magien og ender i hverdagens onde spiraler. Der er også lidt et klimatema inde over, hvor verdens vejr pga. mørket kommer mere og mere ud af kontrol.

Alt i alt vil jeg anbefale Kaldet fra Galathea til læsere, som elsker klassisk fantasy med de gode, som bekæmper de onde, og som gerne vil have mere magisk skole som i Harry Potter. Prøv den, hvis du elsker det finurlige og fantasifulde og godt kan leve med at plottet og karaktererne ikke vælter dig om kuld – i hvert fald ikke lige i første bind.

– Mette

 

Dansk litteratur

Mestenes-serien 2: Under huden af Pernille L. Stenby

Under huden

Reklame: anmeldereksemplar fra forlaget Ulven og Uglen

Forfatter: Pernille L. Stenby
Forlag: Ulven og uglen
År: 2019
Sprog: dansk
Sidetal: 788
Genre: fantasy, YA

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐

Mestenes forsøger at falde til på Roevel Akademi, men efter Norvigs død går der rygter om, at Kastellet er på vej. Mes frygter, at de finder ud af, hvem – og hvad – Mes i virkeligheden er. Norvigs skjoldkrebs er forsvundet, nogen har taget dem, og de små dyr bærer minder om kælderen, minder om Mes, som Kastellet for alt i verden ikke må se. Axten passer på og støtter Mes, men hvor længe vil det vare ved? Vil han stadig være der for Mes, hvis han finder ud af, hvor meget Mes har brug for at dræne?

Åh, hvor har jeg glædet mig til at læse Under huden! Jeg var så heldig at få lov at betalæse på manuskriptet sidste år, så jeg vidste, at jeg gik ind til en fantastisk læseoplevelse. Det har været interessant at se, hvilke ændringer, der er kommet undervejs, og den endelig historie er virkelig blevet den bedste version, den kunne blive. Alle de skønne tegninger og den smukke, men også creepy, forside er prikken over i’et.

Vi følger stadig Mestenes i sit nye liv på Roevel Akademi. Mes prøver at falde til, men det er svært, når fortidens minder lurer lige under overfladen, og Kastellet rygtes at være på vej. Bogen er bygget op omkring tre plottråde, som efterhånden flettes sammen. En om de forsvundne skjoldkrebs, en om Kastellet og en om mysteriet omkring, hvad Mes, der både kan bruge sansen og dræne liv, egentlig er. Jeg elsker, hvordan universet gradvist udfolder sig for mig som læser, som en naturlig del af selve handlingen, og konfrontationen med Kastellet var især nervepirrende og intens læsning. Noget af det, der fangede mig mest, var mysteriet om Mes og deres evner, hvor minderne fungerer som et godt redskab til løbende at give informationer om fortiden i små bidder.

Udover Mes, som stadig står mit hjerte nært, så elsker jeg også Saru, der kæmper sin egen indre kamp og også har en tragisk fortid. Af Mes’ tre nye værelseskammerater er Ana mest interessant, og dynamikken imellem dem fungerer rigtig godt. Vi møder desuden rektor, hvis introduktion virkelig fangede mig, og så bliver Tosne ret interessant, jo mere vi lærer om hendes fortid. Mite er også en karakter, vi får en del mere indsigt i, og selvom hun kan være led, så føler jeg for hende.

Under huden har jeg rigtig godt flow, og jeg kedede mig aldrig. Sprogligt fungerer den bare, og gør det så let at indleve sig i både verdenen og karaktererne. Temaerne om køn, seksualitet, identitet og traumer fra første bog fortsætter, og trekantsdramaet udvikler sig også med en interessant vinkel i forhold til Kastellets regler.

Kort sagt så er Under huden en fantastisk fortsættelse af Inkarnation. Der er mystik, spænding og drama. Det dystre univers udvides gradvist, og karaktererne udfolder sig på fineste vis. Det er original fantasy på højt plan, og jeg glæder mig allerede til næste bog.

– Mette

 

Dansk litteratur

At danse mellem glasskår af Bettina Stuhr Lindskow

at danse mellem glasskår

Forfatter: Bettina Stuhr Lindskow
Forlag: Tellerup
År: 2018
Sprog: dansk
Sidetal: 256
Genre: YA, realisme

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐

Roses største drøm er at få en professionel dansekarriere i London, og at vinde finalen i EM er vejen dertil. Men under finaledansen kollapser hun og vågner op på hospitalet til beskeden om, at hun har diabetes. Hendes dansepartner Christian forlader hende for en anden, og Roses verden smuldrer. Hvem er hun uden dansen? Uden Christian? Og hvordan skal hun kunne leve med sygdommen resten af livet?

At danse mellem glasskår er en velskrevet ungdomsbog om et emne, jeg ikke selv har læst om før. På ret få sider er det lykkedes at fortælle en interessant, rørende og lærerig historie om en ung pige, der må gøre op med sig selv, hvem hun vil være og hvordan hendes fremtid skal se ud nu hvor hun lider af en kronisk sygdom. Udover at hun mister dansen, skal hun også pludselig lære regulært at måle sit blodsukker, huske at spise mellemmåltider og undgå en hel masse fødevarer. Klassekammeraterne er en udfordring i sig selv, og Rose finder først ro, da hun en dag tilfældigvis kommer forbi et boksecenter. Den drejning overraskede mig, da jeg ikke helt forstod, hvorfor hun ikke bare stædigt holdt ved dansen, men det var faktisk noget af det, jeg fandt mest spændende at læse om.

Jeg var imponeret over karaktergalleriet, da jeg nemt kunne indleve mig i dem alle og forstå dem efter kun få ord. Rose starter med at have det hele, hendes liv er planlagt og alt kører, for så med ét at falde sammen. Hun gennemgår et tumult af følelser, der er meget gråd og vrede, men hun formår at kæmpe sig igennem. Familien har en god dynamik, og bogen skildrer troværdigt både et søsterforhold på godt og ondt og en overbeskyttende mor, der prøver sit bedste. Jeg kunne godt lide kontrasten mellem Christian og Kevin og var glad for, at ingen af dem forfaldt til stereotyper, selvom jeg godt kunne have brugt lidt mere indsigt i, hvorfor Christian er, som han er.

At danse mellem glasskår er virkelig fint skrevet med masser af intense følelser og god indlevelse. Det er en bog, der er hurtigt og let læst, og som giver et indblik i et tema, der ikke er typisk for genren, men uden at vi går glip af det klassiske søde kærlighedsplot.

– Mette

Dansk litteratur

Luscinias Lyrik 1: Rosens akkorder af Marie Alexander White

rosens akkorder

Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra forfatteren

Forfatter: Marie Alexander White
Forlag: Forlaget Petunia
År: 2019
Sprog: Dansk
Sidetal: 270
Genre: Ungdomsroman, YA, LGBT+

Stjerner: ⭐⭐⭐

Agathe har længe været lun på Cecilie, men da hun endelig får samlet modet til at kysse hende, er Cecilies reaktion alt andet end hun havde drømt om. Pludselig er Agathe ude over for alle og udstødt fra klassen, og hun er ikke længere sikker på, hvad der skete den aften. En ny verden af musik og fællesskab bliver hendes tilflugtssted, da storebrorens bedste ven Kaia kommer på besøg efter seks år. Men kan Kaia se hende som andet end en lillesøster?

Afsættet for Agathes historie er interessant, og ikke noget jeg har set før med to piger i hovedrollerne. Det fører til massiv mobning og udelukkelse af Agathe, som til tider hældede mod det overdrevne, men så alligevel ramte hovedet på sømmet. For jeg ved godt af egen erfaring, at teenagere uden tvivl er i stand til at være modbydelige. Agathe kommer dog ud af det skadelige miljø og finder ro hos sin bror Marcus og især hans bedste ven Kaia. De tager hende med til et fristed, hvor flere LGBT+ personer også hører til, og hvor musikken er det som binder dem sammen. Plottet bliver derfor tvedelt med dramaet mellem Agathe og Cecilie og den blomstrende kærlighed mellem Agathe og Kaia. Begge er interessante plottråde, men virker afskåret fra hinanden indtil de sidste par kapitler.

Bogen har derfor også et stort karaktergalleri, som nok også bliver for stort. Der ville sagtens kunne uddybes mere omkring Agathe og Cecilies fortid, og jeg ville også gerne have hørt mere om hvordan hun kender Kristoffer og My. Jeg håber på at lære Jannie og Carrie bedre at kende i de følgende bøger, da de er nye bekendtskaber for Agathe. Så overordnet set er der en masse godt potentiale for karaktererne, men de eneste, jeg synes, man kommer langt nok ind under huden på er Agathe og Kaia. De er søde, de er fjollede og de er forelskede. Man kan ikke lade være med at smile, når de rødmer om kap.

Rosens akkorder er en roman, jeg har haft lidt svært ved at bedømme. På den ene side er det en fin fortælling, som tager nogle vigtige emner op, så som mobning, gruppepres og det at være udenfor normen. På den anden side så halter det lidt med selve flowet og skrivestilen. Især i starten følte jeg mig meget forvirret over hvem, der kendte hvem og hvordan, og sad med følelsen af, at bogen regner med, jeg allerede kender karaktererne. Dertil var der også passager, hvor jeg bliver i tvivl om, hvem der siger hvad og på et tidspunkt lå en matematikprøve på en tirsdag for så næste kapitel at ligge på en torsdag. Det er selvfølgelig en mindre detalje, men det gjorde virkelig ikke min forvirring mindre. Trods dette var det nu alligevel en fortælling, som jeg tror flere unge kan spejle sig i og en sød læseoplevelse om at gøre op med sig selv, hvem man vil være og hvor man vil høre til.

– Mette

 

Dansk litteratur

Onshore #1: Hvor jeg hører til af K. L. Berger

hvor jeg hører til

Forfatter: K. L. Berger
Forlag: Tellerup
År: 2019
Sprog: dansk
Sidetal: 259
Genre: YA, realisme

Stjerner:  ⭐⭐⭐⭐

Hannah er en helt almindelig pige. Hun er den stille pige, den dygtige pige, pigen, der ellers aldrig går til fest eller drikker. Lige indtil Justin. Hannah bliver inviteret med til en fest af Justin, men hvad der skulle have været en fantastisk aften med en flot fyr bliver hurtigt vendt til et mareridt. Kan Hannah kæmpe sig gennem sorgen og skyldfølelsen? Kan en sommer væk fra normalen, sammen med tre andre unge med hver deres mørke fortid, lære Hannah at leve igen?

Hvor jeg hører til er en barsk fortælling om en pige hvis liv bliver ødelagt på en enkelt aften. Hun tynges efterfølgende af en dyb skyldfølelse og mister viljen til at leve. Det er hendes søgen efter, hvad hun nu skal gøre, der driver bogen. Familie og psykologer forsøger at hjælpe hende, men Hannah lukker af. Hun ender med at besøge sin onkel Chuck ved New Smyrna Beach i Florida henover sommeren og arbejder på hans lille cafe ved stranden. Det er her hun møder Taylor, Will og Emily, som alle går med deres egne problemer. Regel nummer et er, at ingen spørger ind til fortiden, men de er alle klar til at lytte til hinanden, hvis nogen vil åbne op. Dette gør, at meget går usagt hen i bogen. Man kan læse mellem linjerne og gætte, men hele sandheden om de andre må man læse de næste bøger i serien for. Generelt sker der ikke så meget i fortællingen, men det er mere temaerne og stemningen, der former bogen.

Chuck og hans kone Claire er fyldt med livsglæde og gør deres bedste for at hjælpe Hannah, og Hannah prøver at holde dem glade ved at følge deres råd, selvom hun inderst ikke tror på dem. Taylor var nok min yndlingskarakter. Han har altid en dårlig dad-joke klar og virker til at være alles ven. Derfor pirrer det også min nysgerrighed efter at vide, hvad hans mørke gemmer på. Will får vi ikke særlig meget tid med, så jeg synes ikke, jeg kan udtale mig om ham endnu. Emily og Hannah kommer skævt ind på hinanden, men får lidt udvikling i deres forhold hen imod slutningen, som jeg egentlig gerne ville have set mere af.

Hvor jeg hører til er let og hurtigt læst. Rent sprogligt føler jeg, at bogen opbygger en distanceret og nærmest tåget fortællerstemme, som passer Hannahs sindstilstand rigtig godt. Temaerne er tunge og berører både selvskade, selvmord, voldtægt og død. Det er vigtige emner, og jeg kan sagtens forestille mig, at bogen kan bruges til at åbne op for samtaler om svære følelser og tabuer, som nogle unge unægteligt sidder med.

– Mette