Dansk litteratur

Fortællinger fra Døden 2: Døden lyver aldrig af K. L. Berger

døden lyver aldrig

Reklame for Bookmate

Forfatter: K. L. Berger
Forlag: Dreamlitt
År: 2018
Sidetal: 352
Lydbogs længde: 8:39:04
Sprog: Dansk

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐

Raven og Zeph er endt i Helvede og må finde en vej ud derfra hurtigst muligt. Dommedag er på vej, og der er ingen tid at spilde. Nye sandheder kommer frem, og en ældgammel profeti vidner om, hvad der er i vente, men hvem kan Raven egentligt stole på? Og hvordan skal profetien forstås?

Så fik jeg endelig læst anden bog i trilogien Fortællinger fra Døden, denne gang med hjælp fra lydbogen fra Bookmate. Jeg er egentlig ikke særlig god til lydbøger, men det gik fint, især med bogen liggende ved siden af.

Døden lyver aldrig fortsætter, hvor forrige bind slap, og formår virkelig at styrke historien, som startede i Sjælehenteren. Jeg skrev i anmeldelsen af første bog, at jeg gerne havde set mere af sjælehenterne og deres opgaver, hvor dæmoner og engle forsøger at høste sjælene til deres sider. Det får vi desværre stadig ikke, men til gengæld har historien denne gang et bedre fokus, som gør, at jeg ikke føler, noget vigtigt bliver passeret let henover. I stedet fokuseres der på Raven og Zeph, samt den tredje synsvinkel, Dahlia, der får sin intro her i bog to. Flowet er bedre i denne bog, da tempoet sættes ned, og Raven og Zeph får lov til at udfolde sig mere. Dahlia kunne jeg også ret hurtigt lide.

Der sker egentlig ikke så meget plotmæssigt, da det mest handler om at samle alle de vigtigste spillere til finalen i tredje bog, men alligevel rykkes karaktererne en del. Hemmeligheder afsløres, nye mysterier dukker op, og jo længere jeg kom ind i bogen, jo mere spændende blev det. Jeg er fortsat rigtig glad for Zephs synsvinkel, og det var interessant at se ham i Helvede sammen med dæmonerne. Raven får mere dybde og personlighed, samt en lille følgesvend, en dødling hun navngiver Ash. Jeg synes, de var mega nuttede sammen! Dahlia er en bogorm, der ihærdigt forsøger at blive skytsengel, og selvom hun ikke altid er lige likeable, så bliver det også spændende at se, hvad der videre sker for hende. Døden og Lucifer, som jeg også godt kan lide, kommer lidt i baggrunden, men var skønne, når de var der.

Sproget og skrivestilen er frisk og moderne med en god portion humor. Da rigtig meget af personernes personlighed skinner igennem i deres indre tanker, var det lidt svært med lydbogen helt at være sikker på, hvornår noget var tanker og hvornår det var tale, men så var det godt, jeg havde den trykte bog.

Så hvis du, ligesom jeg, ikke var helt solgt med Sjælehenteren, så kan du roligt læse videre. Eventuelt som e-bog eller lydbog her: https://da.bookmate.com/books/OnukapAU?dscvr=top_result

Jeg skal i hvert fald nok få fat i sidste bog en dag, for den cliffhanger var lidt ond!

– Mette

 

Dansk litteratur

Fortællinger fra døden 1: Sjælehenteren af K. L. Berger

sjælehenteren

Forfatter: K. L. Berger
Forlag: Dreamlitt
År: 2017
Sprog: Dansk
Sidetal: 250
Genre: Fantasy

Stjerner:⭐⭐⭐

Jeg ved godt, at toeren er den alle andre lige har anmeldt, men jeg er en langsom snegl, der er for evigt bagud!

I Sjælehenteren følger vi Raven, en ung pige på seksten, som dør og møder Døden. Han ønsker at gøre hende til sjælehenter i stedet for at sende hende videre til himlen eller helvede. Raven takker ja til tilbuddet og tilpasser sig sin nye tilværelsen som sjælehenter. Men der er optakt til noget. Flere sjælehentere forsvinder, og ingen ved, hvor de er blevet er.

Et rimelig spændende udgangspunkt for en fantasybog. Der er mange muligheder i at skrive om døden og masser af religioner og mytologier at lade sig inspirere af. Første bog holder sig dog mest til kristendommen, og jeg håber det bredes mere ud i de næste bøger.

Det bedste ved Sjælehenteren for mig må være verdenen og reglerne for himlen, helvede og sjælehenterne. Jeg kunne godt lide, at sjælehenterne er neutrale og blot fører sjælene videre uden at vide, hvor de ender henne, mens himlen og helvede forsøger at friste dem til at komme med til den ene eller den anden side. Den slags ville jeg godt have set mere af.

Sjælehenteren er delt op mellem Raven, en anden sjælehenter ved navn Zeph, og kapitler hvor Døden eller Lucifer forklarer Raven, og læseren, om verden, fortiden og andre vigtige detaljer for plottet. Det fungerer fint med stemmerne, hvor Zeph er nem at adskille fra Raven, da han helt klart har den mest karakteristiske personlighed. Døden er en anden karakter, som jeg synes fungerer godt. Han er upartisk, objektiv og virker som en ’venlig onkel’ type.

Lucifer og Gud møder vi også, men her står jeg lidt af, da Raven virker alt for upåvirket af mødet, og det svækker troværdigheden og min indlevelse i de scener, som ellers kunne være ret vilde.

Desværre synes jeg også, at de fleste andre karakterer, bortset fra Døden og Zeph, var uinteressante og overfladiske. Selv Raven. Det at hun dør i starten gør, at jeg ikke forstår hende som person og ikke kan se hendes udvikling, fra den hun var og til den hun fortæller mig, hun er blevet. Der er flere flashforwards, hvor jeg føler, at det hele fortælles til mig i stedet for at vises – tell i stedet for show, som man siger. I stedet ville jeg gerne lære Raven at kende eksempelvis igennem flashbacks til hendes levende liv og igennem hverdagen med de andre sjælehentere eller lignende. I stedet skynder bogen sig videre til plottet, og det skader karaktererne, deres udvikling og min interesse for dem. Plottets fremdrift virker til at være vigtigere end karaktererne og deres relationer, og det synes jeg er ærgerligt, for der er helt klart potentiale i den verden, der bygges op. Det er også en rimelig kort bog, så der kunne godt være gjort plads til mere fyld af den gode slags.

– Mette