Amerikansk litteratur

Mr. X af Kristen Ashley

56770627_517431438787177_9097488881871224832_n

Reklame: Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget Palatium Books

Forfatter: Kristen Ashley
Forlag: Palatium Books
År: 2019
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Sidetal: 448
Genre: Romantik, Erotik

Stjerner: ⭐⭐⭐

“Jeg havde som altid et øjeblik til at tænke mig om, når han dukkede op. Et øjeblik, hvor jeg var ved mine fulde fem. Et øjeblik, hvor min hjerne gav mig besked på at lukke øjnene, åbne munden og sige, at han skulle gå.”

Mr. X handler om Gwen, der elsker cosmopolitans, kagedej, lækre sko og korte sorte kjoler. Gwen er en dagdrømmer, der om natten bliver besøgt af den mystiske Mr. X, der helt lydløst kommer ind i hendes soveværelse og holder hende vågen i flere timer, for derefter at forsvinde som dug for solen. Gwens søster Ginger har rodet sig ud i nogle ret så voldsomme problemer og trækker langsomt, men sikkert Gwen med ned i Denvers underverden. Pludselig bliver Mr. X også en del af hendes liv i dagslyset, og Gwen må gøre op med sig selv, om han er en, hun ønsker i sit liv.

Jeg besluttede mig for at prøve noget nyt og læse noget lidt uden for min comfortzone. Derfor sagde jeg også ja tak til at anmelde Kristen Ashleys Mr. X, der falder ret meget uden for det, jeg normalt læser. Og har jeg det faktisk utrolig ambivalent med romanen.

Lad mig starte med at sige, at bogen på alle leder og kanter opfylder genrens krav! Der er romantik, hede scener og blussende kinder for alle pengene. Lækre mænd kæmper om Gwens gunst, og man kan da ikke undgå som læser at blive lidt misundelig over, at hele tre urealistisk flotte mænd kæmper om den samme kvinde. Der er en Fifty Shades of Grey blandet med Sex and the City vibe over hele historien, og det synes jeg egentlig fungerer meget godt med en god balancegang mellem erotik, romantik, action og realisme. Ser man på fortællingen ud fra genrens præmis, så ligger romanen her helt klart meget højt på karakterskalaen.

Så hvorfor giver jeg den ikke 5 stjerner?

Fordi der er nogle punkter, jeg personligt ikke helt er fan af. Jeg har blandede følelser omkring Gwens karakter. På nogle punkter er jeg helt vild med hende, og jeg elsker, at hun elsker kagedej! Hun er en unik karakter, der på mange punkter fungerer virkelig godt. Men hun bliver måske også en smule for naiv og dagdrømmende til min smag. Jeg er dog også glad for hendes kommentarer og indre monologer, der kommer løbende, hver gang der sker noget. Det gør hende mere levende og realistisk.
Og Mr. X? Hvis vi ser bort fra, at han da udseendemæssigt næsten må være enhver kvindes drøm (dog ikke her, så hellere politimanden med de sjælfulde øjne 😄), så er han utrolig dominerende. For mig bliver han en ret irriterende og flad karakter, indtil vi når måske 100 sider fra slutningen. Der begynder han at ændre karakter, få mere dybde og blive til den mand, man håber Gwen ender sammen med.
De øvrige karakterer virker snarere som fyld og som karakterer, der er med for at føre plottet fremad, end selvstændige karakterer. Og faktisk gjorde det mig ikke så meget.

Det leder mig videre til selve plottet, der bliver en tand for søgt i mine øjne. Hvad Gwen dog ikke udsættes for i løbet af romanen! Det bliver altså en smule for urealistisk, for hvorfor skulle så mange forskellige ting ske for én kvinde? Jo, jeg er da godt med på, at søsteren har rodet sig ud i noget møg og trækker Gwen med gennem det, men alligevel? Og den her med de tre uimodståelig lækre mænd – sker det overhovedet i virkeligheden?
Den sidste grund til, at jeg ikke lander på et højere antal stjerner, er brugen af skat, søde og sveske. Puha altså. Det hang mig langt ud af halsen ret hurtigt. Det bliver så sukkersødt, og for mig ganske irriterende.

Dermed ikke sagt, at Mr. X er en dårlig eller middelmådig bog. Det kommer helt an på, hvem læseren er, og hvad læseren foretrækker. Er du kæmpe fan af romantik, erotik og elskede Fifty Shades of Grey, jamen så er denne helt klart noget for dig. Er du mere usikker på, om du er til romantiske bøger med en snert af erotik, så vil jeg nok ikke anbefale dig denne. At jeg ikke bryder mig om det sukkersøde og synes, at den romantiske del bliver for meget, handler jo om min litterære smag. Derfor lander jeg også på 3 stjerner.

Mr. X gør det, den skal, og den gør det godt!

– Camilla