Dansk litteratur · Uncategorized

Bjergtaget: Og de blev lokket af Sidsel Sander Mittet

52156685_355915158584363_8964950529033633792_n

Reklame: Anmeldereksemplar tilsendt fra Forlaget Facet

Forfatter: Sidsel Sander Mittet
Forlag: Forlaget Facet
År: 2019
Sprog: Dansk
Genre: Fantasy

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐ og en halv

“Illuge og hans forskruede idéer om at beskytte menneskene. De er ligeværdige med os.”

Ligesom Sidsel Sander Mittet har jeg en forkærlighed for de danske folkeviser, og det var derfor givet, at jeg bare måtte læse Bjergtaget. Mange tak til Forlaget Facet for eksemplaret!

Handlingen følger tre karakterer bogen igennem. I Bjerget, elvernes verden, møder vi Askatla, der kæmper for at få hævn over sin fosterbror og således også for menneskenes beskyttelse mod at være avlsdyr og marionetdukker. I Odense følger vi ekssoldaten Johannes, der hjemsøges af mystiske drømme og snart vikles ind i et omtåget net. Det er også her, vi møder Sigrid, der forsøger at finde ud af, hvad der sker med hende. Hvorfor gør hun andre omkring sig skøre af lyst og begær uden at ville det?

Plottet er spændende, og brugen af folkeviserne er interessant. Det fungerer, og de får på en eller anden måde nyt liv ved at blive brugt som omdrejningspunkt for handlingen i en fantasy roman. Det er velskrevet, sproget flyder, og der er et godt flow. Kapitlernes korthed sætter et hurtigt tempo og øger derved spændingen. Specielt fordi kapitlerne ofte afsluttes lige dér, hvor det begynder at spidse til. Og så tager næste kapitel fat et helt andet sted og fastholder på den måde spændingen. Selvom kapitlernes korthed øger både tempo og spænding, måtte de nogle gange godt have været længere, fordi man til tider efterlades med en forjaget følelse. Og det ødelægger lidt af oplevelsen.

Handlingen fortælles skiftevis af Johannes, Sigrid og Askatla, hvor kapitlerne, til trods for en ny fortæller, fortsætter hvor det forrige slap og binder en sløje på handlingen. De tre historier vikles på fineste vis ind i hinanden og giver en afrundet handling. Og så er det lidt fedt, at den foregår i Odense.

Karaktererne er interessante og virkelighedstro. Specielt Sigrid, hvis reaktioner og handlemåder er meget realistiske. Hvordan reagerer man lige på sådanne opdagelser? Karaktererne har en god psykologisk dybde og fremstår levende for læseren. Det er derfor ikke svært at indleve sig i deres situationer. Og i løbet af bogen ser vi dem også udvikle sig stødt og roligt, og jeg er sikker på, at der sker mere på den front i de næste bøger.

Bjergtaget er en vellykket bog, hvor skellet mellem god og ond ikke nødvendigvis er entydigt. Jeg er begejstret og skal helt klart læse næste bind. Og måske Morika-serien også ryger på den laaaange læseliste.

– Camilla

Reklamer
Dansk litteratur

Izola 1: Rejsen til Falkien af Christina Bonde

_20190217_111343

Forfatter: Christina Bonde
Forlag: Tellerup
År: 2018
Sprog: dansk
Sidetal: 370
Genre: Fantasy

Stjerner: ⭐⭐⭐

Da Izolas mor pludselig dør og efterlader hende en mystisk kasse vendes alt op og ned. Indholdet i kassen er kun begyndelsen på morens hemmeligheder og på rejsen, som Izola kommer ud på. Hun bliver sendt til en anden verden kaldet Falkien. En verden, der minder utrolig meget om det eventyr, som hendes mor altid fortalte hende om. Et smukt, men også meget farligt eventyr.

Grunden til at jeg ikke kan komme over 3 stjerner er, at jeg simpelthen så ofte blev hevet ud af indlevelsen i historien, fordi verdenen forvirrede mig. Den virker til tider tilfældig sammensat og usammenhængende. Det nævnes faktisk på et tidspunkt af en som Izola taler med, så jeg er også forvirret over, hvorvidt det er meningen. Naturlovene og magisystemet, som en fantasyverden har brug for, er i mine øjne ikke på plads. Man kan selvfølgelig sige, nå ja, men det er magi! Og ja, men der er kun så mange gange, jeg kan gøre det, før det bliver lidt irriterende. Når det så er sagt, så er det stadig en smuk verden med virkelig gode naturbeskrivelser og en anderledes tilgang til vampyrer, som skaber en fin kontrast mellem det smukke og det farlige.

Plotmæssigt starter vi godt ud. Jeg bliver fanget af mysteriet om kassen og morens fortid, og Falkien er smuk og barsk, når vi lander. Lidt senere, omkring der hvor Izola lærer en fyr ved navn Jorian at kende, begynder plottet at blive ret forudsigeligt. Nogle gange løses Izolas problemer tilmed med utroligt held eller nærmest deus ex machina, og det synes jeg er synd, for Izola er ikke hverken dum eller uduelig. Hun skulle selv have lov til at løse tingene!

Det mest interessante for mig ligger egentlig i fortiden. Jeg synes morens fortid og hemmeligheder er spændende at lære om, men til tider var jeg også mere interesseret i at høre om hendes tid i Falkien end Izolas.

Med hensyn til karaktererne bliver jeg desværre ikke rigtig fanget af dem. Izola er da ganske fin, og jeg kan følge hendes valg langt hen ad vejen. Jeg kan især godt lide, at hun beholder meget af sin menneskelighed og kæmper lidt med at være fra to verdener. Den gruppe af kvinder, hun møder på et tidspunkt, er også interessante, så jeg var lidt trist over, vi ikke fik så meget af dem. Den bedste af dem alle er dog uden tvivl ulven Tjalfe! Men resten har jeg ikke så meget at sige om. Jorian er vel ok, men mest fordi (næsten) alle de andre mænd er modbydelige.

Alt i alt klarer Izola sig godt på skrivestilen, som bare flyder virkelig flot, på en god begyndelse og en fin hovedperson med en meget interessant mor. Men med selve verdensopbygningen falder historien fra hinanden for mig, og da karaktererne generelt heller ikke siger mig noget, er jeg nødt til at holde mig på de tre stjerner.

– Mette

Dansk litteratur

Til Aretz’ Ende 1: Sumpbaronens rejse af Christina E. Ebbesen

sumpbaronensrejsebilledepdf.JPG

Reklame: Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget Ulven og Uglen

Forfatter: Christina E. Ebbesen
Forlag: Ulven og Uglen
År: 2019
Sprog: dansk
Sidetal: 483
Genre: Fantasy

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐

Gavin er på vej til Karbons hovedstad for at melde sig til turneringen og vinde prinsessens ankel i ægteskab, men han og hans væbner bliver undervejs overfaldet, og Gavin ender med at stå uden væbner. ­Robin er på flugt fra sin fortid og vil gemme sig i det elverfjendske Karbon, da det må være det sidste sted nogen ville lede efter en elver.

Et episk fantasy univers? Check!

En rejse med quests der skal løses? Check!

To fantastiske hovedpersoner? Check!

Endog med LGBTQ+ karakterer? Check!

Jeg vidste ret hurtigt, efter at have læst om Sumpbaronens rejse, at det var en roman, jeg skulle have fingrene i – og jeg blev ikke skuffet!

Plottet i første bog omhandler de tre første opgaver i turneringen. En del af starten går på, at Gavin og Robin rejser ud i landet og langsomt lærer hinanden bedre at kende. Især Gavin forsøger at bløde Robin op, da han er meget lukket omkring sin fortid. På rejsen får vi virkelig hamret igennem, hvor racistiske menneskene i Karbon er overfor elvere, og Robin må dukke sig for stenkast flere gange. Racisme er et velkendt emne for fantasybøger, med god grund, og jeg synes det fungerer i denne serie også. Der er både noget i verdensopbygningen omkring racerne – mennesker, elvere, orkere og harpyer – men også meget kulturelt spiller ind på udviklingen i deres forhold til og had mod hinanden.

Sumpbaronens rejse gør, på grund af turneringsplottet, brug af den klassiske og simple hjem-ud-hjem struktur og får undervejs udfoldet dele af universet og lagt brødkrummer til resten. Det fungerer rigtig godt og får universet til at føles stort og med masser for de næste bøger at dykke ned i. Synsvinklen skifter også mellem Gavin og Robin og giver dermed indblik i begges tanker om hinanden og de hemmeligheder de holder for sig selv.

De to er nogle skønne karakterer! Gavin er nok den fattigste baron i hele landet, men han er også den, man har nemmest ved at holde af. Han er ikke arrogant eller for fin til noget, men vil bare sit len, og sine søstre, det bedste. Og så kan det godt være han er lidt berøringsangst omkring homoseksualitet, men det virker mest til at være på grund af andres reaktioner – og så jeg er sikker på, han nok skal udvikle sig endnu mere i fremtiden.

Robin har helt klart vundet mit hjerte. Han har været igennem så meget og vil bare gerne være fri. Dynamikken mellem ham og Gavin er rigtig god, og Robins personlighed og viden hjælper gang på gang Gavin gennem opgaverne. Især elsker jeg detaljen om rim hos elvere, der, når de er vrede, ikke kan lade være med at tale i rim. Det er genialt fundet på og Robin kommer med nogle fantastiske replikker.

Der er naturligvis en masse andre karakterer, som de møder, men hvis jeg skal nævne bare én mere at skrive om, må det være prinsessen. Vi møder hende kun kort, men jeg har allerede et positivt indtryk af hende og glæder mig til mere.

Universet i Til Aretz’ Ende er virkelig gennemarbejdet og med masser af historie, kultur, myter og hemmeligheder fra fortiden til at tage fat på i seriens næste bind. Enkelte gange går det lidt stærkt, men hvis man er helt rundtosset af de mange navne kan man gå om bag i bogen og slå ord og navne op. Jeg gjorde det ikke i løbet af bogen – af frygt for spoilers – men alt gav stadig mening, og jeg har efterfølgende blot fået en lidt mere præcis forståelse ved at læse listen.

Så hvis du leder efter en ny fantasy serie, elsker det klassiske, men gerne ser der også er plads til originalitet, så begynd endelig på serien!

– Mette

Dansk litteratur

Mørkets søn 2: Grænselandet af Jeanette Hedengran & Tina Sanddahl

mørkets søn 2 grænselandet.JPG

Bogen har jeg fået i gave fra Ulven og uglen, så tusind tak til forlaget!

Forfatter: Jeanette Hedengran & Tina Sanddahl
Forlag: Ulven og Uglen
År: 2016
Sprog: dansk
Sidetal: 406
Genre: fantasy

Stjerner: ⭐⭐⭐ og en halv

*Spoilers for Mørkets søn 1* !

Destan er blevet hersker over Sikanias mørke folk og må redde dem fra både hungersnød og krig. Han er ung, uerfaren og uelsket af folket og opgaverne bliver derfor kun sværere. Destan kæmper samtidig med motivationen, for uden sin elskede Celina, er livet så overhovedet værd at leve? I slutningen af første bog så vi, at Destan opsøgte en nekromancer, og nu forsøger han i al hemmelighed at genoplive Celina med mørk magi.

Grænselandet følger flere forskellige plottråde – endnu mere end første bog gjorde. Vi følger stadig flere karakterers synsvinkler, men denne gang får flere tråde lov til at få plads og de udfolder sig fint på samme tid. Der er genoplivningen af Celina som én plottråd, den truende krig som en anden, introduktionen af en magisk alf som en tredje tråd og så videre. Jeg føler, det fungerer, selvom det måske lyder af meget – og nogle vinkler er overflødige, men dem, der fylder mest, giver god mening og indsigt. Man kan mærke, at de karakterer skal bruges til noget senere. På den anden side afslutter vi også nogle plottråde fra forrige bog og ikke alle er så gennemarbejdede i mine øjne. Baran får en fin karakterudvikling, mens hans brors, Raknars, historie løber lidt ud i sandet.

Der sker noget hele tiden, også når vi ikke er oppe i høj aktion med pludselige attentater og krig. Destan skal lære at regere et land og hjælpe sit folk med stort og småt, og det er egentlig ret interessant at læse om. Hvordan han prøver at vinde sit folk tilbage og gøre det bedre end sin far er faktisk mere interessant end krigen i sidste ende. Men det er nok blot fordi jeg har læst og set så mange fantasyslag før, og det bliver lidt ensformig og forudsigeligt. Og sådan er det vel også med resten af bogen, for den er godt skrevet og det er spændende, trods de stjerner jeg har givet, jeg er bare ikke personligt helt så engageret.

Vi følger de samme karakterer som sidst, men også lidt nye, blandt andet sislen Minalia som er en alf Destan møder og bliver venner med. Destan er stadig den mest interessante efter min mening, og man hepper virkelig på ham med alt det, han sætter sig for. Verdenen får også lidt udvikling i form af nogle nye skabninger, som bruges i krigen, og vi lærer om de nye fjender Koru og Taron. Kærlighedstemaet fra første bog er sat lidt i baggrunden, da Celina jo er død, og i stedet sættes der mere fokus på krig, alliancer og intriger. Men der gives også plads til at udforske temaer som venskab, ansvar og loyalitet.

Overordnet er det en vellykket toer, der både bringer os videre og introducerer nyt, så hvis man er fan er første bog, kan jeg kun anbefale at læse videre.

– Mette

Dansk litteratur

Sortedammens hemmeligheder – Djævlepassagen del 1 af Karen Inge Nielsen

sortedammenbillede kopi.JPG

Forfatter: Karen Inge Nielsen
Forlag: Dreamlitt
År: 2018
Sprog: Dansk
Sidetal: 425
Genre: Fantasy, Horror

Stjerner:⭐⭐⭐ en halv

Marcus skal flytte til Jylland med sin mor og bo på en herregård midt ude i ingenting. Han hader det, og det hjælper ikke at både lærer og elever på hans nye skole bliver ved med at insistere på at Herstedholm, hvor Marcus bor, blot er en ruin. Men fortiden spøger på Herstedholm og noget ondt og djævelsk er ved at vriste sig fri – igen.

Hvis man er til det mere horroragtige fantasy er denne bog et godt bud. Djævlen, dæmoner, ofringer, hjemsøgte ruiner og mysterier. Der er det hele. Men desværre følte jeg, at det blev lidt langtrukkent, og så passer den slags måske heller ikke helt min personlige smag.

Bogen har passager, der er adskilt mellem fortid og nutid. På den ene side er det rart, da man som læser kan følge med i, hvad der sker af mystiske hændelser i fortid og nutid og prøve at koble dem sammen. Men på den anden side ville det have været mere spændende, hvis vi kun havde fulgt Marcus. Så vi kunne opleve mystikken gennem ham alene og finde ud af fortiden sammen med ham og hans nye klassekammerat Kira. I stedet sidder jeg som læser og venter på, at de to finder frem til alt det, jeg selv ved, fordi jeg har læst om fortiden gennem Elviras synsvinkel i fortiden.

Noget andet der trak ud var Nicklas’ synsvinkel. Han er også en ny klassekammerat, men er den type, der skal spille smart overfor læren og mobber andre. Jeg synes, der er alt for mange kapitler med ham uden at han flyttede sig på nogen måde. På den anden side kan jeg godt lide moren, Pernille. Det er dejligt, at hun får lov at være sin egen person og får sin egen synsvinkel, men synd at hun glemmes lidt igen, da Marcus og Kira tager over. Marcus er irriterende, men kun indtil han får Kira at spille op mod. De to fungerer rigtig godt sammen, med Kiras mod og Marcus’ forsigtighed.

Jeg elskede detaljen med det sønderjyske hos en af karaktererne og var lidt stolt over, at jeg forstod det hele. Der er desuden gode beskrivelser af både miljø og natur, samt det uhyggelige og klamme. Det hele træder klart frem for mig. Især var jeg grebet af ritualerne og djævlens besættelse af mennesker.

Alt i alt er det en velskrevet fantasyroman, men det er bare ikke lige min kop te.

– Mette