Engelsk litteratur

Helte af Stephen Fry

71137442_1441834679288034_689205297385832448_n

Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra Modtryk

Forfatter: Stephen Fry
Forlag: Modtryk
År: 2019
Originalsprog: Engelsk
Sprog: Dansk
Sidetal: 476
Genre: Skønlitteratur, Mytologi

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐

“Men enkelte mænd og kvinder er begyndt at fæste lid til deres eget mod og deres egen forstand. Det er de mænd og kvinder, som – med eller uden gudernes hjælp – vover at gøre verden sikker for mennesket at blomstre i. Det er dem, der er heltene.” 

Hvor Mythos sidste år tog fat på den græske mytologi og de mange fortællinger om guderne og menneskerne, som mytologien rummer, har Stephen Fry med Helte fokuseret på, ja den græske mytologis helte og heltinder. Heri møder vi blandt andet Perseus, Herakles, Jason og Theseus, hvis farefulde færd og prøvelser vi følger. Hvordan Theseus med list besejrer Minotaurus, Jasons jagt efter det gyldne skind, og hvordan Perseus med lidt hjælp fra guderne får skåret Medusas hoved af, er blot nogle af de fortællinger, vi hører om.

Min anmeldelse er nok lidt farvet af, at jeg synes, den græske mytologi er yderst fascinerende. Det har jeg altid syntes, og som jeg nævnte i min anmeldelse af Mythosvar jeg også vild med oldtidskundskab i gymnasiet. Men det er nu ikke kun på baggrund af denne fascination, at Helte får 5 stjerner.

Det skyldes primært, at Fry er eminent til at fortælle. Og selvom det i princippet er en genfortælling af kendte historier, så formår han at gøre fortællingerne til sine egne. Dette gør han især ved at gøre historierne flydende og sproget både levende og humoristisk. Man kan virkelig føle Fry bag hver fortælling, når han giver heltene liv gennem deres sjove bemærkninger eller menneskelige tanker. Endnu engang bringer han karaktererne fra den græske mytologi til live med udtryk, man ikke kunne forestille sig dem bruge. Og humoren bliver på intet tidspunkt for meget, men balanceres med “alvoren” på bedste vis.

Frys fortællerstemme er charmerende og naturlig og bidrager til en rigtig god læseoplevelse, hvor man hurtigt sluger fortælling efter fortælling. Man kan tydeligt mærke, at Fry har hjertet med i fortællingerne, og at den græske mytologi fascinerer ham lige så meget (hvis ikke mere endnu) som mig selv.
Selvom der er henvisninger til Mythos, behøver du ikke at have læst den for at kunne læse Helte. Men jeg vil da klart anbefale at læse den også, ikke kun for at få et godt indblik i mytologien, men så sandelig da også for at læse hans vidunderligt sjove bemærkninger.

Det er på denne baggrund (plus min interesse 😆), at bogen får 5 stjerner. Og jeg glæder mig allerede til at læse næste bind i hans trilogi, og se, hvordan han får genfortalt Den Trojanske Krig og dens efterspil. Jeg er sikker på, at det bliver lige så spændende, levende og underholdende (selvom det er tragisk) som i de to andre.

– Camilla

Reklamer
Dansk litteratur

Se mig nu af Amalie Hammel

69493947_1438464649625861_8586329263307751424_n

Reklame: Anmeldereksemplar tilsendt fra forfatteren

Forfatter: Amalie Hammel
Forlag: Books on Demand
År: 2019
Sprog: Dansk
Sidetal: 145
Genre: Samtidslitteratur, New-Adult

Stjerner:  ⭐⭐⭐⭐

“Alligevel konfronterede parrene hende med, hvad samfundet forventede af hende. Hun skulle finde sig en mand, der ville hende nok til at have lyst til at lave nogle unger og føre deres gener videre.”

Se mig nu er Amalie Hammels debutroman og omhandler Emma, der skal omstille sig til en ny tilværelse, efter kæresten går fra hende. Den nye tilværelse kommer hurtigt til at svømme i byture, sex og et lavt selvværd, der alt sammen fører til et voksende tomrum og en følelse af at være forkert. Bag facaden skjuler sig en ulykkelig pige, der kæmper for ikke at miste sig selv. Og på et tidspunkt når Emma helt derud, hvor en drastisk beslutning bliver et spørgsmål om liv eller død.

For det første vil jeg gerne sige tak. Tak til Amalie for at skrive en virkelighedsnær fortælling, hvor der ikke lægges fingre imellem. Hvor samfundets uskrevne normsæt og de usikkerheder, som mange af os kan nikke genkendende til, bliver hevet frem i lyset, skildret og sat spørgsmålstegn ved. Og hvor der gøres opmærksom på, at der er noget galt med den måde, vi opfatter os selv og andre på.

Amalie har skrevet en fængslende roman, hvor man får indblik i Emmas tanker, følelser og oplevelser. I takt med at vi følger Emmas rejse rundt i singlelivet, tager bogen også fat på nogle ret vigtige emner. Emner såsom kvindens seksualitet, angst, selvværd og sociale mediers påvirkning, blot for at nævne nogle. Disse behandles på en fin og sandfærdig måde gennem Emmas oplevelse af dem, hvordan hun forholder sig til dem, og de spørgsmål hun undervejs stiller. Bogen er samtidig hudløst ærlig og kommer helt derind, hvor det gør helt ondt, og man som læser kan identificere sig med.
Selvom jeg ikke selv har været ude for mange af de oplevelser, Emma har, kan jeg udmærket godt genkende følelserne og tankerne, som Emma kæmper med. Er jeg nu god nok? Hvis jeg nu ændrer mig, vil andre så bedre kunne lide mig? Og ligeledes genkende hvor meget de sociale medier egentlig påvirker os i vores dagligdag. De glansbilleder der møder os og får os til at føle os mindre værd, fordi vi ikke selv har opnået det, andre har. Det var tankevækkende og på sin vis forfriskende at læse denne bog og få sat ord på nogle af de usikkerheder og frustrationer, man som ung går rundt og kæmper med.

Sproget et letlæseligt med et godt flow, hvor der ikke er pyntet på noget eller lagt fingre imellem. Her kunne jeg måske godt have savnet lidt kortere sætninger og mere luft mellem afsnittene, for det bliver en smule tungt at læse med de store tekstblokke. På trods af at man undervejs lærer Emma at kende og kommer under huden på hende, savner jeg noget mere dybde. Romanen er kort og vil rigtig meget på få sider, og jeg tror, den ville have godt af at fylde lidt mere eller ville noget mindre. Der er gode intentioner bag historien, og den lister og behandler da også realistiske og vigtige problematikker. I mine øjne måtte disse dog gerne have været udforsket dybere, fordi vi ikke helt kommer i bund med dem og får dem behandlet. I stedet fremstår de i nogle tilfælde mere som nogle benspænd, der driver Emma derhen, hvor hun skal hen. Og så manglede jeg lidt mere på slutningen, der sluttede meget brat og på en helt uventet måde. Dette måtte gerne være udforsket mere også. For min skyld kunne kapitlet om Nabiha sagtens være udeladt og i stedet brugt på Emma.

Med det sagt lander jeg alligevel på 4 stjerner. Historien ramte en nerve i mig, og på trods af de nævnte problematikker er Se mig nu en stærk og velfortalt debutroman, hvor kvindens seksualitet og forskellene på opfattelsen af mænd og kvinder i alle livets henseender sættes under lup.

Som Amalie skriver til sidst i bogen:

Du er værdifuld.

– Camilla

Engelsk litteratur

Mythos af Stephen Fry

43766936_318501622037435_1495804725419835392_n

Reklame: Anmeldereksemplar tilsendt fra Modtryk

Forfatter: Stephen Fry
Forlag: Modtryk
År: 2018
Sprog: Dansk, oversat af Allan Hilton Andersen
Originalsprog: Engelsk
Sidetal: 419
Genre: Skønlitteratur, Mytologi

“Der er overhovedet ikke noget akademisk eller intellektuelt ved den græske mytologi; den er vanedannende, underholdende, lettilgængelig og forbløffende menneskelig.”

Stjerner:⭐⭐⭐⭐

En af mine andre svagheder er græsk mytologi. Jeg er nok en af de få, der faktisk syntes, at oldtidskundskab i gymnasiet var spændende. Jeg er fascineret af den græske mytologi og dens guder og synes, at den er rigtig interessant. Hvilket da også er grunden til, at jeg ejer flere græske tragedier og Homers to store episke værker, Iliaden og Odysseen. Behøver jeg at nævne, hvilken Disney film der er en af mine yndlings? 🙂

Mythos starter ud med at skildre begyndelsen, hvordan verden blev skabt, guderne kom til og så menneskene. Det er nogle ret kendte fortællinger, som ligger til bunds for hele mytologien. Derefter genfortæller han både kendte og mindre kendte myter, om mennesker med for meget hybris, guder, der føler sig forsmået, forvandlinger, ønsker, der tages for bogstaveligt og meget andet. Nogle af de store myter er udeladt for at give plads til de mindre. Eksempelvis hører man ikke om Herakles.

Noget af det, jeg er helt vild med ved denne bog, er Frys måde at genfortælle myterne på. Det er ikke kedeligt eller blot gengivelser af gudernes handlinger. Fry gør det på sin helt egen måde og gør guderne både levende og menneskelige ved blandt andet at have digtet morsomme dialoger og brugt udtryk, man ikke kunne forestille sig en gud bruge. Nogle af de sjoveste er helt sikkert dem med Hermes, der timer efter sin fødsel stjæler køer fra Apollon for at lave en lyre, og samtidig fyrer nogle humoristiske sætninger af.

Myterne er genfortalt med både humor og med så naturlig en stemme, at det bliver charmerende og en virkelig god læseoplevelse. Fry kommer vidt omkring mange myter, og det betyder også, at han ikke kan gå helt i dybden med dem alle. Men jeg synes ikke, det gør noget, fordi fortællestilen tager læseren med på en rejse til forsvundne antikke tider og fascinerende guder og gudinder. Undervejs indskyder Fry nogle sjove bemærkninger, og man kan virkelig mærke, at han har hjertet med i genfortællingerne, fordi han på en måde får gjort dem til sine egne. Mange af myterne er mærkværdige og til tider ret voldsomme, og Fry lader det komme til sin ret. Han forsøger ikke at gøre det pænt, men gør i stedet opmærksom på det mærkelige og voldsomme gennem sine kommentarer. Eksempelvis Athenes fødsel, der er alt andet end traditionel, eller hvordan Zeus på de mest underlige måder får gjort en masse kvinder gravide.

Mythos minder en smule om Gaimans Norse Mythology. Begge bøger genfortæller de gamle myter på en moderne måde til et moderne publikum, uden at fjerne dem fra deres originalitet. Jeg kunne også rigtig godt lide Gaimans bog, men jeg synes, at Fry får gjort det på en langt bedre måde, hvor hans egen stemme tydeligt skinner igennem, og hvor guderne og gudinderne legemliggøres i højere grad. Og se da lige den forside!

– Camilla