Dansk litteratur

Mørkets søn 3: Sikanias arvinger af Jeanette Hedengran & Tina Sanddahl

DSC_1171

Bogen har jeg fået i gave fra Ulven & Uglen, så tusind tak til forlaget!

Forfatter: Jeanette Hedengran & Tina Sanddahl
Forlag: Ulven & Uglen
År: 2017
Sprog: Dansk
Sidetal: 625
Genre: Fantasy, Kærlighed

Stjerner: ⭐⭐⭐

Sikania har vundet krigen, og Celina er tilbage fra de døde, men flere udfordringer venter stadig Destan. En tronraner, en ny alliance og en uønsket elsker bringer både problemer og muligheder for den nye hersker, og kampen i løbet af bogen bliver, at holde fast på alt det, han har opnået.

Jeg har det lidt svært med Sikanias arvinger. På den ene side formår romanen at samle alle tråde og afklare alt, på den anden side var det meste bare for lige til. Forudsigeligt, uden at tage nogen chancer. Der sker en hel masse, og der er masser af spændingsmomenter, men de udløses aldrig helt. Selvfølgelig regner de fleste med, at hovedpersonen nok skal klare sig, selv når det ser sort ud, men når der lægges op til, at noget får konsekvenser senere, er det lidt, som om det glemmes igen. Destan og Celina har forskelligt syn på eksempelvis om de bør dræbe andre for at overleve, og scenen, hvor det tages op, er stærk i sig selv, men glemmes hurtigt igen. Et endnu mere gennemgribende eksempel er Celina, som er kommet tilbage fra de døde. Hele bogen igennem ventede jeg på konsekvensen, og da den endelig kom, føltes det forhastet, i sidste øjeblik, og fik slet ikke den plads, jeg havde troet det ville få.

Det tager noget tid, før bogen rigtig kommer i gang, og her mener jeg med selve hovedplottet for bog 3, nemlig Kastor, der vil vælte Destan af tronen. Kastor som karakter fanger mig aldrig rigtig. Han er for flad, for sort/hvid, hvis man kan sige det sådan. Men jeg kunne godt lide at læse om folkets reaktioner, Destans modstand og oprøret dirigeret af hans venner og allierede. Det var for mig bogens stærkeste del.

Nu er det jo sidste bog i Mørkets søn trilogien, så jeg er nødt til også at nævne slutningen – uden forhåbentligt at spoile for meget!

_20190319_151627

Jeg synes, det var fint, at der kom lidt konflikt, inden det ender, hovedsageligt, lykkeligt. Det er tydeligt for mig, at Destans kærlighed til Celina bedst kommer til udtryk negativt – altså ikke når han er glad, men er bange for at miste hende.

Hvilket leder mig til karaktererne!

Destan er stadig min yndlingskarakter, men jeg synes også, at Adda igennem bøgerne har fået en god rolle. Jeg ville ønske Celina havde fået mere udvikling. Hun virker nogle gange som om hun bare er der uden noget egentligt formål – udover at være Destans udkårne og gøre ham til et bedre menneske. Jeg havde troet, hun ville få sin egen plottråd, især med sin tilbagevenden fra de døde, og selvom det så sådan ud i starten, kom det aldrig, og det ærgrer mig.

Der står på bagsiden af bogen, at trilogien handler om, hvad man er villig til at gøre for kærlighed. Det passer fint til bog 1 og 2, men måske ikke så meget til bog 3. Igen ville jeg gerne havde haft flere konsekvenser for deres kærlighed. Ellers udforskes der mange politiske temaer i kampen om magten, alliancer og varig fred.

Er man til klassisk fantasy og klassiske kærlighedshistorier og vil man prøve en ny verden af med det mix, så er Mørkets søn trilogien fin læsning. Men jeg føler nu stadig, som jeg sagde i anmeldelsen af bog 1, at serien har mere potentiale end den formår at udfolde.

– Mette

Reklamer
Dansk litteratur

Mørkets søn 2: Grænselandet af Jeanette Hedengran & Tina Sanddahl

mørkets søn 2 grænselandet.JPG

Bogen har jeg fået i gave fra Ulven og uglen, så tusind tak til forlaget!

Forfatter: Jeanette Hedengran & Tina Sanddahl
Forlag: Ulven og Uglen
År: 2016
Sprog: dansk
Sidetal: 406
Genre: fantasy

Stjerner: ⭐⭐⭐ og en halv

*Spoilers for Mørkets søn 1* !

Destan er blevet hersker over Sikanias mørke folk og må redde dem fra både hungersnød og krig. Han er ung, uerfaren og uelsket af folket og opgaverne bliver derfor kun sværere. Destan kæmper samtidig med motivationen, for uden sin elskede Celina, er livet så overhovedet værd at leve? I slutningen af første bog så vi, at Destan opsøgte en nekromancer, og nu forsøger han i al hemmelighed at genoplive Celina med mørk magi.

Grænselandet følger flere forskellige plottråde – endnu mere end første bog gjorde. Vi følger stadig flere karakterers synsvinkler, men denne gang får flere tråde lov til at få plads og de udfolder sig fint på samme tid. Der er genoplivningen af Celina som én plottråd, den truende krig som en anden, introduktionen af en magisk alf som en tredje tråd og så videre. Jeg føler, det fungerer, selvom det måske lyder af meget – og nogle vinkler er overflødige, men dem, der fylder mest, giver god mening og indsigt. Man kan mærke, at de karakterer skal bruges til noget senere. På den anden side afslutter vi også nogle plottråde fra forrige bog og ikke alle er så gennemarbejdede i mine øjne. Baran får en fin karakterudvikling, mens hans brors, Raknars, historie løber lidt ud i sandet.

Der sker noget hele tiden, også når vi ikke er oppe i høj aktion med pludselige attentater og krig. Destan skal lære at regere et land og hjælpe sit folk med stort og småt, og det er egentlig ret interessant at læse om. Hvordan han prøver at vinde sit folk tilbage og gøre det bedre end sin far er faktisk mere interessant end krigen i sidste ende. Men det er nok blot fordi jeg har læst og set så mange fantasyslag før, og det bliver lidt ensformig og forudsigeligt. Og sådan er det vel også med resten af bogen, for den er godt skrevet og det er spændende, trods de stjerner jeg har givet, jeg er bare ikke personligt helt så engageret.

Vi følger de samme karakterer som sidst, men også lidt nye, blandt andet sislen Minalia som er en alf Destan møder og bliver venner med. Destan er stadig den mest interessante efter min mening, og man hepper virkelig på ham med alt det, han sætter sig for. Verdenen får også lidt udvikling i form af nogle nye skabninger, som bruges i krigen, og vi lærer om de nye fjender Koru og Taron. Kærlighedstemaet fra første bog er sat lidt i baggrunden, da Celina jo er død, og i stedet sættes der mere fokus på krig, alliancer og intriger. Men der gives også plads til at udforske temaer som venskab, ansvar og loyalitet.

Overordnet er det en vellykket toer, der både bringer os videre og introducerer nyt, så hvis man er fan er første bog, kan jeg kun anbefale at læse videre.

– Mette

Dansk litteratur

Mørkets søn af Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl

mørkets søn solnedgang

Forfatter: Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl
Forlag: Ulven og Uglen
År: 2015
Sprog: Dansk
Sidetal: 393
Genre: Fantasy

Stjerner: ⭐⭐⭐

Mørkets søn er en dansk fantasyroman jeg længe har haft på min to-read liste, men med en del uudnyttet potentiale lever den ikke helt op til mine forventninger. Heldigvis er der flere bøger i serien, der kan bygge videre.

Konceptet i Mørkets søn var det som tiltrak min opmærksomhed. I landet Sikania er der to folk: et som lever over jorden i lyset og et som lever under jorden i mørket. Disse to folkeslag har en lang historie af stridigheder og krig, men har lavet en fredsaftale, som deler døgnet imellem dem. Hovedpersonen er Destan, som er prinsen for mørkets folk og historien handler om kærligheden mellem ham og lysets prinsesse Celina.

Der er masser af plads til at udvikle verdenen i de kommende bøger og udvide de to folkefærd, som lige nu mest har fået en generel beskrivelse, der egentlig ikke er så forskellig fra hinanden – men det er der jo også en pointe i.

Mit største problem er, at der ikke sker så meget. Det er meget det samme hele bogen igennem. I starten er der mange scener med folk, der hader Destan, og Destan, der hader dem og sit liv. Så bruger vi derefter lang tid på rejsen mellem de to hovedsteder og det trækker lidt ud, trods det er en kort roman. Når det er sagt, så er det heller ikke en plotdreven roman, men en kærlighedsroman først og fremmest. Det store tema er selvfølgelig kærlighed – umulig og forbudt kærlighed. Det er et klassisk tema, som ofte ses i fantasygenren, og som derfor kan være svær at gøre unik. Destan og Celina er da også et eksempel på den helt klassiske bad boy meets good girl og hvis man elsker den slags, så skal man endelige læse Mørkets søn.

Synsvinklen er lidt irriterende, da den ofte skifter uden varsel, så man som læser sidder og er forvirret i en sætning eller to. Men karaktererne i sig selv er fine. Vi følger mest Destan og hans udvikling, som jeg synes fungerer, og så er der en del sidekarakterer, som man efterhånden får styr på. De bruges fint til at give et indblik i Destan udefra og udvide verdenen en smule, men mest af alt tror jeg, de er introduceret, fordi de bliver vigtigere for den videre handling, da der ikke sker så meget med dem i denne bog. Bogen er skrevet i et omhyggeligt og velgennemarbejdet sprog, om end en smule højtideligt, men det passer til genren og til miljøet og bliver aldrig tungt at læse.

Trods det forudsigelige kærlighedsplot overraskede slutningen mig. Jeg skal nok lade vær med at røbe noget her, men man kan godt kalde sidste sætning for en teaser for næste bog i serien.

– Mette