Dansk litteratur

Beelzebul af Mona Hawthorn Andersen

55211331_305111496846950_3005271703153541120_n

Reklame: Anmeldereksemplar tilsendt af forfatter og Forlaget mellemgaard

Forfatter: Mona Hawthorn Andersen
Forlag: Forlaget mellemgaard
År: 2019
Sprog: Dansk
Sidetal: 461
Genre: Thriller, psykologisk, gys

Stjerner: ⭐⭐⭐

“Beelzebul venter i tågens grumsede cirkler. Hungrig og utålmodig er hans færd, opfyldt af dyrets primitive lyster. De rødglødende øjne er rettet mod os dødelige ynglinge, der går endnu en bleg skoledag i møde.”

Som I efterhånden har bemærket, elsker jeg gys og især det psykologiske. Da vi blev kontaktet af Mona med henblik på at læse og anmelde hendes nyeste roman, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg skulle læse den.

Beelzebul handler om gymnasieeleven Amanda, der har problemer med at passe ind i sin klasse. Hendes mor forsvandt femten år tidligere, og lillebroren har problemer med hjertet. I byen hærger fem pigers mystiske forsvinden, og pludselig havner Amanda i psykopatens hænder. Det bliver en kamp på liv og død, og Amanda er ikke én, der bare giver op. Hvad er der sket med de fem andre piger? Og slipper hun nogensinde levende ud af psykopatens favn?

For det første er det virkelig en interessant historie, hvor man får et indblik i både offerets og gerningsmandens tanker. Det skaber en dybde, der er med til at gøre gerningsmanden des mere psykopatisk. Samtidig opstår der en forståelse for, hvordan han er nået helt derud, hvor han bortfører piger og mishandler dem. Det gør det hele så meget mere grusomt på en måde. Undervejs fik jeg associationer til Bret Easton Ellis’ American Psycho, idet nydelse og lidenskab pludselig bliver en blanding af sex og vold. Samtidig er Mona heller ikke bange for at blive meget grafisk i sine beskrivelser af både sex og mishandlingen, akkurat som Ellis’ heller ikke er det. Begge romaner bliver på den måde en helt anden gren af pervers og på grænsen til decideret frastødende i det grafiske. Derfor vil jeg råde sarte sjæle til at skippe let og elegant over de voldsommere passager.

Plottet er virkelig spændende og nervepirrende, og man efterlades helt ude på kanten af stolen de gange, det lykkes Amanda at komme fri og stikke af. Der er et hurtigt tempo under disse flugtforsøg, som blot understreger scenernes hektiske stemning. Gyserelementerne er strøget fint ud over plottet og skaber den helt rigtige vibe. Og når det blandes med det psykologiske aspekt og indblik i psykopatens tanker, så fungerer det bare. Situationen og følelserne skildres på en realistisk måde og står i skarp kontrast til den nærmest uvirkelige mishandling. Det burde jo ikke kunne ske, men alligevel har historien rod i virkelige hændelser, hvilket blot forstærker grusomheden.

Det leder mig videre til den mere negative del. For selvom jeg er positivt overrasket over selve plottet, så er der desværre en del ting, jeg ikke synes fungerer. Mit primære problem var faktisk historiens hovedperson, Amanda. Hun irriterede mig alt for meget, til at jeg kunne sætte mig ordenligt ind i hendes situation. Hendes reaktioner på mange af hændelserne og tankerne omkring det, virkede bare urealistiske. Hun tog det alt for pænt i mange af situationerne og lagde mærke til ting, som jeg ikke er sikker på, andre ville lægge mærke til, hvis de havnede i samme situation. Samtidig er der nogle ting i plottet, der forekom mig usandsynlige og lidt for nemme. Jeg vil ikke gå i dybden med dem her, da det vil afsløre for meget af handlingen i bogen. Det ødelagde desværre lidt af min oplevelse, fordi det simpelthen bare virkede for nemt og forudsigeligt.

På trods af at sproget er let og hverdagsagtig, så bliver det nogle gange for beskrivende, og dialogerne virker sommetider forcerede. Jeg har intet imod miljøbeskrivelser, da de ofte er med til at sætte en stemning. Men visse steder i romanen bliver de ikke brugt til andet end blot beskrivelse, der som sådan ikke har nogen indvirkning på plottet. Når historien fortælles fra teenageren Amandas synsvinkel, forekommer det på sin vis også usandsynligt, at hun ville lægge mærke til træværket på et hus eller beskrive facaden på sit hjem. Når jeg kommenterer på dialogerne som forceret, skyldes det, at de ikke altid flyder lige godt eller har det rigtige samspil karaktererne imellem.

Beelzebul får 3 stjerner med på vejen fra mig, da den både rummer gode og mindre gode elementer. Plottet og historien er i sig selv spændende og nervepirrende, men udførelsen halter desværre på nogle punkter, der trækker læseoplevelsen ned. Man kunne med fordel have skåret ned på beskrivelser og sammenligninger og i stedet fokuseret på handlingen, for det er her, der pludselig sker noget, og hvor romanen blomstrer.

– Camilla

Reklamer
Engelsk litteratur

Faldet af S. K. Tremayne

50980890_688392201558976_4919199376103964672_n

Forfatter: S. K. Tremayne
Forlag: Gads
År: 2016
Originalsprog: Engelsk
Sprog: Dansk
Sidetal: 357
Genre: Thriller, Mystik, Domestic noir, Psykologisk

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐

“Hvorfor kalder du mig hele tiden Kirstie, mor? Kirstie er død. Det var Kirstie, der døde. Jeg er Lydia.”

Tremaynes roman handler om ægteparret Angus og Sarah, der havde enæggede tvillinger. En tragisk ulykke slår den ene tvilling ihjel før bogens start. Parret vil starte forfra og flytter til et forfaldent hus på en isoleret skotsk ø. Den overlevende tvilling begynder at udvise bekymrende og foruroligende adfærd og tanker, og samtidig smuldrer tilværelsen mellem hænderne på Angus og Sarah. Tog de fejl af, hvilken tvilling der døde? Og hvad skete der egentlig den dag?

Hold nu op! Plottet var skræmmende på en helt anden måde, end de typiske gysere jeg læser. Det var både foruroligende og skræmmende, og tanken om, at man som forældre kan have taget fejl af, hvilket et af sine børn, der faktisk døde, og hvilket der overlevede, er virkelig uhyggelig. Den overlevende datters adfærd sår tvivl om, om der er noget overnaturligt på spil, og flere steder begynder man faktisk at tro på det. Den dystre stemning blandet med et psykologisk aspekt og nagende tvivl er yderst effektiv.
Spændingen er stødt stigende allerede fra første side, og den tager læseren med gennem en masse suspense, tvivl og mistanker. Jeg forsøgte at gætte med og finde ud af, hvordan det hang sammen, hvilket ikke lykkedes mig før til sidst. Plottet er virkelig godt skruet sammen. Jeg må indrømme, at jeg er lidt misundelig over, hvor godt forfatteren fastholder den uhyggelige stemning og stigende spænding.

Fortællingen består af et indviklet net af løgne, usagte ting og halve sandheder. Det er derfor ikke mærkeligt, at læseren også forvirres og ikke er sikker på, hvordan det egentlig hænger sammen, før hen mod slutningen. Derudover fortælles der gennem skiftende synsvinkler hos Sarah og Angus, hvilket binder fortællingen sammen, giver mere dybde og samtidig også bidrager til forvirring – men på den gode måde! Den er virkelig godt skrevet, og karaktererne har fået så meget personlighed, at man nemt følte Sarahs sorg og mistænksomhed, tvillingens forvirring og Angus’ vrede. Samtidig er det lykkes forfatteren at beskrive naturen og miljøet omkring familien på en fantastisk måde, så den er nem at forestille sig. Naturen er barsk og vild og komplimenterer fortællingen på bedste vis.

Faldet er velskrevet, spændende, skræmmende og fængslende, og det fortjener 5 stjerner. Selvom der er delte meninger om bogen, så synes jeg, at den helt klart er anbefalelsesværdig.

– Camilla

 

Amerikansk litteratur

The Stepford Wives af Ira Levin

46651928_267895267256007_1263470050090680320_n

Forfatter: Ira Levin
Forlag: Corsair
År: 1972/2011
Sprog: Engelsk
Sidetal: 139
Genre: Gys, Psykologisk

Stjerner:⭐⭐⭐⭐

“That’s what they all were, all the Stepford wives: actresses in commercials, pleased with detergents and floor wax, with cleansers, shampoos, and deodorants.”

Jeg stiftede første gang bekendtskab med Ira Levins forfatterskab, da jeg læste Rosemary’s Baby, hvilken jeg var ret så vild med. Den der underliggende mystiske og dystre stemning var virkelig fascinerende, og derfor ville jeg gerne læse meget mere af ham. Det blev i første omgang til The Stepford Wives. 

Bogen handler om Joanna, der flytter til Stepford med sin mand og to børn. Hun er en kvinde, der hviler i sig selv og ikke kun laver huslige pligter, men forsøger at stable en karriere som fotograf på benene. Hun er forkæmper for kvindefrigørelsen, men opdager hurtigt, at kvinder i Stepford ikke er som hende. De går meget op i de huslige pligter. Og hvad er det for noget med Men’s Association? Hun slår sig sammen med Bobbie og forsøger at ruske lidt op i de andre kvinder, men til ingen nytte. Pludselig har Bobbie ændret sig. Er der noget i vandet, og er Joanna den næste på listen?

Med Levins korte roman holder jeg mig i det kønspolitiske hjørne lidt endnu. For der er tydelige undertoner af en samfundskritik i denne. Stepford er fuld af tilfredse mænd og husfruer, der udtrykker, at der ikke findes noget mere tilfredsstillende end at holde huset rent. De foretager sig ikke andet end huslige pligter, og det var jo sådan virkeligheden var for mange kvinder før i tiden. Hvor de ikke fik lov til at tænke selv, og hvor mænd kontrollerede dem. Og her i 1972 er det stadig tilfældet i Stepford. Det er skræmmende at tænke på, hvor langt disse mænd er villige til at gå for at kontrollere deres koner og dæmpe deres frigørelse. Egentlig får man ikke en klar forklaring af, hvad der sker, og hvad mændene gør, men man gætter sig til det. Og hvad der er endnu mere skræmmende er, at den kvinderne stoler mest på, faktisk er den, der ønsker at ændre dem.

Selve fortællingen er fuld af lettere flade karakterer og rigtig meget dialog. Joanna har mere dybde end de andre, hvilket jo nok skyldes, at hun er helt sin egen. Bobbie er også en mere rund karakter, indtil hun ændrer sig. De flade karakterer er jo netop pointen med handlingen, og det giver derfor god mening. I betragtning af, at romanen er ganske kort, formår Levin alligevel at skabe en stigende spændingskurve, hvor man til sidst sidder med bankende hjerte og håber på det bedste. Jeg er ret imponeret over, hvor godt det lykkes ham at skabe en så suspensefuld og dyster stemning.

– Camilla

Dansk litteratur

Poe: 4 makabre hyldester af A.M. Vedsø Olesen, Patrick Leis, Rikke Schubart & Steen Langstrup

44027745_352665858813529_2048906331716321280_n

Forfatter: A.M. Vedsø Olesen, Patrick Leis, Rikke Schubart & Steen Langstrup
Forlag: 2Feet Entertainment
År: 2009
Sprog: Dansk
Sidetal: 111
Genre: Gys, Mystisk, Psykologisk, Novellesamling

“De fire noveller i denne bog lægger også stemmer til mænd, der, hvis de ikke er fortvivlede, nok skal nå at blive det, før historien er omme.”

Stjerner:⭐⭐⭐

I anledning af 200-året for Edgar Allan Poe fik fire forfattere til opgave at skrive fire nye makabre gys med inspiration fra Poes gotiske fortællinger. De fire fortællinger, hvorfra inspirationen skulle komme, var The Tell-Tale Heart, William Wilson, Berenice og The Fall of the House of Usher. I løbet af novellesamlingen støder læseren på dobbeltgængere, spøgelser, mord, psykologisk ustabile mænd, orme og tandlæger. Forfatterne gendigter på deres helt egen måde de fire fortællinger fra Poe. Der er ikke tale om forsøg på at gøre som Poe, men snarere hyldester til ham, der bevarer den gotiske og uhyggelige stemning, som Poe var så kendt for. Der er således en sammenblanding af fortid og nutid på bedste vis.

Anne Marie Vedsø Olesen står bag Orkestergraven, hvor en dirigent forelsker sig i en sangerinde med den mest vidunderlige stemme. Langsomt driver stemmen ham til vanvid, og han beslutter sig for at gøre hende tavs på den mest makabre måde.

I Steen Langstrups Metro møder vi forretningsmanden, der lige er vendt hjem fra udenlandsrejse. Han bliver ringet op af sin assistent, der fortæller, at han ligner en voldtægtsmand, der hærger i byen, til forveksling. Forretningsmanden beslutter sig for at kontakte politiet, når han lige har været hjemme og sove. Men i metroen hjem træder dobbeltgængeren pludselig ind.

Ormekur af Rikke Schubart handler om tandlægen Henning, der har de flotteste tænder. Men han er plaget af børneorm. Da konen finder ud af, hvorfor de bliver ved med at få orm, tager hun en grusom hævn.

Patrick Leis har skrevet den sidste novelle, Opløsning. Her møder vi advokaten Harker (en klar henvisning til Dracula), der tager til Rumænien for at bistå ved udfærdigelsen af testamenter og et ejendomskøb. Da han ankommer til ejendommen, viser det sig hurtigt, at den gamle slægt er i opløsning, og at noget mystisk er på færde.

Novellerne er helt deres egne og omformet til en moderne tid og et moderne publikum, men Leis’ minder mest om den klassiske gotiske stil og stemning fra Poe selv. Jeg synes, at hyldesterne formår at skabe den uhyggelige stemning, som er så kendt for den gotiske stil, og samtidig tilføjer de historierne noget mere makabert, der fungerer. Især ved Olesens og Schubarts noveller tog jeg mig selv i at tænke “puha”, fordi de er ret så makabre. Deres uhygge forekommer derfor også mere i handlingen end i stemningen, synes jeg. I Langstrups er det uhyggelige både i handling og stemning, mens det hos Leis især er i stemningen. Noget af det bedste ved Poe, er hans brug af det psykologiske, hvor både karakterer og læser veksler mellem rationelle logiske forklaringer og noget overnaturligt. Derfor er min absolut yndlings Poe tekst også The Tell-Tale Heart, fordi stemningen deri er så gennemført. Jeg var meget imponeret over, hvordan forfatterne lykkes med at få skabt den selvsamme psykologiske stemning, som Poe.

Så søger man lidt uhyggelig læsning, kan jeg anbefale denne, hvor Poes stil vækkes til live i moderne noveller. Den kan også læses, selvom man ikke har læst Poe før.

– Camilla