Amerikansk litteratur

Bedre af Carey Heywood

66440538_486573252110084_5113910339783622656_n

Reklame: Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget Palatium Books

Forfatter: Carey Heywood
Forlag: Palatium Books
År: 2019
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Sidetal: 257
Genre: Romantik, New Adult

Stjerner: ⭐⭐⭐ og en halv

Tanken om ikke at gøre noget, som hun ønskede, er umulig. Lige meget hvad er jeg nødt til at gøre det – for hendes skyld.”

Bogen handler om 24-årige Aubrey, der i forbindelse med mosterens sygdom har sat sit eget liv på pause for at hjælpe sine forældre med at passe hende. Da mosteren dør, har hun et sidste ønske om, at Aubrey tager på den jordomrejse, som de havde planlagt, mosteren skulle på, når hun blev rask. Hendes forældre betaler Adam, en ung fotograf, for at tage med på rejsen, så Aubrey ikke er alene. Som de kommer tættere på hinanden, begynder det at slå gnister. Men er det noget, hun skal reagere på, eller burde hun koncentrere sig om grunden til, at hun er på jordomrejse?

Bedre behandler død og sorgen over tabet af et nært familiemedlem på en meget sober og fin måde. Det bliver ikke for tungt, men har alligevel en tilpas mængde tyngde over sig til at gøre det nærværende og realistisk. Det er tydeligt at mærke, hvor meget tabet af mosteren har påvirket Aubrey. Som vi kommer under huden på Adam, lærer vi også, at der er noget på spil der, som binder ham tættere sammen med Aubrey. Undervejs udvikler Aubrey sig, og hendes forsigtige væsen lader pladsen for en mere og mere selvstændig kvinde, der langsomt finder ud af, hvem hun er, og hvad hun vil.

Bogen er velskrevet og tager læseren med på en rejse. Ikke kun jorden rundt, men også gennem sorgen, og hvordan man kommer ud på den anden side. Uden at være ødelagt af sit tab. Og jo, plottet er måske en smule forudsigeligt. Særligt hvad angår Aubrey og Adam, men det er ikke bogens vigtigste element, eller hvad Heywood egentlig prøver at fortælle. Det handler i stedet om, hvordan vi gennemarbejder sorgen og kommer videre derfra. Om at give slip på sorgen og finde sig selv igen. Og det fortæller Heywood på fineste vis gennem Aubrey og Adam. Bogen er inspireret af en oplevelse i Heywoods eget liv, og det synes jeg godt, man kan mærke. Der er en helt særlig nærvær og følelse i historien, der gør den meget virkelighedstro og følelsesladet.

Bedre er en sød og livsbekræftende historie om at give slip, og om at finde sig selv. Om at huske at leve i nuet og lave det, der gør os glad. Jeg må dog indrømme, at selvom jeg godt kan lide historien og de underliggende budskaber heri, så havde jeg lidt problemer med Aubrey. Jeg følte mig ikke nær så involveret i hendes karakter og havde desværre også tidspunkter, hvor jeg fandt hende en smule irriterende. Derfor lander jeg på 3,5 stjerner.

– Camilla

Reklamer
Amerikansk litteratur

Noget om Grace af Carey Heywood

61780195_1348621535287854_7151213641256140800_n

Reklame: Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget Palatium Books

Forfatter: Carey Heywood
Forlag: Palatium Books
År: 2019
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Sidetal: 261
Genre: Romantik, New Adult

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐

“”Er det her virkeligt?””

Bogen handler om Grace, der troede fuldt og fast på, at Jon var manden i hendes liv. Men efter han blev arbejdsløs, er hun begyndt at tvivle, og livet er ikke længere en fornøjelse, sådan som det var førhen. Det er dog ikke noget, Grace vil indrømme, og derfor går hun med på at leve et liv styret af Jons humør. For det må da igen blive det samme som før, ikke? Da der en dag lander et brev i postkassen fra én, der slet ikke burde være i live, vendes der op og ned på hendes liv, og Grace begiver sig ud på en rejse, der sender hende gennem sorgens fem faser: benægtelse, vrede, forhandling, depression og accept.

Jeg har endnu en gang forsøgt mig med den romantiske genre, og det er altid nervepirrende og spændende på en og samme tid at give sig i kast med noget, man normalt ikke læser. Denne gang blev jeg positivt overrasket, og faktisk er Noget om Grace den bedste, jeg endnu har læst. Men hvorfor?

SPROG

system af ord, deres mundtlige og skriftlige udtryk og måde at kombineres på […]
– Den Danske Ordbog

For det første er Carey Heywoods måde at skrive på utrolig let og med den rette mængde af sødme, uden at blive for meget. Sproget er letlæseligt, ligetil og meget realistisk, og skrivestilen suger hurtigt læseren ind i fortællingen. Man lever sig ind i historien og i følelserne hos hver karakter, hvilket også gør det meget emotionelt. I takt med at Grace ryger på en rutsjebanetur gennem sorgens fem faser, tager hun fint læseren med på tur.

PLOT

den centrale handling i en roman
– Den Danske Ordbog

Plottet er virkelig velfungerende, og der bindes en fin sløje på hele fortællingen til sidst med den lykkelige slutning. Måden, hvorpå bogen er bygget op omkring de fem faser, fungerer rigtig fint, og så er indholdet relevant. Der er tale om en flot realistisk skildring af Graces oplevelser og hendes reaktioner, og jeg tror, mange vil kunne nikke genkendende til de faser, hun gennemgår. Hvordan hun hele tiden håber på, at tingene bliver det samme som før, og hvordan hun stiltiende indretter sig Jons lune. Samtidig viser plottet også, hvor svært det kan være at give slip og prøve noget nyt i et forsøg på at finde glæden igen, og muligvis også lykken.
Historien er spændende og medrivende, og som læser havde jeg ikke svært ved at leve mig ind i fortællingen. Til trods for at emnet på sin vis er en smule tungt, fremstår plottet på ingen måde tungt, men er i stedet let og frisk. Dog ikke uden at have en vis tyngde, for det er trods alt en realistisk problemstilling, der omtales.

KARAKTERER

person i et fiktionsværk, fx en film eller en roman
– Den Danske Ordbog

Vender vi blikket mod karaktererne i romanen, må jeg igen påpege den realistiske skildring af personerne, deres personlighed og tanker. De har hver og en en psykologisk dybde, der gør dem til runde og levende karakterer, man hurtigt lever sig ind i og kommer under huden på. Grace er en flot skildret karakter, der viser, at nogle gange er man nødt til at tage springet og være sin egen lykkes smed. På både godt og ondt. Hendes stille styrke og søde væsen gør hende til en elskværdig karakter, som man hurtigt kommer til at holde af og ønske det bedste for. Hun er en smuk karakter, der på trods af en kort historie alligevel når at udvikle sig rigtig meget og blive til en stærk kvinde, der kæmper for det, hun gerne vil have. Og hendes rejse var spændende at følge med i.

Og Ryan? Han er en drøm. Han giver Grace den tid, hun har brug for, er der for hende og fremstår som et virkelig godt menneske og en rigtig gentleman. Og så gør det da ikke noget, at han ser godt ud – ja ja, det er fiktion, men seriøst? Hvor kan jeg finde ham henne? 😆

KONKLUSION

opfattelse, konstatering el. lign. der følger af de foreliggende omstændigheder eller af en række overvejelser
– Den Danske Ordbog

Noget om Grace er en hudløst ærlig og følelsesmæssig skildring af en ung kvinde, der gerne vil finde det i livet, som vi alle drømmer om: familie, kærlighed og lykke. Og hvordan vi nogle gange er nødt til at træffe nogle svære valg for at få det til at ske. Historien er drysset med den rette mængde sødme og realisme. Carey Heywood har formået at åbne lidt op for min romantiske side og dermed fået sig en ny læser. Romanen er skøn læsning her i sommervarmen, og jeg glæder mig til at læse mere fra Heywoods hånd.

– Camilla

Amerikansk litteratur

Mr. X af Kristen Ashley

56770627_517431438787177_9097488881871224832_n

Reklame: Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget Palatium Books

Forfatter: Kristen Ashley
Forlag: Palatium Books
År: 2019
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Sidetal: 448
Genre: Romantik, Erotik

Stjerner: ⭐⭐⭐

“Jeg havde som altid et øjeblik til at tænke mig om, når han dukkede op. Et øjeblik, hvor jeg var ved mine fulde fem. Et øjeblik, hvor min hjerne gav mig besked på at lukke øjnene, åbne munden og sige, at han skulle gå.”

Mr. X handler om Gwen, der elsker cosmopolitans, kagedej, lækre sko og korte sorte kjoler. Gwen er en dagdrømmer, der om natten bliver besøgt af den mystiske Mr. X, der helt lydløst kommer ind i hendes soveværelse og holder hende vågen i flere timer, for derefter at forsvinde som dug for solen. Gwens søster Ginger har rodet sig ud i nogle ret så voldsomme problemer og trækker langsomt, men sikkert Gwen med ned i Denvers underverden. Pludselig bliver Mr. X også en del af hendes liv i dagslyset, og Gwen må gøre op med sig selv, om han er en, hun ønsker i sit liv.

Jeg besluttede mig for at prøve noget nyt og læse noget lidt uden for min comfortzone. Derfor sagde jeg også ja tak til at anmelde Kristen Ashleys Mr. X, der falder ret meget uden for det, jeg normalt læser. Og har jeg det faktisk utrolig ambivalent med romanen.

Lad mig starte med at sige, at bogen på alle leder og kanter opfylder genrens krav! Der er romantik, hede scener og blussende kinder for alle pengene. Lækre mænd kæmper om Gwens gunst, og man kan da ikke undgå som læser at blive lidt misundelig over, at hele tre urealistisk flotte mænd kæmper om den samme kvinde. Der er en Fifty Shades of Grey blandet med Sex and the City vibe over hele historien, og det synes jeg egentlig fungerer meget godt med en god balancegang mellem erotik, romantik, action og realisme. Ser man på fortællingen ud fra genrens præmis, så ligger romanen her helt klart meget højt på karakterskalaen.

Så hvorfor giver jeg den ikke 5 stjerner?

Fordi der er nogle punkter, jeg personligt ikke helt er fan af. Jeg har blandede følelser omkring Gwens karakter. På nogle punkter er jeg helt vild med hende, og jeg elsker, at hun elsker kagedej! Hun er en unik karakter, der på mange punkter fungerer virkelig godt. Men hun bliver måske også en smule for naiv og dagdrømmende til min smag. Jeg er dog også glad for hendes kommentarer og indre monologer, der kommer løbende, hver gang der sker noget. Det gør hende mere levende og realistisk.
Og Mr. X? Hvis vi ser bort fra, at han da udseendemæssigt næsten må være enhver kvindes drøm (dog ikke her, så hellere politimanden med de sjælfulde øjne 😄), så er han utrolig dominerende. For mig bliver han en ret irriterende og flad karakter, indtil vi når måske 100 sider fra slutningen. Der begynder han at ændre karakter, få mere dybde og blive til den mand, man håber Gwen ender sammen med.
De øvrige karakterer virker snarere som fyld og som karakterer, der er med for at føre plottet fremad, end selvstændige karakterer. Og faktisk gjorde det mig ikke så meget.

Det leder mig videre til selve plottet, der bliver en tand for søgt i mine øjne. Hvad Gwen dog ikke udsættes for i løbet af romanen! Det bliver altså en smule for urealistisk, for hvorfor skulle så mange forskellige ting ske for én kvinde? Jo, jeg er da godt med på, at søsteren har rodet sig ud i noget møg og trækker Gwen med gennem det, men alligevel? Og den her med de tre uimodståelig lækre mænd – sker det overhovedet i virkeligheden?
Den sidste grund til, at jeg ikke lander på et højere antal stjerner, er brugen af skat, søde og sveske. Puha altså. Det hang mig langt ud af halsen ret hurtigt. Det bliver så sukkersødt, og for mig ganske irriterende.

Dermed ikke sagt, at Mr. X er en dårlig eller middelmådig bog. Det kommer helt an på, hvem læseren er, og hvad læseren foretrækker. Er du kæmpe fan af romantik, erotik og elskede Fifty Shades of Grey, jamen så er denne helt klart noget for dig. Er du mere usikker på, om du er til romantiske bøger med en snert af erotik, så vil jeg nok ikke anbefale dig denne. At jeg ikke bryder mig om det sukkersøde og synes, at den romantiske del bliver for meget, handler jo om min litterære smag. Derfor lander jeg også på 3 stjerner.

Mr. X gør det, den skal, og den gør det godt!

– Camilla

 

 

Amerikansk litteratur

Skyggernes dronning af C.J. Redwine

52596429_328206571138816_1046599550539661312_n

Forfatter: C.J. Redwine
Forlag: Turbine
År: 2016
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Sidetal: 361
Genre: Fantasy, Young Adult

Stjerner: ⭐⭐⭐

“Man går ikke i krig, fordi man er sikker på, at man vil vinde. Man går i krig, fordi det er det rette at gøre.”

Når det kommer til litteratur, er det ingen hemmelighed, at jeg har nogle svagheder. Nogle af dem er allerede blevet afsløret (græsk mytologi, zombier), og en anden er gen- og nyfortolkning af klassiske eventyr. Som det er tilfældet i C.J. Redwines Skyggernes dronning, der er inspireret af Snehvide. 

Bogen handler om prinsesse Lorelai, der er på flugt fra den onde dronning Irina. Begge kvinder besidder magiske kræfter, bare på hver deres måde. Lorelais mål er at indtage sin rette plads som dronning i Ravenspire og samtidig få hævn over Irina, der slog hendes far ihjel. I Eldr bliver Kol pludselig konge og i et desperat forsøg på at redde sit rige fra troldene, slår han sig sammen med Irina. Der er bare et problem: Lorelai.

Efter at have læst bogen, sad jeg tilbage med blandede følelser. På den ene side var der en masse punkter i bogen, jeg var vild med, men der var desværre også bare en del, jeg ikke syntes fungerede. Lad os starte med det positive!

På trods af, at historien var inspireret af Snehvide, og nogle af elementerne derfra også bruges i denne, såsom æblet, spejlet, Lorelais udseende og Irina, så var dette alligevel med et twist og en opfindsomhed og kreativitet, som var beundringsværdig. Det bruges på en fascinerende måde, der gjorde, at man ikke betragtede historien som en genfortælling af eventyret, men som sit helt eget værk. Det blev til en spændende og anderledes version, krydret med typiske fantasy virkemidler og et interessant univers.
Det leder mig videre til verdensopbygningen, der var ret imponerende. Jeg var betaget af Redwines fantasi og hendes evne til at skabe et magisk univers, med forskellige riger, væsener og sprog. Der er noget helt særligt ved en bog, når man kan se, at der er tænkt over verden og brugt så meget tid på at skabe den. Og så var det interessant, hvordan de forskellige riger i universet interagerede, og hvordan de var opbygget.

Selvom handlingen var en smule forudsigelig, var den alligevel medrivende og spændende. Det skyldes blandt andet, at der tilføjes interessante elementer, og man tydeligt kan mærke forfatterens opfindsomhed i hendes livlige omskrivning af eventyret. Gennem forskellige karakterer tilføjes historien også lidt humor, som jeg syntes, fungerede rigtig godt. Jeg var vild med Leo, der stod i skarp kontrast til alvorlige Lorelai. Og jagtfalken Sasha og kommunikationen mellem hende og Lorelai var et skønt frisk pust.

Det fører videre til det, jeg ikke var så vild med. Det er typisk for eventyr, at de er skrevet som tell frem for show, og det er også tilfældet med Redwines udgave. I mine øjne blev det dog for meget. Der var meget indblik i Lorelais tanker, men ikke nok reaktion. Det gjorde Lorelai til en lidt flad karakter, og jeg havde svært ved helt at leve mig ind i hendes situation. Til gengæld lykkes det mig at blive fanget af Kols del. Også selvom han var præget af tell. Det var bare lykkes forfatteren at gøre ham interessant på den helt rigtige måde. Derudover var jeg fascineret af Irinas historie, der tydeligt viste, at hun ikke var et hundrede procent ond, for hun tvivlede og vaklede også. Det gjorde hende i mine øjne til en yderst kompleks og spændende karakter, og for min skyld måtte hendes dobbelthed gerne have været udforsket mere.
Sproget var desværre en smule uinteressant og klichéfyldt, og jeg tog mig selv i til tider at blive irriteret over det. Der løsnes dog lidt op for det uinteressante sprog længere inde, hvor sproget bliver mere flydende og interessant.

Det største kritikpunkt hænger sammen med universet. På trods af, at universet var fint opbygget og interessant, var der alligevel noget, der forekom mig for nemt. Mange af principperne opstod meget pludseligt, hvor nye regler for magi opstod i takt med, at Lorelai skulle bruge dem. Hun har ikke haft nogen til at lære sig om magi, alligevel ved hun, hvordan det skal gøres, hvilke besværgelser hun skal fremsige, og samtidig er hun yderst magtfuld. Det virkede bare ikke troværdigt, og det var virkelig ærgerligt, da jeg sagtens kunne se universets og magiens potentiale.

Alligevel blev jeg revet med af bogen, hvilket snarere skyldtes fortællingen end sprog og karakterer. Historien er velkendt og karaktererne originale, nogle med et twist der fungerer virkelig godt. Så er man på udkig efter let underholdning og noget velkendt med et twist, kan jeg anbefale Skyggernes dronning.

– Camilla

Amerikansk litteratur

Holdt for nar af Harlan Coben

 

48B288BE-7DD6-4E89-951F-C64FB09F7205

Forfatter: Harlan Coben
Forlag: Gads Forlag
År: 2016
Originalsprog: Engelsk
Sprog: Dansk, oversat af Poul Bratbjerg Hansen
Sidetal: 330
Genre: Krimi, Thriller, Mystik

Stjerner:⭐⭐⭐⭐

Døden følger dig, Maya.”

Jeg tror efterhånden, at Harlan Coben er en af de forfattere, der fylder mest på bogreolen, foruden Stephen King. Jeg er vild med hans thrillers, og hvordan han får opbygget sine plots og karakterer. Når jeg sætter mig med en Coben roman, er jeg sikker på en pageturner.

Holdt for nar handler om ekssoldaten Maya, hvis mand er død. Få måneder forinden døde hendes søster. Begge myrdet. Maya er nu alene med sin datter, og en dag da hun gennemgår sit nanny cam, ser hun noget, der får hende til at stille spørgsmålstegn ved sin mands død. Hun begynder at efterforske nærmere, og selvom der umiddelbart ikke var nogen sammenhæng mellem søsteren og mandens død, viser det sig, at mordene har mere tilfælles, end hun først antog. De to vigtigste personer i hendes liv havde hemmeligheder for hende, og pludselig hvirvles Maya ind i en hæsblæsende jagt efter sandheden.

Coben har endnu en gang skrevet en pageturner, der river læseren med lige fra starten af. Plottet er kompleks og knivskarpt, hvor man drages med ind i Mayas afdækning af familiens hemmeligheder. Der sker meget, og meget afsløres, før man når til de sidste sider, hvor alle hemmeligheder er kortlagt.  Plottet er virkelig spændende, og siderne forsvinder mellem hænderne på en. Bogen er velskrevet og holder læseren fast, mens man drages ind i et univers, hvor temaer som skyldfølelse og tillid udforskes.

Min eneste anke ved denne er, at jeg ikke er helt solgt i forhold til Maya. Der er ikke meget udvikling, og samtidig virker hun ret følelseskold i situationer, hvor hun ikke burde være det. Egentlig giver det god mening, at hun skulle have så meget kontrol over sig selv og sine følelser, men det virker bare ikke helt for mig. Som nævnt er der heller ikke meget karakterudvikling, og det savnede jeg faktisk også lidt. Man skulle jo tro, at hun løbende ville udvikle sig og reagere på afsløringerne, men det virker ikke sådan. Jeg synes, det er ærgerligt. For Coben er en fantastisk plotmager og skriver levende og engageret, så læseren rives med, og siderne vender sig selv. Hans karakterer plejer at ramme plet hos mig, men denne gang var det bare ikke helt tilfældet.

– Camilla