Dansk litteratur

Død verden 3: Håb af Louise Haiberg

Død verden 3 Håb

Forfatter: Louise Haiberg
Forlag: Tellerup
År: 2018
Sider: 281
Sprog: Dansk
Genre: Horror, science-fiction, fantasy

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐

Selvom Nera fik indsigt i Vitas hemmeligheder, er hun ikke faldet til ro. Hun er rastløs og savner Bane, når han er ude med de andre vampyrelvere og leder efter flere overlevende mennesker. Hendes løsning er, at hun simpelthen tager med næste gang, hjælper med at udrydde zombierne og overtaler menneskene til at stole på vampyrelverne. Men på deres første mission sammen sker det værste, der kunne ske.

Den tredje bog i Død verden serien er ligeså spændende og indlevelsesrig som de to første bind. Der er stadig en hemmelighed, eller måske faktisk to hemmeligheder der hænger sammen, som Nera får afsløret på den værst tænkelige måde. Det vender op og ned på grundlaget for Vita, og afslører, hvordan zombieapokalypsen startede.
Kuren, som lægen Peter forsøger at skabe, bliver også mere og mere presserende. Bogen ender, hvis det var slutningen på hele serien, lidt for tidligt i forhold til løsningen, som læseren ikke rigtig ser in-action – men jeg gætter på, det er en af grundene til, at vi nu alligevel får en fjerde bog i serien (som jeg glæder mig til!).
Død verden 3 har det meste af sit fokus på Nera, Bane og Kirstas rejse ud for at finde mennesker, og Nera og Banes forhold kommer vi lidt dybere ned i. Jeg synes dog stadig, deres forhold er meget kropsligt og håber på, at de får åbnet lidt mere op for hinanden og talt sammen i næste bog 😉
Der er desuden lidt worldbuilding i forhold til vampyrelvernes samfund, som var ret interessant, og som jeg håber på at se mere af.

Bogen har nogle rigtig stærke scener, bl.a. da Nera skal overtale en lille pige til at følge med dem, og da hun senere nægter ordrer fra både Bane og Kirsta. Skrivestilen med dagbogen har jeg elsket hele vejen, og de små tegninger og kruseduller styrker også indlevelsen.

Tematisk kredser bogen, selvfølgelig som titlen antyder, om håb. Nera får håbet tilbage for sig selv, da hun får en mission igen, en mening med sit liv, og hun har et håb om, at Peter kan kurere zombieepidemien, så verden kan begynde på ny. Om det helt bliver sådan, må vi vente til april med at læse!

– Mette

 

 

Dansk litteratur

Død verden 2: Utopia af Louise Haiberg

død verden 2 utopia

Forfatter: Louise Haiberg
Forlag: Tellerup
År: 2018
Sider: 256
Sprog: Dansk
Genre: Horror, science-fiction, fantasy

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐

Nera, Aidan og deres gruppe er ankommet til den by, som vampyrelverne lovede dem. Et utopia, hvor mennesker lever som i den gamle verden, trygt og sikkert, uden frygten for zombierne. Men alle smilene går Nera på nerverne. Hun føler sig ikke sikker. Hun ved, at byen gemmer på hemmeligheder, og at der er skyggesider til enhver lykke.

Så fik jeg endelig taget mig sammen til at læse videre i Død verden serien! Det tog mig heller ikke et år … XD Ikke fordi bogen var dårlig overhovedet, jeg var ret spændt på at læse videre, og anden bog holder da også niveauet.

Hele vejen igennem kan man mærke Neras ubehag ved Vita, som byen hedder, og dets indbyggere. Den måde, hvorpå alle glemmer zombierne og bare kan pakke fortiden væk, er skræmmende. Det er en sær kombination af, at de er nået i sikkerhed, men alligevel ikke er helt sikre. Skildringen af Neras tvivl, håb og langsomt voksende vanvid er troværdig og indlevelsesrig. Jeg føler mig, sammen med Nera, også i tvivl om, hvorvidt Vita nu er så god, og undrer mig over, hvad vampyrelverne ved, men ikke siger. Dog følte jeg ikke, at plottet blev rundet af, og bogen slutter lidt midt i det hele. Den føles ikke helt som sin egen bog, og selvom den naturligvis er nummer to i en serie, så burde den stadig have sin egen plotstruktur.

I forhold til persongalleriet møder vi lidt flere vampyrelvere, men den eneste nye karakter, der gør indtryk, er lægen Peter. Nera bliver hans hjælper, og gennem Peter forsøger hun at vriste Vitas hemmeligheder frem i lyset. Jeg kunne godt have tænkt mig lidt mere i forhold til Aidan, især efter vi får et flashback, der rummer en del baghistorie for de to. Bane er Neras lykkedrug, og når han er der, kan Nera glemme verden, men det ville nu være rart, hvis de også fik lidt mere interaktion end kun sex.

Tematisk kredser bogen en del om traumer, både om at komme sig over traumatiske oplevelser, om at sidde fast i fortiden og om, hvad der kan ske for dem, som aldrig formår at hive sig op igen. Dagbogsskriveriet fortsætter fra første bog og fungerer stadig rigtig godt både i forhold til sprogligt at give stemme til Nera og styrke indlevelsen.

Har du læst første bog, synes jeg klart, du skal læse videre – især nu når der snart kommer en fjerde bog i serien!

– Mette

 

Dansk litteratur

Det nådesløse daggry af diverse forfattere

53344633_257111855225776_5858368969798320128_n

Forfattere: Tenna Vagner, Regitze H. Sancoeur, Carina Evytt, Gudrun Østergaard, Karin Brydsø Dammark, Martine Cardel Gertsen, Caner Doga Cansi, A. Silvestri, Jonas Blunel, Tue Omø, Niels Kjærgaard, T. D. Zelsius, Camilla Henningsen & Mette Lauritzen, Silvia Ludenberg og Anna Lindbjerg
Forlag: Enter Darkness
År: 2019
Sprog: Dansk
Sidetal: 285
Genre: Novellesamling, Fantasy, Horror, Dark fantasy, Science fiction

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐

“Hvorfor kunne jeg ikke stoppe det her fra at ske? Hvorfor? Jeg ville have gjort alt for at have forhindret det her.”

Hvor er det vildt, at vores novelle er blevet udgivet! Og det føles helt surrealistisk at se sit eget navn i en bog og som forfattere på diverse hjemmesider! Men nok om det. Vores anmeldelse af novellesamlingen kommer ikke til at være ren ananas i egen juice, men en objektiv anmeldelse af antologiens øvrige noveller.

Det nådesløse daggry består af 15 noveller med hver deres take på fantasy, hvor elementer af horror og science fiction spiller ind. Vi møder dyndfolk, ellefolk, engle, dæmoner, hekse og andre mørke væsener, der sammen gør samlingen til at mix af moderne og klassisk fantasy. Antologien er mørk og til tider ret voldsom. Novellerne finder sted i både klassiske fantasyuniverser og de mere urbane.

Det er lykkes hver novelle at ramme plet med den dystre stemning og de mørke elementer, der skaber en stigende uro i læseren. Selvom novellerne er korte, skabes der alligevel forbindelse til mange af fortællingernes karakterer, og man når at leve sig ind i historierne og karakterernes situation. Sproget er med til at opbygge stemningen og den stigende spænding i hver novelle, og samtidig er hver forfatters skrivestil et frisk pust til genren. Novellerne fungerer på deres egne præmisser.

Hver novelle er god på hver deres måde, men vi må indrømme, at vi har vores favoritter blandt dem. I rækkefølge efter placering i antologien er de: “At modstå menneskenes ondskab”, “Bag disse mure”, “Cafeteriet”, “Det nådesløse daggry” og “Flængen”.

“At modstå menneskenes ondskab” handler om Bjørg og hendes venner, der er taget ud i skoven. Bjørg forvilder sig længere ind i skoven, hvor hun føler sig iagttaget og bliver lokket med af skovens dyr. Her er det især den trykkende stemning, der er vellykket.

“Bag disse mure” handler om Miss Everdale, der afhøres og tortureres for noget, hun ikke har gjort. Men hun gemmer på en hemmelighed, som ingen af bødlerne har lyst til at høre. Denne novelle er en af de mere voldsomme, og formår at skabe frygt og håbløshed for hovedpersonen, som også læseren bliver grebet af.

I “Cafeteriet” møder vi fire venner, der gør et stop ved et afsidesliggende cafeteria. Langsomt går det op for vennerne, at der er noget helt galt, men der er det allerede for sent. Novellen er enkel, og det er netop i sin simplicitet, at den skaber den helt rigtige stemning af rædsel som i et klassisk gys. Der fortælles skiftende fra de fire venners synsvinkel i takt med at handlingen spidser til. Tempoet øges stødt, og man efterlades med hjertet helt oppe i halsen.

Heksen Syl rydder op efter en række uforklarlige voldsomme mord i “Det nådesløse daggry”. Han beskyldes for mordene, da han er heks og hadet. Han ved, hvem der i virkeligheden er morderen, men kan intet gøre. Novellen lægger titel til samlingen og fortjener det. På få sider opbygges et simpelt, men effektfuld univers og man føler med Syl og er spændt på, hvilke hemmeligheder han holder.

I “Flængen” er der åbnet op for en portal til en anden dimension. Dæmoner har krydset over til vores verden og har ødelagt og dræbt alt på deres vej. Gemette og Tora kæmper sig igennem en øde verden, men støder på en ny slags dæmon, der truer med at afsløre en sandhed, der lurer lige under overfladen.

Hører man til de sarte sjæle, er det måske bedst at læse samlingen i bidder i stedet for det hele på en gang. For det er en rutschebanetur gennem det ene mørke univers efter det andet. Er man til gengæld en af dem, der elsker dark fantasy med en overflod er horror, så kan vi varmt anbefale denne antologi. Specielt også hvis man vil prøve at stifte bekendtskab med nye forfattere. Vores novelle “Skyggen” er skrevet i fællesskab, og handler om englen Amriel, der forsøger at finde ud af, hvad den truende mørke tåge, som ligger over landet, i virkeligheden er. Vi håber, I vil læse med !

– Litteraterne

Dansk litteratur

Død verden 1: monstre af Louise Haiberg

dødverdenbillede.JPG

Forfatter: Louise Haiberg
Forlag: Tellerup
År: 2018
Sprog: Dansk
Sidetal: 254
Genre: Fantasy/Sci-fi/Horror

Stjerner:⭐⭐⭐⭐

Død verden er en horror/sci-fi turned fantasy. Jeg fik bogen anbefalet af Pernille L. Stenby – især baseret på beskrivelsen af et æble – og hun havde ret, det er rigtig godt skrevet!

Zombier har aldrig været et væsen jeg var særlig interesseret i. Jeg kom aldrig med på Walking Dead bølgen, men med Død verden blev jeg draget ind af dagbogsformatet. Dagbogssiderne giver indtrykket af en lidt mere rå og tilfældig fortælling i stedet for en gennemtænkt genfortælling, og det passer godt til emnet og den hektiske verden vi befinder os i, hvor Nera og Aidan altid er på farten.

Pludselig er zombierne dog ikke de eneste overnaturlige væsner. Vampyrelvere bringes ind i spil. Ja, du læste rigtigt. Jeg vidste godt de kom og syntes det var lidt fjollet, men da jeg så selv læste bogen, virkede det egentlig ret godt. Jeg kan se hvor sammenligningen kommer fra – de smukke udødelige væsner – men må nok sige at vampyrer er mere horror og elvere mere fantasy. Var det ikke først i romantikken, og især senere med Tolkien, at elvere tog den form vi kender i dag? Mens vampyrer er fra gamle folkesagn? Anyway! Historisk korrekthed til side, så fungerer de. Jeg blev faktisk mere interesseret efter de ankom til historien, og den nye mission er at finde ud af, om de er til at stole på.

Hovedpersonen Nera er ret nice. Hun er en fighter, godhjertet, men klar til at træffe de svære valg. Og så er hun bevidst om manipulationen, selv når hun falder for den. Vampyrelvernes tiltrækningseffekt blev aldrig for meget og sexscenerne var tilpas. Godt nok kunne jeg ikke lade vær med at tænke på hvordan de ville påvirke en aseksuel person? Ville man blot føle en tryghedsfornemmelse? Ville man stadig være ligeså manipulerbar?

De andre karakterer får aldrig rigtig nok tid til at udfolde sig, men Neras forhold til Aidan er godt skrevet på trods af, at jeg ikke føler, jeg kender ham endnu. Jeg kan mærke at Nera gør, og at hun elsker og holder af ham.

Titlen på første bog ’Monstre’ dækker fint over temaet som skinner igennem i hele fortællingen. Det handler naturligvis om overlevelse i en zombieinficeret verden, men det handler også om andre monstre og især om monstret i mennesket. Det monster som måske er værst af dem alle.

– Mette

Dansk litteratur

Panteon-sagaen 4: Den Tiende Trone af Boris Hansen

panteon4 1

Forfatter: Boris Hansen
Forlag: Tellerup
År: 2018
Originalsprog: Dansk
Sidetal: 651
Genre: fantasy, science-fiction

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐

Så er afslutningen på Panteon-sagaen læst. Det var vemodigt og med blandede følelser, at jeg fik slugt den sidste del af den episke sci-fi/fantasy historie. Alt i alt var det en fantastisk rejse, som jeg kun kan anbefale jer alle også at tage på.

**Spoilers for de tre forrige bøger! Især bog 3!**

 

Lucas rejser tilbage. Tilbage til før tragedien. Tilbage til før blodet flyder i Empyria og han ser sine venner dø.

Men er det nok?

Da vi allerede har oplevet de første par scener før, må jeg indrømme at jeg læste hurtigere end normalt for at komme til det nye. Var spændt på om det ville lykkes at redde dem alle og hvad næste skridt ville være. Vecra ville jo stadig være løs. Og Tarvalis ville stadig kæmpe for sin sag.

Da vi når til alt det nye er præmissen nu vendt på hovedet. Det er denne gang engle og guder, som besøger vores verden og ikke omvendt. Det er ret sjovt og kunne være en ide til en hel bog for sig.

Det meste af Den tiende trone går med at lægge planer, gemme sig, flygte og kæmpe, og den slags er jeg desværre ikke fan af i for store mængder. Men hvis man er til action, så er der helt klart noget at glæde sig til.

I stedet er jeg mere interesseret i de øjeblikke, hvor hemmeligheder afsløres og karaktererne udvikles. De fleste hemmeligheder er efterhånden ude i lyset, men både Saida og især Lucas og Cassandra gennemgår fængslende forvandlinger. Det er også fascinerende at lære guderne lidt bedre at kende og se dem agere i menneskelige skikkelser. Og jeg er glad for at de altid er i en gråzone i historien. Der er både godt og dårligt ved at have guder til at regere en verden.

Men tilbage til Lucas og Cassandra. Bogen er inddelt i tre dele, og det er tredje del, som løfter bogens niveau for mig. Cassandra står med en stor opgave, som måske viser sig at være for stor, og Lucas skal tage det ene forfærdelige valg efter det andet. Lige da det hele ellers ser ud til at ende godt. Det er hjertevridende og får pulsen op og øjnene til at stikke på samme tid. Det er sådan et plottwist skal laves! Så jeg er meget imponeret og glad for slutningen af sidste bog, selvom starten var lidt for actionheavy til mig.

I forhold til det store spørgsmål om nogen dør… Så er svaret ja, men ikke så mange, som jeg frygtede! Der er en fin balance. Scenerne er medrivende, og ja, jeg fældede da en tåre eller to.

Tematisk er der fokus på gråzonen. På hvordan intet er entydigt godt eller ondt, rigtigt eller forkert. Nogle gange er der bare ikke det helt rette valg. Nogle gange ender det med død.

Det er svært at skrive slutninger. Faktisk er det den del jeg selv har størst problemer med, når jeg skriver. Men Boris Hansen gør det godt og jeg er så klar på at læse med igen næste gang.

– Mette