Dansk litteratur

Kampen om Utopia af Pia Reesen Brønnum

kampen om utopia.JPG

Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra forfatteren og forlaget

Forfatter: Pia Reesen Brønnum
Forlag: Mellemgaard
År: 2019
Sidetal: 303
Sprog: Dansk
Genre: Fantasy

Stjerner: ⭐

Lisa glæder sig til at flyve en tur sammen med sin søster Mona og sin bror Alex, der er pilot, men på turen ender de på mystisk vis i et uvejr, som tvinger dem til at nødlande på en lille ø. Øen burde ikke være der og ser alt andet end dansk ud med både klipper, jungle og store vilde dyr. De indfødte ligner ikke noget, de nogensinde har set før, og intet af deres teknologi virker på den forhistoriske ø, så hvordan skal de nogensinde komme hjem igen?

Jeg har desværre ikke så meget positivt at sige om Kampen om Utopia. Starten var klart det bedste, da det handlede om Lisa som ensom gymnasieelev, der elsker natur og heste, kæmper med angst og ikke aner, hvad hun vil med sin fremtid. Men så snart vi kom ud på Utopia, ja, så dykkede kvaliteten sammen med flyet. Den måde, de reagerer på, var eksempelvis alt for uvirkelig, da de vildt hurtigt godtager alt det umulige, som sker omkring dem. Generelt føles hele historien på øen meget fjern og moralbelærende.

Plottet i historien er simpelt. De skal væk fra øen og hjem igen. Undervejs lærer de så de indfødte sauere, og også ’de onde’ terrosoere, at kende. For det første kunne jeg ikke tage seriøst, at de kaldte dem ’de onde’ halvdelen af de gange de refereres til. For det andet rodede jeg rundt i, hvorfor de var ‘onde’. De har mistet deres egen ø og mangler et sted at bo, men der er ikke plads på Utopia til begge arter. Senere er det så, fordi ‘de onde’ er, ja, onde og ikke vil samarbejde. Så hvad er sandheden? Den skiftende indre synsvinkel var også meget forvirrende at finde rundt i. Da alle karaktererne har samme stemme, er det nogle gange umuligt at adskille dem, når teksten til tider ikke indikerer, hvem der tænker hvilken tanke.

Karaktererne var intetsigende og meget flade. Replikkerne var utroværdige og sprang ofte til politiske bemærkninger, som åbenlyst er forfatterens mening, der skinner igennem. Sprogligt passede det også ofte ret dårligt til teenagere. Et sigende eksempel på, at jeg aldrig rigtig kunne føle karaktererne, er eksempelvis da flere af sauerne dør i et jordskælv. En af dem står sammen med Lisa og sørger, men direkte efter at han har sagt et par linjer om, hvor meget han savner sin søster, spørger han, i samme åndedrag, om de er sultne. Og så er de ligesom videre.

Kampen om Utopia føltes desuden langtrukken, og der skete aldrig rigtig noget, der fik en interessant historie i gang. Jeg vil lige røbe slutningen, da den er rimelig vigtig. I sidste kapitel vågner Lisa og indser, at det hele var en drøm. Jeg havde det på fornemmelsen, og det kan til dels forklare den fjerne følelse, jeg havde med alt, der skete på øen. Men det smides også bare på til sidst uden nogen videre forklaring eller uddybelse. Hvad betyder det, at det var en drøm? Hjælper det Lisa med sin fremtid? Fik hun noget ud af drømmen? For det gjorde jeg ikke.

– Mette

Dansk litteratur

Izola 2: Kampen for Valianien af Christina Bonde

 

Izola 2 kampen for valianien

Forfatter: Christina Bonde
Forlag: Tellerup
År: 2018
Sidetal: 336
Sprog: Dansk
Genre: Fantasy, YA

Stjerner: ⭐⭐ en halv

Izola er tilbage i vores verden, og da hun finder Casper, opdager hun, at tiden har stået stille, mens hun har været i Falkien. Casper mener, at hun er rystet over sin mors død og derfor opdigter fantastiske historier for at komme væk fra virkeligheden. Men Izola ved, at hun er nødt til at komme tilbage, finde Jorian og redde kvinderne fra Falkes styre.

Det mest interessante for mig var overraskende nok de perioder, hvor Izola var i vores verden, hvor hendes virkelighed blev udfordret. Er eventyret sandt? Eller er hun skør? Jeg fangede ofte mig selv i at håbe, at det hele faktisk foregik i hendes hoved. Det ville i mine øjne gøre fortællingen mere original, og ville forklare hvorfor så meget af det, som foregår, ikke giver mening for mig. Jeg synes eksempelvis, at det meste af plottet blev flyttet fremad af udefrakommende kræfter i stedet for af Izolas valg. Det er ofte tilfældet eller Helpi, der får hende videre. Igen, som i første bind, følte jeg heller ikke, at magien blev ordenligt forklaret og den ender derfor med at være forvirrende for mig. Et eksempel er, hvordan hestene, betvingelsen af dyr og Izolas kræfter til at styre vand er forbundet. Den fangede jeg bare aldrig, hvis det da blev forklaret. Måske det er meningen, at det ikke skal give mening, men jeg kan stadig ikke helt gennemskue det.

Plotmæssigt sker der ikke det store. Izola rejser mest frem og tilbage mellem vores verden og så Falkien, alt imens hun prøver på at redde øen fra kongen og samtidig redde Jorian og de andre, hun er blevet venner med. Det bliver dog lidt en gentagelse af, at hun rejser i Falkien, rejser tilbage til vores verden, rejser tilbage til Falkien og rejser rundt der igen for så ikke at nå særligt langt, inden hun igen er tilbage i vores verden. Selvom jeg syntes bedst om passagerne i vores verden, mener jeg alligevel mere tid burde være brugt i Falkien sammen med de andre i forsøget på at overvinde kongen og redde øen. Det er en spændende fortælling på papiret, men det hele ender med at virke noget fjernt.

Vi får lidt mere at vide om Izolas mor og fortiden fra morfaren, men jeg havde håbet på at der var mere, siden det mysterie var noget af det, der fangede mig mest i bog et. Vi får stort set ikke noget at se til de karakterer, vi har mødt i første bog, mest Jorian og en smule med hans mor. Izola taler ofte om at redde kvinderne, men dem får vi heller ikke meget tid sammen med. Jorian virkede desuden passiv, men det er nok til dels fordi, Izola hele tiden er væk fra ham og alt det, der sker i Falkien. Hvis han har truffet nogle valg, der har påvirket historien, så har læseren i hvert fald ikke været med meget af vejen. Casper pylrer om Izola, men har ellers ikke meget personlighed andet end at være den rationelle forklaring.

Kampen for Valianien får dog lige en ekstra halv stjerne med, fordi jeg stadig synes, den er virkelig godt skrevet, let og hurtigt læst, og hvis nu bare Izola rent faktisk er psykisk syg, så ville det være så interessant!

– Mette

Dansk litteratur

Fortællinger fra Døden 2: Døden lyver aldrig af K. L. Berger

døden lyver aldrig

Reklame for Bookmate

Forfatter: K. L. Berger
Forlag: Dreamlitt
År: 2018
Sidetal: 352
Lydbogs længde: 8:39:04
Sprog: Dansk

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐

Raven og Zeph er endt i Helvede og må finde en vej ud derfra hurtigst muligt. Dommedag er på vej, og der er ingen tid at spilde. Nye sandheder kommer frem, og en ældgammel profeti vidner om, hvad der er i vente, men hvem kan Raven egentligt stole på? Og hvordan skal profetien forstås?

Så fik jeg endelig læst anden bog i trilogien Fortællinger fra Døden, denne gang med hjælp fra lydbogen fra Bookmate. Jeg er egentlig ikke særlig god til lydbøger, men det gik fint, især med bogen liggende ved siden af.

Døden lyver aldrig fortsætter, hvor forrige bind slap, og formår virkelig at styrke historien, som startede i Sjælehenteren. Jeg skrev i anmeldelsen af første bog, at jeg gerne havde set mere af sjælehenterne og deres opgaver, hvor dæmoner og engle forsøger at høste sjælene til deres sider. Det får vi desværre stadig ikke, men til gengæld har historien denne gang et bedre fokus, som gør, at jeg ikke føler, noget vigtigt bliver passeret let henover. I stedet fokuseres der på Raven og Zeph, samt den tredje synsvinkel, Dahlia, der får sin intro her i bog to. Flowet er bedre i denne bog, da tempoet sættes ned, og Raven og Zeph får lov til at udfolde sig mere. Dahlia kunne jeg også ret hurtigt lide.

Der sker egentlig ikke så meget plotmæssigt, da det mest handler om at samle alle de vigtigste spillere til finalen i tredje bog, men alligevel rykkes karaktererne en del. Hemmeligheder afsløres, nye mysterier dukker op, og jo længere jeg kom ind i bogen, jo mere spændende blev det. Jeg er fortsat rigtig glad for Zephs synsvinkel, og det var interessant at se ham i Helvede sammen med dæmonerne. Raven får mere dybde og personlighed, samt en lille følgesvend, en dødling hun navngiver Ash. Jeg synes, de var mega nuttede sammen! Dahlia er en bogorm, der ihærdigt forsøger at blive skytsengel, og selvom hun ikke altid er lige likeable, så bliver det også spændende at se, hvad der videre sker for hende. Døden og Lucifer, som jeg også godt kan lide, kommer lidt i baggrunden, men var skønne, når de var der.

Sproget og skrivestilen er frisk og moderne med en god portion humor. Da rigtig meget af personernes personlighed skinner igennem i deres indre tanker, var det lidt svært med lydbogen helt at være sikker på, hvornår noget var tanker og hvornår det var tale, men så var det godt, jeg havde den trykte bog.

Så hvis du, ligesom jeg, ikke var helt solgt med Sjælehenteren, så kan du roligt læse videre. Eventuelt som e-bog eller lydbog her: https://da.bookmate.com/books/OnukapAU?dscvr=top_result

Jeg skal i hvert fald nok få fat i sidste bog en dag, for den cliffhanger var lidt ond!

– Mette

 

Dansk litteratur

Bjergtaget 2: Smagen af aske af Sidsel Sander Mittet

72600886_2627127554006779_2859789233713840128_n.jpg

Reklame: Anmeldereksemplar tilsendt fra Forlaget Facet

Forfatter: Sidsel Sander Mittet
Forlag: Forlaget Facet
År: 2019
Sprog: Dansk
Sidetal: 396
Genre: Fantasy

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐

“Erkendelsen fyldte min mund med en fad smag. Som om jeg havde spist aske.”

Bjergtaget 2: Smagen af aske fortsætter, hvor Og de blev lokket slutter med Johannes i elvernes rige og Sigrid og Aslak på flugt med Askatla og Alawin. Mens Johannes prøver at overleve blandt elverne og stadig holde fast i sig selv, forsøger Sigrid at forstå, at hun både er menneske og elver, alt imens Askatla kæmper for at genvinde sin styrke. Men de interne magtkampe mellem elverne spidser til, og snart befinder vores hovedkarakterer sig igen midt i kampene, hvor de hver især må sande, at tingene ikke helt er, hvad de giver sig ud for.
Som hovedpersonerne dykker længere ned i deres fortid, spindes overtro og virkelighed sammen til en fortælling om at finde sig selv, kampen mellem godt og ondt og venskabets værdi.

Ligesom i første bog fortælles historien skiftevis fra Johannes’, Sigrids og Askatlas synvinkel, hvilket giver en afrundet historie. Idet man får lov til at dykke ned i historien fra både et menneskes, en elvers og en fra begge lejres synsvinkel, giver det et større indblik i historien, og hvad der hver især driver dem. Derudover giver dette også en større forståelse for hver karakter. På trods af at hver fortællers kapitler går i forskellige retninger med uventede overraskelser, forbindes de alligevel på fineste vis til sidst. I takt med at karaktererne overraskes og indser, at det, de troede, ikke helt er sådan alligevel, så går det også langsomt også op for læseren, at der er andet og mere på spil.

Situationen og problemerne spidser stødt til og efterlader læseren på kanten af sædet. Spændingen fastholdes hele bogen igennem, og jeg var fanget fra start til slut, mens jeg spændt ventede på, hvad der nu skulle ske. Folkeviserne danner endnu engang grundlag for handlingen, hvilket er en rigtig fin tilføjelse, der giver historien dét ekstra. Det er især den uforfinede brug af folkeviserne og de mytiske figurer, jeg er vild med, og som adskiller denne serie fra andet litteratur. Her romantiseres elverne ikke og fremstår ikke som noget, de ikke er, men for lov til at være skræmmende, skarpe og anderledes end menneskene. Det giver dem også en helt anden karakter, der klæder historien.

Karaktererne har psykologisk dybde og udfoldes langt mere her i bog to, hvor vi følger deres udvikling og kamp for at forene deres modstridende sider og holde fast på sig selv i en kamp de, uden at ville det, er blevet en del af. Og det er lige så interessant og levende som i første bog, hvis ikke mere endnu.

Smagen af aske har et godt flow, hvor sproget og handlingen flyder. Der er ingen tvivl om, at Mittet kan skrive, og hun gør det på en helt særlig, medrivende måde, der er misundelsesværdig. På trods heraf lander jeg på 4 stjerner, og jeg kan ikke rigtig forklare hvorfor. For bogen er spændende og karaktererne levende, alligevel følte jeg mig ikke blæst helt bagover.

Hvis du leder efter interessant dansk fantasy, synes jeg, at du bør stifte bekendtskab med Bjergtaget-serien.

– Camilla

Dansk litteratur

Awen 1: Kaldet fra Galathea af Nathali og Bettina Liane

Kaldet fra Galathea.JPG

Forfatter: Nathali og Bettina Liane
Forlag: Turbine
År: 2019
Sprog: Dansk
Sidetal: 551
Genre: Fantasy, YA

Stjerner: ⭐⭐⭐ og en halv

Da tvillingerne Aia og Peter finder en gammel rejsekuffert uden for deres dør, ændres deres liv for altid. De har fået kaldet fra Galathea, et magisk skib, der sejler mellem den kendte verden og det magiske Igdrafell. På Galathea åbnes et nyt, forunderligt og eventyrligt liv sig for dem, hvor de bliver oplært til vogtere. De skal bekæmpe mørket i verden, men Aia og Peter får også lært nye mørke sandheder om dem selv.

Kaldet fra Galathea er uden tvivl en eventyrlig fantasyroman med masser på hjerte, og jeg ville ønske, jeg elskede den mere, end jeg endte med. Jeg tror, det bunder mest i, at selvom projektet er ambitiøst, så bæres den ambition ikke hele vejen igennem bogen. Harry Potter er en tydelig inspirationskilde til Kaldet fra Galathea, og det er ikke som sådan noget dårligt, men dog en svær verden at hamle op med. Skibet Galathea er eksempelvis på sin vis et Hogwarts i den måde skibet nærmest er levende på. Det er så stort, at det bliver et univers i sig selv. Der er desuden fem ætere for magi, som aspiranterne ender med at deles op i: wicks, druide, shaman, alkymist og sigøjner. Jeg havde under læsningen ret svært ved at kende forskel på de tre førstnævnte, og kunne måske godt have brugt mere dybde i, hvordan undervisningen er forskelligt fra æt til æt. Men skulle jeg gætte på, hvad jeg ville blive, hvis jeg var aspirant på skibet, ville det nok være druide eller shaman, da de, kort fortalt, er forbundet til kreativitet og natur.

Generelt er det et problem, jeg har med bogen, at der er så meget verdensopbygning med så meget potentiale, men forklaringerne når aldrig dybt nok og druknes i stedet i finurlige beskrivelser og pudsige opfundne navne på ting og sager. Men det skal så også siges, at det er her bogens magi skinner igennem. Det er en fortryllende og forunderlig rejse, Aia og Peter er kommet på, og Galathea er en spændende skole, den er bare ikke overbevisende hele vejen. Det som bogen klarer bedst er introduktionen, der hvor tvillingerne finder kufferten og lærer den nye verden at kende. Men efter at skolelivet begynder, drukner jeg i det ene magiske term efter det andet uden rigtig at være med.

Plottet, uden at spoile for meget, er ret forudsigeligt og klassisk for fantasyhistorier med det gode mod det onde, men det er et, jeg godt kan lide. Igen føles det bare for overfladisk jo længere ind i bogen, jeg kommer. Den samme følelse har jeg omkring karaktererne, der alle er fine, men aldrig helt slår igennem. Der er også alt for mange navne at holde styr på, selv med registeret at slå op i. Igen så drukner jeg. Aia er klart den bedste karakter. Hun har synsvinklen 99% af tiden og får dermed en reel udvikling. Jeg savnede virkelig at se noget fra Peters synsvinkel, da han i princippet må være på en parallel udvikling til Aias, og det ville have været fedt, hvis der var dykket mere ned i forskelligheden i deres tilgang til oplevelserne på Galathea. Måske i næste bind?

Tematisk kunne jeg godt lide, at bogen kredser om fantasien, og hvordan det mørke, som verden skal reddes fra, i bund og grund er fantasiløshed. Når børnene bliver voksne og mister glæden ved livet, mister troen på magien og ender i hverdagens onde spiraler. Der er også lidt et klimatema inde over, hvor verdens vejr pga. mørket kommer mere og mere ud af kontrol.

Alt i alt vil jeg anbefale Kaldet fra Galathea til læsere, som elsker klassisk fantasy med de gode, som bekæmper de onde, og som gerne vil have mere magisk skole som i Harry Potter. Prøv den, hvis du elsker det finurlige og fantasifulde og godt kan leve med at plottet og karaktererne ikke vælter dig om kuld – i hvert fald ikke lige i første bind.

– Mette