Dansk litteratur

Kampen om Utopia af Pia Reesen Brønnum

kampen om utopia.JPG

Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra forfatteren og forlaget

Forfatter: Pia Reesen Brønnum
Forlag: Mellemgaard
År: 2019
Sidetal: 303
Sprog: Dansk
Genre: Fantasy

Stjerner: ⭐

Lisa glæder sig til at flyve en tur sammen med sin søster Mona og sin bror Alex, der er pilot, men på turen ender de på mystisk vis i et uvejr, som tvinger dem til at nødlande på en lille ø. Øen burde ikke være der og ser alt andet end dansk ud med både klipper, jungle og store vilde dyr. De indfødte ligner ikke noget, de nogensinde har set før, og intet af deres teknologi virker på den forhistoriske ø, så hvordan skal de nogensinde komme hjem igen?

Jeg har desværre ikke så meget positivt at sige om Kampen om Utopia. Starten var klart det bedste, da det handlede om Lisa som ensom gymnasieelev, der elsker natur og heste, kæmper med angst og ikke aner, hvad hun vil med sin fremtid. Men så snart vi kom ud på Utopia, ja, så dykkede kvaliteten sammen med flyet. Den måde, de reagerer på, var eksempelvis alt for uvirkelig, da de vildt hurtigt godtager alt det umulige, som sker omkring dem. Generelt føles hele historien på øen meget fjern og moralbelærende.

Plottet i historien er simpelt. De skal væk fra øen og hjem igen. Undervejs lærer de så de indfødte sauere, og også ’de onde’ terrosoere, at kende. For det første kunne jeg ikke tage seriøst, at de kaldte dem ’de onde’ halvdelen af de gange de refereres til. For det andet rodede jeg rundt i, hvorfor de var ‘onde’. De har mistet deres egen ø og mangler et sted at bo, men der er ikke plads på Utopia til begge arter. Senere er det så, fordi ‘de onde’ er, ja, onde og ikke vil samarbejde. Så hvad er sandheden? Den skiftende indre synsvinkel var også meget forvirrende at finde rundt i. Da alle karaktererne har samme stemme, er det nogle gange umuligt at adskille dem, når teksten til tider ikke indikerer, hvem der tænker hvilken tanke.

Karaktererne var intetsigende og meget flade. Replikkerne var utroværdige og sprang ofte til politiske bemærkninger, som åbenlyst er forfatterens mening, der skinner igennem. Sprogligt passede det også ofte ret dårligt til teenagere. Et sigende eksempel på, at jeg aldrig rigtig kunne føle karaktererne, er eksempelvis da flere af sauerne dør i et jordskælv. En af dem står sammen med Lisa og sørger, men direkte efter at han har sagt et par linjer om, hvor meget han savner sin søster, spørger han, i samme åndedrag, om de er sultne. Og så er de ligesom videre.

Kampen om Utopia føltes desuden langtrukken, og der skete aldrig rigtig noget, der fik en interessant historie i gang. Jeg vil lige røbe slutningen, da den er rimelig vigtig. I sidste kapitel vågner Lisa og indser, at det hele var en drøm. Jeg havde det på fornemmelsen, og det kan til dels forklare den fjerne følelse, jeg havde med alt, der skete på øen. Men det smides også bare på til sidst uden nogen videre forklaring eller uddybelse. Hvad betyder det, at det var en drøm? Hjælper det Lisa med sin fremtid? Fik hun noget ud af drømmen? For det gjorde jeg ikke.

– Mette

Dansk litteratur

Skolens sande superhelte af Søren Lindal

skolens sande superhelte.JPG

Reklame: anmeldereksemplar tilsendt af forfatteren

Forfatter: Søren Lindal
Forlag: Mellemgaard
År: 2019
Sprog: Dansk
Sidetal: 108
Genre: Børnebog, 9-13 år

Stjerner: ⭐⭐⭐ og en halv

Skolens sande superhelte er skrevet af Søren Lindal, som til dagligt arbejder som lærer på Hellebækskolen ved Helsingør. Nogle af de skæve personligheder han igennem årene som lærer er stødt på har inspireret denne bog. Målgruppen er 9-13 år, og bogen består af ti små historier, som hver især tager udgangspunkt i en elev (og én lærer), som på den ene eller anden måde er anderledes end de fleste, måske endda udenfor.

Da det er ti små fortællinger, er der ikke som sådan noget sammenhængende plot. Skolens sande superhelte er meget et portræt af personligheder og situationer i skolen. Vi møder alt fra mobberen til den mobbede, de seje og de kiksede, og moralen er sådan set, at de slet ikke er så forskellige igen. Hver kæmper med sit, og alle ønsker sådan set bare at være sig selv.

Jeg synes egentlig bogen har meget potentiale, men også at den vil for meget på samme tid. Det er næsten som at læse et resume til flere forskellige bøger, for de kunne sagtens udvides til lidt længere historier, hvis fokus blev holdt på én af eleverne ad gangen. På den måde kunne der også være mere plads til handling i den enkelte fortælling.

Karaktererne er helt klart bogens styrke, og man vil uden tvivl kunne genkende en del af dem fra sin egen skole/klasse. Bogen er positiv og omfavnende, og de fleste børn vil kunne spejle sig deri og forhåbentlig få lidt mere mod til at turde være dem, de er. Om det så er hidsigproppen, fodboldfreaken, den dygtige stille pige eller noget helt fjerde.

Sprogligt er der tempo på i form af korte sætninger, men samtidig trækkes visse dele ud, da fortælleren nærmest kører rundt om sig selv og gentager sig selv på flere og flere måder. Nogle af historierne tager derfor lidt tid om at komme i gang. Ellers er sproget let, og tonen varm og humoristisk.

– Mette