Dansk litteratur

Pigen som ikke var der af Nick Clausen

74537610_2450017605268929_1446005975487086592_n

Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget Facet

Forfatter: Nick Clausen
Forlag: Facet
År: 2019
Sider: 276
Sprog: Dansk
Genre: Ungdomsroman, Gys, Spænding

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐

“”Far”, siger Andy. Hans stemme skælver. “Jeg tror, Rebekka er forsvundet.””

Og med det, er handlingen ligesom sat.

Pigen som ikke var der handler om Andy, hvis lillesøster en dag forsvinder. Han forlader hende kun kort for at gå på biblioteket på vej hjem fra skole, og da han kommer ud igen, er hun pist væk. Andy har skyldfølelse, mor er ikke længere mor, og ingen vil lytte til ham, når han siger, at han hørte en banken fra en gul varevogn den dag, søsteren forsvandt. Det går hurtigt op for Andy, at hvis Rebekka skal findes, så er det op til ham at gøre det. Heldigvis finder han en højst mærkværdig ven på biblioteket, der hjælper ham i hans søgen efter søsteren.

Hold. Nu. Op. Der er fart over feltet i denne roman, hvor siderne nærmest vender sig selv, og læseren efterlades helt ude på kanten af stolen med hjertet oppe i halsen. Jeg var revet med fra starten af, godt underholdt hele vejen og sad tilbage med en følelse af en vellykket fortælling, efter sidste side var vendt.

Clausen udfolder stille og roligt handlingen, hvor spændingen stødt og sikkert opbygges, mens uhyggen ligger og ulmer i baggrunden. Tempoet er hurtigt på den helt rigtige måde, hvor der ikke spildes tid på en masse unødvendigt. Der i stedet fuld fokus på handlingen og kapløbet med tiden for at finde Rebekka, inden det er for sent. Det fungerer også rigtig godt med de to kapitler fortalt fra henholdsvis Andys synspunkt og Rebekkas, for til sidst at skifte mellem de to i tredje kapitel. Det giver et godt indblik i, hvordan de hver især oplever det, og hvad de tænker, hvilket giver fortællingen en god dybde.

Bogen er spændende og velskrevet med et let og flydende sprog, hvor de to hovedkarakterer virkelig får lov til at skinne igennem. Hvor stædig Andy er i sin søgen efter Rebekka, og hvor ihærdigt hun forsøger at stikke af fra sin kidnapper. Handlingen giver også et godt indblik i søskendekærlighed, og hvordan søskende nogle gange kan gå fra at hade hinanden det ene øjeblik til ikke at kunne undvære hinanden det næste. Det er både realistisk og godt fortalt.

Jeg kan godt lide Clausens fortællestil, og hvordan han opbygger historien. Og jeg er især vild med den stilfærdige uhygge, der hele tiden spøger i baggrunden. Uhyggen i denne fortælling er ikke så meget i form af monstre og spøgelser, men mere i forhold til at være blevet kidnappet og spørgsmålet om, hvorvidt man nogensinde kommer hjem igen. Her synes jeg især også, at historien kan noget og flot skildrer både Andys og Rebekkas følelser, tanker og handlinger i den forbindelse.

Dette er første gang, jeg har stiftet bekendtskab med Nick Clausens forfatterskab – men det er bestemt ikke sidste gang. Pigen som ikke var der er medrivende, interessant og velfortalt, og jeg kan varmt anbefale den. Selvom bogen er stilet mod en yngre læser, synes jeg sagtens, at et ældre publikum kan nyde godt af historien. Særligt hvis du er vild med spænding og ulmende uhygge.

– Camilla

Dansk litteratur

Ørkenblod af Nick Clausen

ørkenblodbilled

Reklame: Anmeldereksemplar tilsendt fra Forlaget Facet

Forfatter: Nick Clausen
Forlag: Forlaget Facet
År: 2018
Sprog: Dansk
Sidetal: 269
Genre: Fantasy

Stjerner:⭐⭐⭐⭐

Cassian har boet i Vesten det meste af sit liv, men stammer fra Østen. Da kongen dør i et attentat, griber han muligheden og rejser hjem til sin barndomsby. Han husker ikke meget, ikke engang hvorfor han skulle sendes væk som barn, men undervejs dukker erindringer op, og da han når Østen er alt forandret. For også Østen har sine magtkampe at kæmpe med.

Ørkenblod er en vellykket roman. Den er kategoriseret som fantasy, men er ikke klassisk fantasy i den forstand, at vi møder meget af det overnaturlige eller magiske. I stedet præsenteres vi for en fiktiv verden med et Vesten og et Østen inspireret af virkeligheden, men med sine egne religioner og egen historie. Hvis du er interesseret i mellemøstlig kultur og godt kan lide fantasy, så er Ørkenblod helt klart værd at læse.

Vi starter med at følge Cassian i Vesten, dernæst rejser vi med ham mod Øst, hvor han undervejs møder pigen Faustina, og til sidst oplever vi hans nye tilværelse i Østen. Starten er hæsblæsende og trak mig ind i historien og universet. Senere kommer vi lidt ned i fart, men aldrig sådan at det bliver for langsomt. Klimakset er spændende, og jeg vaklede faktisk lidt i forhold til mine gæt om, hvad det hele ville ende med. Ørkenblod er dramatisk og til tider ret voldelig og ubehagelig, men det pensles heldigvis ikke ud i en sådan grad, at jeg lagde bogen fra mig. Alt i alt er der god balance i tingene.

Da vi først møder Cassian, virker han som en venlig fyr. Han har sine grunde til at gøre, som han gør, men man forstår ham. Faustina er en ung pige fuld af liv og drømme om at blive kondorhvisker – så hun kan flyve kæmpefuglen på bogens forside. De er et godt makkerpar. I hvert fald indtil Cassian ændrer sig. Jeg forstår godt det er temaet for bogen. At Cassian skal finde sig selv. Skal finde sin familie og sin nye plads i livet. Og måske finde ud af om det nu også er ham. Men han bliver godt nok ubehagelig. Virkelig afskyelig. Heldigvis giver Ørkenblod ingen undskyldninger eller formindsker de handlinger, som både Cassian og andre udfører – især mod kvinder.

Ørkenblod er i bund og grund en fortælling om identitet. Om familie og traditioner. Og bedrag og forræderi. Cassian bliver til Khasain. Ligesom han ønskede. Men om det virkelig blev, som han ønskede det, har han svært ved at finde ud af.

– Mette