Dansk litteratur

Manden der glemte sig selv af K. B. Assenholm

manden der glemte sig selv.JPG

Reklame: anmeldereksemplar tilsendt af forfatteren

Forfatter: K. B. Assenholm
Forlag: Books on demand
År: 2019
Sprog: Dansk
Sidetal: 137
Genre: Humor

Stjerner: ⭐⭐

Arne er en ret almindelig mand. Han har et almindeligt job, han har en kone og tre børn, han har en plat humor og en umættelig trang til hotdogs og søde sager. Men han har også en hemmelighed. I sin fritid gør han lokalområdet mere sikkert som helten BatArne.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige om den her bog. Det er meningen, den skal være humoristisk, men jeg fandt den ikke særlig morsom. For det meste var den bare plat. Men humor er subjektivt, så derfor er det svært at bedømme den. Hvis du er til pruttejokes og plat far humor, kan det da godt være, at den her bog er noget for dig. Men jeg begyndte ret hurtigt at blive træt af det. Træt af Arne, der ofte virker ret selvcentreret, til trods for at han jo netop prøver på at hjælpe til som superhelt.

Handlingen følger Arne, der har det her hemmelige alter ego, som egentlig bare er ham selv i et flagermuskostume, der jagter, hvad han tror er forbrydere. Han elsker også at fyre dårlige jokes af og at fyre medarbejdere som en dårlig joke. Både for-sjov-fyringen og mordet af en kat var øjeblikke, hvor jeg stærkt overvejede om folk med så dårlig humor virkelig eksisterer. I løbet af historien går det da også mere og mere op for Arne, hvor underlig han er. Det er sgu ikke normalt at klæde sig ud og jagte romkugletyve, mens man lyver overfor konen om, hvor man har været. Arne har nok lidt en midtvejskrise egentligt. En meget mærkelig en af slagsen.

Der er ikke så meget at sige om karaktererne, da Arne er den eneste, der har noget karakter. De andre er bare kone eller barn eller kollega eller nabo. Der er ikke rigtig nogen dybde i dem, men bogen handler jo også om Arne og er kun på 137 sider. Der kommer åbenbart en efterfølger, men hvad den skal handle om, er mig en gåde.

Manden der glemte sig selv er ikke lige en bog for mig, men måske for dig, hvis du bare gerne vil have en kort, letlæst og (muligvis?) sjov læseoplevelse om en midaldrende mand, der leger helt i sin fritid og synes, pruttepuder er noget af det sjoveste, der findes.

– Mette

Finsk litteratur

Kunsten at være negativ af Lotta Sonninen

46496203_311763266329249_5294288546624962560_n

Reklame: Anmeldereksemplar tilsendt fra Forlaget Modtryk

Forfatter: Lotta Sonninen
Forlag: Modtryk
År: 2018
Sprog: dansk – oversat fra finsk
Sidetal: 112
Genre: Humor, Selvhjælpsbog

Stjerner:⭐⭐⭐⭐

Jeg har ofte en tendens til at gemme negativiteten væk, holde den for mig selv og bearbejde den alene. Det kommer nok af en blanding af, at det både kan være svært at snakke om, og at der er så stor fokus på mindfulness og det at være positiv. Jeg er derfor helt vild med konceptet bag Lotta Sonninens aktivitetsbog, fordi den byder negativiteten indenfor og tillader, at man ikke altid er et stort smil.

Kunsten at være negativ lader dig gennem aktiviteter få afløb for både vrede, bitterhed og generel negativitet. Og det er både skønt og hjælpsomt. Man kommer igennem kapitler som:

  • Bebrejd andre
  • Hæng fast i fortiden
  • Find fejl ved verden
  • Sæt navn på

46513972_610044549430203_8540093218811805696_n46525820_2193276197612758_1275326985916121088_n

I kapitlerne får man lov til at lave lister over fjender og finde fejl ved både børn, ægtefæller og verden generelt. Bogen tager lidt pis på hele bølgen af mindfulness og aktivitetsbøger til voksne, og det er et herligt humoristisk tiltag. For virkelig – hvorfor skal alt handle om glæde? Nogle gange har man bare behov for at få afløb for sin vrede, og det er denne bog en effektiv måde at gøre det på. Jeg fik i hvert fald sat ord på nogle af de negative følelser, jeg bærer rundt på, og det var befriende.

– Camilla

 

Svensk litteratur

Den hundred og et-årige der tænkte at han tænkte for meget af Jonas Jonasson

denhundredogetårige.JPG

Reklame: Anmeldereksemplar tilsendt fra Forlaget Modtryk

Forfatter: Jonas Jonasson
Forlag: Modtryk
År: 2018
Sprog: dansk – oversat fra svensk
Sidetal: 375
Genre: Humor, Satire

Stjerner:⭐⭐⭐⭐

Vi starter, hvor sidste bog sluttede. Allan Karlsson og hans ven Julius Jonsson nyder livet på Bali, men pengene er ved at slippe op, og Allan er begyndt at kede sig – ligeså meget som inden han kravlede ud ad vinduet på plejehjemmet og forsvandt. Allans 101 års fødselsdag fejres med en tur i en luftballon, som ikke helt går efter planen. Langt ude på åbent hav er et nordkoreansk skib deres eneste håb.

Hvis man ligesom mig (og forfatteren Jonas Jonasson) er ved at blive skør af at høre, hvor verden er på vej hen, ikke helt ved om man skal grine eller græde, når Trump åbner munden, og generelt er træt af dårlige nyheder, så skal man læse den her roman.

Plottet er skørt. Allan Karlsson har et talent for at blive indblandet i de særeste begivenheder og overleve. Så som at overbevise en nordkoreansk kaptajn om, at han ikke skal smide dem over bord, da Allans talenter kan redde Nordkoreas atomprogram. Allan og Julius kommer igen ud på en rejse, der tager dem fra Bali til Nordkorea, over USA, hjem til Sverige og videre endnu. I romanen møder vi nutidige politikere, så som Trump, Putin og Merkel. Allan og Julius’ reaktioner på alle disse personligheder, og måder at tackle de langt ude og absurde scenarier de ender i på, er fantastisk morsomt. Politikernes reaktioner på og frustration over Allan Karlsson er også forrygende.

Vi møder flere nye karakterer herunder to nye kvinder. Den ene den svenske udenrigsminister Margot Wallström, den anden halv købmand halv ligkistesælger Sabine Jonsson. De er begge to skønne karakterer, og jeg elskede især, da de sammen gør front mod en nynazist.

Romanens satire spiller denne gang ikke på fortiden, men på nutiden, og man kan derfor genkende flere af de begivenheder og nyheder, som popper op igennem fortællingen. De blander sig godt med de fiktive nyheder og begivenheder, så godt, at satiren blot står skarpere.

Om det hele ender i kaos eller løser sig til sidst må I læse jer frem til !

– Mette