Dansk litteratur

Sprækker af Teddy Vork

49739225_2417241661624180_2500259419741224960_n
Forfatter: Teddy Vork
Forlag: Kandor
År: 2014
Sprog: Dansk
Sidetal: 213
Genre: Gys, Novellesamling

Stjerner:⭐⭐⭐⭐

“I hver af bogens ni noveller slår verden sprækker, og noget fremmed siver ind.”

Bogen består af en samling noveller, der alle har det til fælles, at den kendte og virkelige verden vendes på hovedet, da noget fremmed og uforklarligt sniger sig ind. Vi møder blandt andet gyserforfatteren, der gerne vil imponere anmelderen ved at sætte den rette stemning, og kvinden der for alt i verden gerne vil være et af nattens væsener. Vi støder på folder, der antager uhyggelige former, og et altopslugende mørke, foruden en usynlig verden. Læseren skræmmes af menneskers vilje til at gøre hvad som helst, spøgelser og ondskabsfulde børn. Scenen er sat, og læseren skal være forberedt på at blive skræmt.

Jeg er meget begejstret for denne novellesamling, da jeg synes, det er lykkes Teddy Vork at skabe den helt rette stemning, med ganske få virkemidler. Sproget er ikke voldsomt fabulerende, men hverdagsagtigt og let, hvilket blot er med til at gøre det hele mere uhyggeligt. Novellerne er gennemarbejdet og velskrevne, og Vork er i stand til at skrive fra et hvilket som helst synspunkt, uden at man mister noget af fortællingen. Omgivelserne i hver novelle er med til at skabe den helt perfekte stemning. Eksempelvis bruges en forladt fiskefabrik og et hus, hvor strømmen er gået. Novellernes længde er passende og når lige præcis at skabe den uhygge, de skal, før de slutter. Ofte med en lidt åben slutning, og det gør bestemt ikke noget, da det bidrager til følelsen af uhygge og lysten til at tænde lyset. For mig er det klart de to sidste noveller, der skræmmer mest. Specielt historien om Gitte. Foruden klovne, findes der så noget mere uhyggeligt end børn? De små søde og uskyldige pus, der pludselig forvandles til uhyggeligt smilende og dødensfarlige dræbermaskiner. Nej vel?

Med få beskrivelser får Vork uhyggen til at stige, og det er ikke svært for læseren at forestille sig stederne og menneskerne i novellerne. Jeg giver samlingen 4 stjerner, for den var skræmmende på den helt rigtige måde.

– Camilla

Reklamer
Dansk litteratur

Poe: 4 makabre hyldester af A.M. Vedsø Olesen, Patrick Leis, Rikke Schubart & Steen Langstrup

44027745_352665858813529_2048906331716321280_n

Forfatter: A.M. Vedsø Olesen, Patrick Leis, Rikke Schubart & Steen Langstrup
Forlag: 2Feet Entertainment
År: 2009
Sprog: Dansk
Sidetal: 111
Genre: Gys, Mystisk, Psykologisk, Novellesamling

“De fire noveller i denne bog lægger også stemmer til mænd, der, hvis de ikke er fortvivlede, nok skal nå at blive det, før historien er omme.”

Stjerner:⭐⭐⭐

I anledning af 200-året for Edgar Allan Poe fik fire forfattere til opgave at skrive fire nye makabre gys med inspiration fra Poes gotiske fortællinger. De fire fortællinger, hvorfra inspirationen skulle komme, var The Tell-Tale Heart, William Wilson, Berenice og The Fall of the House of Usher. I løbet af novellesamlingen støder læseren på dobbeltgængere, spøgelser, mord, psykologisk ustabile mænd, orme og tandlæger. Forfatterne gendigter på deres helt egen måde de fire fortællinger fra Poe. Der er ikke tale om forsøg på at gøre som Poe, men snarere hyldester til ham, der bevarer den gotiske og uhyggelige stemning, som Poe var så kendt for. Der er således en sammenblanding af fortid og nutid på bedste vis.

Anne Marie Vedsø Olesen står bag Orkestergraven, hvor en dirigent forelsker sig i en sangerinde med den mest vidunderlige stemme. Langsomt driver stemmen ham til vanvid, og han beslutter sig for at gøre hende tavs på den mest makabre måde.

I Steen Langstrups Metro møder vi forretningsmanden, der lige er vendt hjem fra udenlandsrejse. Han bliver ringet op af sin assistent, der fortæller, at han ligner en voldtægtsmand, der hærger i byen, til forveksling. Forretningsmanden beslutter sig for at kontakte politiet, når han lige har været hjemme og sove. Men i metroen hjem træder dobbeltgængeren pludselig ind.

Ormekur af Rikke Schubart handler om tandlægen Henning, der har de flotteste tænder. Men han er plaget af børneorm. Da konen finder ud af, hvorfor de bliver ved med at få orm, tager hun en grusom hævn.

Patrick Leis har skrevet den sidste novelle, Opløsning. Her møder vi advokaten Harker (en klar henvisning til Dracula), der tager til Rumænien for at bistå ved udfærdigelsen af testamenter og et ejendomskøb. Da han ankommer til ejendommen, viser det sig hurtigt, at den gamle slægt er i opløsning, og at noget mystisk er på færde.

Novellerne er helt deres egne og omformet til en moderne tid og et moderne publikum, men Leis’ minder mest om den klassiske gotiske stil og stemning fra Poe selv. Jeg synes, at hyldesterne formår at skabe den uhyggelige stemning, som er så kendt for den gotiske stil, og samtidig tilføjer de historierne noget mere makabert, der fungerer. Især ved Olesens og Schubarts noveller tog jeg mig selv i at tænke “puha”, fordi de er ret så makabre. Deres uhygge forekommer derfor også mere i handlingen end i stemningen, synes jeg. I Langstrups er det uhyggelige både i handling og stemning, mens det hos Leis især er i stemningen. Noget af det bedste ved Poe, er hans brug af det psykologiske, hvor både karakterer og læser veksler mellem rationelle logiske forklaringer og noget overnaturligt. Derfor er min absolut yndlings Poe tekst også The Tell-Tale Heart, fordi stemningen deri er så gennemført. Jeg var meget imponeret over, hvordan forfatterne lykkes med at få skabt den selvsamme psykologiske stemning, som Poe.

Så søger man lidt uhyggelig læsning, kan jeg anbefale denne, hvor Poes stil vækkes til live i moderne noveller. Den kan også læses, selvom man ikke har læst Poe før.

– Camilla

 

Dansk litteratur

Den røde tråd af Vicki Pedersen

43146194_337136633530551_8635442128438165504_n

Forfatter: Vicki Pedersen
Forlag: DreamLitt
År: 2015
Sprog: Dansk
Sidetal: 85
Genre: Noveller, Thriller

“Havde jeg ikke syndet, hvad ville der intet have været at undskylde for dig. Min skæbne har givet dig lejlighed til at vise barmhjertighed.”

Stjerner:⭐⭐⭐

Jeg købte denne på opfordring fra forlaget til Skrækfest og glædede mig til at komme i gang, for denne skulle eftersigende være ret grum at læse.

Den røde tråd følger livet på en tilsyneladende helt almindelig villavej, hvor den snor sig ind og ud af husene og giver et indblik i, hvad der foregår bag lukkede døre. Villavejen er fuld af hemmeligheder og galskab bag de lukkede døre, hvor den ene hemmelighed er mere grum end den anden. Undervejs møder man forældre, der modtager en gave, som ingen ønsker sig. Luderen der ikke tager kunder, der tænder på røde trusser. Og ægteparret der finder deres helt egen måde at være sammen på.

Der opstår ofte en følelse af fragmentering i novellesamlinger, men det er ikke tilfældet her. De korte tekster glider ind og ud af hinanden, hvor forskellige personer går igen historien igennem og giver en følelse af enhed. Samtidig går den røde farve også igen flere steder på diverse måder, som også er med til at skabe en større samhørighed mellem novellerne.

Historierne er fængende, og det er ikke småting, der afsløres undervejs. Vicki Pedersen tager både fat i emner som incest, selvmord, seksuelt misbrug, spiseforstyrrelser og meget mere. Den ene historie er mere grum end den anden, og man læser dem derfor med en vis rædsel – for hvad bliver det næste? Novellerne med Mogens og Inger står i skarp kontrast til den grumme virkelighed med deres skæve og lettere humoristiske samtaler. De er præcis sådan, som man kan forestille sig, at et ældre ægtepar måtte være. Disse noveller både letter den dystre stemning, men gør også de andre mere uhyggelige ved netop at være så modsat dem.

Samlingen er både barsk og grum og konfronterer læseren med de skyggesider, vi helst ikke vil se. Vi ved udmærket, at mennesket kan have mørke sider, og at disse oplevelser er hverdagskost for nogle, men det er noget, vi helst ikke vil konfronteres med, for det vil bare gøre det mere virkeligt. Ved at “lukke” øjnene for det, kan vi nogle gange bilde os selv ind, at det ikke sker, og det har vi det bedst med. I novellerne tvinges vi til at se det, og Vicki har formået at skildre det dystre ganske godt.

– Camilla