Dansk litteratur

På vej mod Sophie af Line Lybecker

på vej mod sophie

Forfatter: Line Lybecker
Forlag: Calibat
År: 2018
Sprog: Dansk
Sidetal: 326
Genre: YA, ungdomsbog, LGBTQ+

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐

Sophie er transkønnet, går i 9. klasse og vil ikke gemme sig længere. Hun er ude overfor sine forældre, men hvordan vil klassen reagere? Hvordan vil vennerne Laura og Oliver tage det? Og kan hun holde hemmeligheden overfor sin online ven Emil, indtil hendes ydre matcher hendes indre?

I På vej mod Sophie følger vi Sophie i sit sidste år i folkeskolen og henover sommeren inden hun flytter til København og starter første år på gymnasiet, som hun håber på, bliver en ny frisk start. En hvor alle møder hende som Sophie fremfor Mikkel. Der er blandede reaktioner blandt kammeraterne, men veninden Laura bakker Sophie op hele vejen og hjælper med både shoppingture og make-up.

En stor del af bogen går også med, at Sophie skal til udredning hos Sexologisk Klinik og snakke med psykologer, så hun kan blive godkendt til stophormoner. Her får læseren et indblik i, hvor besværligt systemet gør det at få lov til at skifte køn bl.a. ser vi hvilke undersøgelser og spørgsmål Sophie stilles overfor. Det er ret interessant og føles gennemarbejdet. Selv Sophies ret positive forløb virker til tider langtrukkent og uoverskueligt, og jeg fangede flere gange mig selv i at tænke, at jeg er heldig, jeg ikke føler behov for fysisk at ændre min krop gennem behandling.

Sophie er utrolig sej og modig, og Laura er virkelig er en god ven, men jeg blev også ret hurtigt glad for Bo, som er i tvivl om sit køn. Sophie møder Bo hos en gruppe for transkønnede, og selvom Bo er stille, bliver de venner, efter de finder ud af, at de har en fælles kærlighed for katte. Da jeg selv er non-binær, var jeg glad for, at samtalerne med Bo berørte, at man også kan føle sig udenfor både at være kvinde og mand. Kærlighedsplottet med Emil, som Sophie kun kender fra internettet, bygges fint op, men får en for hurtig slutning. Det føltes lidt som om, Emil blev glemt halvvejs igennem midt i alt det andet, der foregår i Sophies liv, for så til sidst lige at skulle samles op omkring.

Jeg synes På vej mod Sophie fint formår at introducere det at være transkønnet og informere om hvordan og hvorledes med kroppen, følelser og processen i at skulle starte med at skifte køn – i hvert fald som det fungerer lige nu. Forhåbentlig bliver systemet bedre med tiden. Historien om Sophie er generelt meget positiv, og det synes jeg egentlig er godt, da det forhåbentlig kan hjælpe de børn og unge, der læser bogen og måtte føle lignende følelser i at være åbne om det. På den anden side kan det måske også ende skuffende, hvis deres oplevelse ikke byder på lige så mange forstående familiemedlemmer og venner.

Jeg vil anbefale På vej mod Sophie til alle, der er interesserede i diskussioner om køn, gerne vil vide mere om at være transkønnet, måske selv går med lignende tanker om køn eller bare gerne vil læse en god ungdomsbog.

– Mette

Reklamer
Dansk litteratur

Mere end veninder af Line Lybecker

mere end veninder

Forfatter: Line Lybecker
Forlag: Calibat
År: 2016
Sprog: Dansk
Sidetal: 274
Genre: Ungdomsroman, YA, LGBT, Kærlighed

Stjerner: ⭐⭐⭐ og en halv

Anja er ulykkeligt forelsket i Nicoline og har svært ved at komme videre, i hvert fald indtil hun falder for sin bedste ven Markus’ kusine ved første blik. Men Catherine er fra USA og kun på besøg i Danmark, og Anjas mor er ikke den mest accepterende.

Mere end veninder er en fin ungdomsbog, der tackler flere vigtige emner som skilsmisse, alkoholisme og frygten for, hvad ens forældre siger til, at man er homoseksuel. Men den er også skrevet med stor troværdighed omkring den almindelige hverdag som teenager med venner, familie, lektier, eksamen og fest. Der er en del drama igennem historien, men det er altid beskrevet realistisk og er i god balance med resten.

Jeg synes især, at Anjas mor var velskrevet, da hun formår at fremstå både som en god mor, der virkelig prøver sit bedste, selv når hun er ved at falde fra hinanden og som en dårlig mor, der lader sin datter i stikken igen og igen.

En anden fantastisk karakter er Markus, Anjas bedste ven, som virkelig er indbegrebet af bedste ven. Han er der altid til at lytte, støtte og give en hjælpende hånd med. Faktisk er han så god, at jeg ikke helt kunne lade være med at give Anjas mor ret i, at de ville være et godt par. Altså hvis Anja da havde været til fyre. Men det er på den anden side også forfriskende at læse om et venneforhold mellem en dreng og en pige, hvor de ikke bliver til andet end venner, trods de er så tætte.

Grunden til at Mere end veninder alligevel ikke når op på flere stjerner fra mig af er forholdet mellem Anja og Catherine. De er rigtig søde sammen, ingen tvivl om det, og Catherine er MEGET bedre for Anja end Nicoline, men der mangler bare noget. Måske det hele gik for hurtigt, måske det var langdistancedramaet, måske en blanding. Jeg er ikke helt sikker. Deres forhold virkede i hvert fald i mine øjne mindre troværdigt end Anja og Markus’ venskab eller Anja og hendes bror, far og mor. Og det er lidt trist, når man gerne vil heppe på dem.

– Mette

 

 

 

Dansk litteratur

Historien om en dreng af Line Lybecker

historien om en dreng

Forfatter: Line Lybecker
Forlag: Calibat
År: 2017
Sprog: Dansk
Sidetal: 227
Genre: Ungdomsroman, YA, LGBT, Kærlighed

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐

Thobias på 17 er usikker på sin fremtid. Det er sidste år på gymnasiet, han skal til at finde ud af, hvad han vil med sit liv, og kæresten Julie har allerede lagt planer om børn. Han og hans venner bliver inviteret til live-rollespil, og her møder han David. David som vender op og ned på det hele.

Historien om en dreng er en sød og kort fortælling om pludselig at blive forelsket i det samme køn og forsøge at håndtere de velkendte og så alligevel helt nye følelser. Der er også fokus på tematikken om at blive voksen med Thobias’ 18 års fødselsdag og det lurende uddannelsesvalg. Thobias er forvirret, som så mange andre i hans alder. Han ved ikke rigtig, hvad han vil og pludselig står han også med de her følelser, som han ikke mener, han burde have. At vennerne spiller smarte og ikke ligefrem virker forstående hjælper heller ikke noget. Og hvordan skal Thobias vide, om David føler det samme? Med en dreng og en pige er det så nemt, så selvfølgeligt. Men ikke her. David er en helt igennem god fyr, så måske han bare er sådan overfor alle?

Det er alt sammen meget realistiske situationer, tanker og følelser, og Historien om en dreng er helt klart en bog mange unge vil kunne relatere til. Og forhåbentlig en historie, der kan styrke selvtilliden hos unge homo-, bi- og panseksuelle og måske være en samtalestarter.

Det eneste, der gik mig på, var, at bogen hele tiden sprang rollespillet over. De ankommer til skoven og forlader den, men vi læser meget lidt om Thobias og David sammen, når de rollespiller. Det er der, de først mødes, og det de oftest laver sammen, især i starten, så jeg synes, det var ærgerligt at springe over. Så springer man også lidt en del af deres forelskelse over, hvor vi i stedet mest får indblik i deres sms’er til hinanden mellem skovbesøgene. De er dog til gengæld også virkelig søde at læse. Og så er bogen generelt godt skrevet, letlæselig og flyder godt med tempoet ellers.

Alt i alt en velskreven og troværdig ungdomsroman om nogle vigtige emner.

– Mette