Dansk litteratur

Det nådesløse daggry af diverse forfattere

53344633_257111855225776_5858368969798320128_n

Forfattere: Tenna Vagner, Regitze H. Sancoeur, Carina Evytt, Gudrun Østergaard, Karin Brydsø Dammark, Martine Cardel Gertsen, Caner Doga Cansi, A. Silvestri, Jonas Blunel, Tue Omø, Niels Kjærgaard, T. D. Zelsius, Camilla Henningsen & Mette Lauritzen, Silvia Ludenberg og Anna Lindbjerg
Forlag: Enter Darkness
År: 2019
Sprog: Dansk
Sidetal: 285
Genre: Novellesamling, Fantasy, Horror, Dark fantasy, Science fiction

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐

“Hvorfor kunne jeg ikke stoppe det her fra at ske? Hvorfor? Jeg ville have gjort alt for at have forhindret det her.”

Hvor er det vildt, at vores novelle er blevet udgivet! Og det føles helt surrealistisk at se sit eget navn i en bog og som forfattere på diverse hjemmesider! Men nok om det. Vores anmeldelse af novellesamlingen kommer ikke til at være ren ananas i egen juice, men en objektiv anmeldelse af antologiens øvrige noveller.

Det nådesløse daggry består af 15 noveller med hver deres take på fantasy, hvor elementer af horror og science fiction spiller ind. Vi møder dyndfolk, ellefolk, engle, dæmoner, hekse og andre mørke væsener, der sammen gør samlingen til at mix af moderne og klassisk fantasy. Antologien er mørk og til tider ret voldsom. Novellerne finder sted i både klassiske fantasyuniverser og de mere urbane.

Det er lykkes hver novelle at ramme plet med den dystre stemning og de mørke elementer, der skaber en stigende uro i læseren. Selvom novellerne er korte, skabes der alligevel forbindelse til mange af fortællingernes karakterer, og man når at leve sig ind i historierne og karakterernes situation. Sproget er med til at opbygge stemningen og den stigende spænding i hver novelle, og samtidig er hver forfatters skrivestil et frisk pust til genren. Novellerne fungerer på deres egne præmisser.

Hver novelle er god på hver deres måde, men vi må indrømme, at vi har vores favoritter blandt dem. I rækkefølge efter placering i antologien er de: “At modstå menneskenes ondskab”, “Bag disse mure”, “Cafeteriet”, “Det nådesløse daggry” og “Flængen”.

“At modstå menneskenes ondskab” handler om Bjørg og hendes venner, der er taget ud i skoven. Bjørg forvilder sig længere ind i skoven, hvor hun føler sig iagttaget og bliver lokket med af skovens dyr. Her er det især den trykkende stemning, der er vellykket.

“Bag disse mure” handler om Miss Everdale, der afhøres og tortureres for noget, hun ikke har gjort. Men hun gemmer på en hemmelighed, som ingen af bødlerne har lyst til at høre. Denne novelle er en af de mere voldsomme, og formår at skabe frygt og håbløshed for hovedpersonen, som også læseren bliver grebet af.

I “Cafeteriet” møder vi fire venner, der gør et stop ved et afsidesliggende cafeteria. Langsomt går det op for vennerne, at der er noget helt galt, men der er det allerede for sent. Novellen er enkel, og det er netop i sin simplicitet, at den skaber den helt rigtige stemning af rædsel som i et klassisk gys. Der fortælles skiftende fra de fire venners synsvinkel i takt med at handlingen spidser til. Tempoet øges stødt, og man efterlades med hjertet helt oppe i halsen.

Heksen Syl rydder op efter en række uforklarlige voldsomme mord i “Det nådesløse daggry”. Han beskyldes for mordene, da han er heks og hadet. Han ved, hvem der i virkeligheden er morderen, men kan intet gøre. Novellen lægger titel til samlingen og fortjener det. På få sider opbygges et simpelt, men effektfuld univers og man føler med Syl og er spændt på, hvilke hemmeligheder han holder.

I “Flængen” er der åbnet op for en portal til en anden dimension. Dæmoner har krydset over til vores verden og har ødelagt og dræbt alt på deres vej. Gemette og Tora kæmper sig igennem en øde verden, men støder på en ny slags dæmon, der truer med at afsløre en sandhed, der lurer lige under overfladen.

Hører man til de sarte sjæle, er det måske bedst at læse samlingen i bidder i stedet for det hele på en gang. For det er en rutschebanetur gennem det ene mørke univers efter det andet. Er man til gengæld en af dem, der elsker dark fantasy med en overflod er horror, så kan vi varmt anbefale denne antologi. Specielt også hvis man vil prøve at stifte bekendtskab med nye forfattere. Vores novelle “Skyggen” er skrevet i fællesskab, og handler om englen Amriel, der forsøger at finde ud af, hvad den truende mørke tåge, som ligger over landet, i virkeligheden er. Vi håber, I vil læse med !

– Litteraterne

Reklamer
Amerikansk litteratur

Skyggernes dronning af C.J. Redwine

52596429_328206571138816_1046599550539661312_n

Forfatter: C.J. Redwine
Forlag: Turbine
År: 2016
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Sidetal: 361
Genre: Fantasy, Young Adult

Stjerner: ⭐⭐⭐

“Man går ikke i krig, fordi man er sikker på, at man vil vinde. Man går i krig, fordi det er det rette at gøre.”

Når det kommer til litteratur, er det ingen hemmelighed, at jeg har nogle svagheder. Nogle af dem er allerede blevet afsløret (græsk mytologi, zombier), og en anden er gen- og nyfortolkning af klassiske eventyr. Som det er tilfældet i C.J. Redwines Skyggernes dronning, der er inspireret af Snehvide. 

Bogen handler om prinsesse Lorelai, der er på flugt fra den onde dronning Irina. Begge kvinder besidder magiske kræfter, bare på hver deres måde. Lorelais mål er at indtage sin rette plads som dronning i Ravenspire og samtidig få hævn over Irina, der slog hendes far ihjel. I Eldr bliver Kol pludselig konge og i et desperat forsøg på at redde sit rige fra troldene, slår han sig sammen med Irina. Der er bare et problem: Lorelai.

Efter at have læst bogen, sad jeg tilbage med blandede følelser. På den ene side var der en masse punkter i bogen, jeg var vild med, men der var desværre også bare en del, jeg ikke syntes fungerede. Lad os starte med det positive!

På trods af, at historien var inspireret af Snehvide, og nogle af elementerne derfra også bruges i denne, såsom æblet, spejlet, Lorelais udseende og Irina, så var dette alligevel med et twist og en opfindsomhed og kreativitet, som var beundringsværdig. Det bruges på en fascinerende måde, der gjorde, at man ikke betragtede historien som en genfortælling af eventyret, men som sit helt eget værk. Det blev til en spændende og anderledes version, krydret med typiske fantasy virkemidler og et interessant univers.
Det leder mig videre til verdensopbygningen, der var ret imponerende. Jeg var betaget af Redwines fantasi og hendes evne til at skabe et magisk univers, med forskellige riger, væsener og sprog. Der er noget helt særligt ved en bog, når man kan se, at der er tænkt over verden og brugt så meget tid på at skabe den. Og så var det interessant, hvordan de forskellige riger i universet interagerede, og hvordan de var opbygget.

Selvom handlingen var en smule forudsigelig, var den alligevel medrivende og spændende. Det skyldes blandt andet, at der tilføjes interessante elementer, og man tydeligt kan mærke forfatterens opfindsomhed i hendes livlige omskrivning af eventyret. Gennem forskellige karakterer tilføjes historien også lidt humor, som jeg syntes, fungerede rigtig godt. Jeg var vild med Leo, der stod i skarp kontrast til alvorlige Lorelai. Og jagtfalken Sasha og kommunikationen mellem hende og Lorelai var et skønt frisk pust.

Det fører videre til det, jeg ikke var så vild med. Det er typisk for eventyr, at de er skrevet som tell frem for show, og det er også tilfældet med Redwines udgave. I mine øjne blev det dog for meget. Der var meget indblik i Lorelais tanker, men ikke nok reaktion. Det gjorde Lorelai til en lidt flad karakter, og jeg havde svært ved helt at leve mig ind i hendes situation. Til gengæld lykkes det mig at blive fanget af Kols del. Også selvom han var præget af tell. Det var bare lykkes forfatteren at gøre ham interessant på den helt rigtige måde. Derudover var jeg fascineret af Irinas historie, der tydeligt viste, at hun ikke var et hundrede procent ond, for hun tvivlede og vaklede også. Det gjorde hende i mine øjne til en yderst kompleks og spændende karakter, og for min skyld måtte hendes dobbelthed gerne have været udforsket mere.
Sproget var desværre en smule uinteressant og klichéfyldt, og jeg tog mig selv i til tider at blive irriteret over det. Der løsnes dog lidt op for det uinteressante sprog længere inde, hvor sproget bliver mere flydende og interessant.

Det største kritikpunkt hænger sammen med universet. På trods af, at universet var fint opbygget og interessant, var der alligevel noget, der forekom mig for nemt. Mange af principperne opstod meget pludseligt, hvor nye regler for magi opstod i takt med, at Lorelai skulle bruge dem. Hun har ikke haft nogen til at lære sig om magi, alligevel ved hun, hvordan det skal gøres, hvilke besværgelser hun skal fremsige, og samtidig er hun yderst magtfuld. Det virkede bare ikke troværdigt, og det var virkelig ærgerligt, da jeg sagtens kunne se universets og magiens potentiale.

Alligevel blev jeg revet med af bogen, hvilket snarere skyldtes fortællingen end sprog og karakterer. Historien er velkendt og karaktererne originale, nogle med et twist der fungerer virkelig godt. Så er man på udkig efter let underholdning og noget velkendt med et twist, kan jeg anbefale Skyggernes dronning.

– Camilla

Dansk litteratur

Bjergtaget: Og de blev lokket af Sidsel Sander Mittet

52156685_355915158584363_8964950529033633792_n

Reklame: Anmeldereksemplar tilsendt fra Forlaget Facet

Forfatter: Sidsel Sander Mittet
Forlag: Forlaget Facet
År: 2019
Sprog: Dansk
Sidetal: 372
Genre: Fantasy

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐ og en halv

“Illuge og hans forskruede idéer om at beskytte menneskene. De er ligeværdige med os.”

Ligesom Sidsel Sander Mittet har jeg en forkærlighed for de danske folkeviser, og det var derfor givet, at jeg bare måtte læse Bjergtaget. Mange tak til Forlaget Facet for eksemplaret!

Handlingen følger tre karakterer bogen igennem. I Bjerget, elvernes verden, møder vi Askatla, der kæmper for at få hævn over sin fosterbror og således også for menneskenes beskyttelse mod at være avlsdyr og marionetdukker. I Odense følger vi ekssoldaten Johannes, der hjemsøges af mystiske drømme og snart vikles ind i et omtåget net. Det er også her, vi møder Sigrid, der forsøger at finde ud af, hvad der sker med hende. Hvorfor gør hun andre omkring sig skøre af lyst og begær uden at ville det?

Plottet er spændende, og brugen af folkeviserne er interessant. Det fungerer, og de får på en eller anden måde nyt liv ved at blive brugt som omdrejningspunkt for handlingen i en fantasy roman. Det er velskrevet, sproget flyder, og der er et godt flow. Kapitlernes korthed sætter et hurtigt tempo og øger derved spændingen. Specielt fordi kapitlerne ofte afsluttes lige dér, hvor det begynder at spidse til. Og så tager næste kapitel fat et helt andet sted og fastholder på den måde spændingen. Selvom kapitlernes korthed øger både tempo og spænding, måtte de nogle gange godt have været længere, fordi man til tider efterlades med en forjaget følelse. Og det ødelægger lidt af oplevelsen.

Handlingen fortælles skiftevis af Johannes, Sigrid og Askatla, hvor kapitlerne, til trods for en ny fortæller, fortsætter hvor det forrige slap og binder en sløje på handlingen. De tre historier vikles på fineste vis ind i hinanden og giver en afrundet handling. Og så er det lidt fedt, at den foregår i Odense.

Karaktererne er interessante og virkelighedstro. Specielt Sigrid, hvis reaktioner og handlemåder er meget realistiske. Hvordan reagerer man lige på sådanne opdagelser? Karaktererne har en god psykologisk dybde og fremstår levende for læseren. Det er derfor ikke svært at indleve sig i deres situationer. Og i løbet af bogen ser vi dem også udvikle sig stødt og roligt, og jeg er sikker på, at der sker mere på den front i de næste bøger.

Bjergtaget er en vellykket bog, hvor skellet mellem god og ond ikke nødvendigvis er entydigt. Jeg er begejstret og skal helt klart læse næste bind. Og måske Morika-serien også ryger på den laaaange læseliste.

– Camilla

Dansk litteratur

Izola 1: Rejsen til Falkien af Christina Bonde

_20190217_111343

Forfatter: Christina Bonde
Forlag: Tellerup
År: 2018
Sprog: dansk
Sidetal: 370
Genre: Fantasy

Stjerner: ⭐⭐⭐

Da Izolas mor pludselig dør og efterlader hende en mystisk kasse vendes alt op og ned. Indholdet i kassen er kun begyndelsen på morens hemmeligheder og på rejsen, som Izola kommer ud på. Hun bliver sendt til en anden verden kaldet Falkien. En verden, der minder utrolig meget om det eventyr, som hendes mor altid fortalte hende om. Et smukt, men også meget farligt eventyr.

Grunden til at jeg ikke kan komme over 3 stjerner er, at jeg simpelthen så ofte blev hevet ud af indlevelsen i historien, fordi verdenen forvirrede mig. Den virker til tider tilfældig sammensat og usammenhængende. Det nævnes faktisk på et tidspunkt af en som Izola taler med, så jeg er også forvirret over, hvorvidt det er meningen. Naturlovene og magisystemet, som en fantasyverden har brug for, er i mine øjne ikke på plads. Man kan selvfølgelig sige, nå ja, men det er magi! Og ja, men der er kun så mange gange, jeg kan gøre det, før det bliver lidt irriterende. Når det så er sagt, så er det stadig en smuk verden med virkelig gode naturbeskrivelser og en anderledes tilgang til vampyrer, som skaber en fin kontrast mellem det smukke og det farlige.

Plotmæssigt starter vi godt ud. Jeg bliver fanget af mysteriet om kassen og morens fortid, og Falkien er smuk og barsk, når vi lander. Lidt senere, omkring der hvor Izola lærer en fyr ved navn Jorian at kende, begynder plottet at blive ret forudsigeligt. Nogle gange løses Izolas problemer tilmed med utroligt held eller nærmest deus ex machina, og det synes jeg er synd, for Izola er ikke hverken dum eller uduelig. Hun skulle selv have lov til at løse tingene!

Det mest interessante for mig ligger egentlig i fortiden. Jeg synes morens fortid og hemmeligheder er spændende at lære om, men til tider var jeg også mere interesseret i at høre om hendes tid i Falkien end Izolas.

Med hensyn til karaktererne bliver jeg desværre ikke rigtig fanget af dem. Izola er da ganske fin, og jeg kan følge hendes valg langt hen ad vejen. Jeg kan især godt lide, at hun beholder meget af sin menneskelighed og kæmper lidt med at være fra to verdener. Den gruppe af kvinder, hun møder på et tidspunkt, er også interessante, så jeg var lidt trist over, vi ikke fik så meget af dem. Den bedste af dem alle er dog uden tvivl ulven Tjalfe! Men resten har jeg ikke så meget at sige om. Jorian er vel ok, men mest fordi (næsten) alle de andre mænd er modbydelige.

Alt i alt klarer Izola sig godt på skrivestilen, som bare flyder virkelig flot, på en god begyndelse og en fin hovedperson med en meget interessant mor. Men med selve verdensopbygningen falder historien fra hinanden for mig, og da karaktererne generelt heller ikke siger mig noget, er jeg nødt til at holde mig på de tre stjerner.

– Mette

Dansk litteratur

Til Aretz’ Ende 1: Sumpbaronens rejse af Christina E. Ebbesen

sumpbaronensrejsebilledepdf.JPG

Reklame: Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget Ulven og Uglen

Forfatter: Christina E. Ebbesen
Forlag: Ulven og Uglen
År: 2019
Sprog: dansk
Sidetal: 483
Genre: Fantasy

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐

Gavin er på vej til Karbons hovedstad for at melde sig til turneringen og vinde prinsessens ankel i ægteskab, men han og hans væbner bliver undervejs overfaldet, og Gavin ender med at stå uden væbner. ­Robin er på flugt fra sin fortid og vil gemme sig i det elverfjendske Karbon, da det må være det sidste sted nogen ville lede efter en elver.

Et episk fantasy univers? Check!

En rejse med quests der skal løses? Check!

To fantastiske hovedpersoner? Check!

Endog med LGBTQ+ karakterer? Check!

Jeg vidste ret hurtigt, efter at have læst om Sumpbaronens rejse, at det var en roman, jeg skulle have fingrene i – og jeg blev ikke skuffet!

Plottet i første bog omhandler de tre første opgaver i turneringen. En del af starten går på, at Gavin og Robin rejser ud i landet og langsomt lærer hinanden bedre at kende. Især Gavin forsøger at bløde Robin op, da han er meget lukket omkring sin fortid. På rejsen får vi virkelig hamret igennem, hvor racistiske menneskene i Karbon er overfor elvere, og Robin må dukke sig for stenkast flere gange. Racisme er et velkendt emne for fantasybøger, med god grund, og jeg synes det fungerer i denne serie også. Der er både noget i verdensopbygningen omkring racerne – mennesker, elvere, orkere og harpyer – men også meget kulturelt spiller ind på udviklingen i deres forhold til og had mod hinanden.

Sumpbaronens rejse gør, på grund af turneringsplottet, brug af den klassiske og simple hjem-ud-hjem struktur og får undervejs udfoldet dele af universet og lagt brødkrummer til resten. Det fungerer rigtig godt og får universet til at føles stort og med masser for de næste bøger at dykke ned i. Synsvinklen skifter også mellem Gavin og Robin og giver dermed indblik i begges tanker om hinanden og de hemmeligheder de holder for sig selv.

De to er nogle skønne karakterer! Gavin er nok den fattigste baron i hele landet, men han er også den, man har nemmest ved at holde af. Han er ikke arrogant eller for fin til noget, men vil bare sit len, og sine søstre, det bedste. Og så kan det godt være han er lidt berøringsangst omkring homoseksualitet, men det virker mest til at være på grund af andres reaktioner – og så jeg er sikker på, han nok skal udvikle sig endnu mere i fremtiden.

Robin har helt klart vundet mit hjerte. Han har været igennem så meget og vil bare gerne være fri. Dynamikken mellem ham og Gavin er rigtig god, og Robins personlighed og viden hjælper gang på gang Gavin gennem opgaverne. Især elsker jeg detaljen om rim hos elvere, der, når de er vrede, ikke kan lade være med at tale i rim. Det er genialt fundet på og Robin kommer med nogle fantastiske replikker.

Der er naturligvis en masse andre karakterer, som de møder, men hvis jeg skal nævne bare én mere at skrive om, må det være prinsessen. Vi møder hende kun kort, men jeg har allerede et positivt indtryk af hende og glæder mig til mere.

Universet i Til Aretz’ Ende er virkelig gennemarbejdet og med masser af historie, kultur, myter og hemmeligheder fra fortiden til at tage fat på i seriens næste bind. Enkelte gange går det lidt stærkt, men hvis man er helt rundtosset af de mange navne kan man gå om bag i bogen og slå ord og navne op. Jeg gjorde det ikke i løbet af bogen – af frygt for spoilers – men alt gav stadig mening, og jeg har efterfølgende blot fået en lidt mere præcis forståelse ved at læse listen.

Så hvis du leder efter en ny fantasy serie, elsker det klassiske, men gerne ser der også er plads til originalitet, så begynd endelig på serien!

– Mette