Genrebestemmelse

Hvad er fantasy?

_20190326_210214

Det er forår, og der er magi i luften! Eller i hvert fald her på bloggen. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er ret vild med fantasy, og har været det siden Harry Potter-serien omvendte mig til bognørd. På litteraturstudiet læste vi alt andet end populærlitteratur, hvilket var et friskt pust for en som mig, der ikke ville ane, hvor jeg skulle starte med den ’finere’ litteratur. Men derfor savnede jeg nu alligevel mit fantasy – og skrev naturligvis om genren til mit endelig speciale på kandidaten!

Lidt af den viden jeg opsnuste i forbindelse med projektet, vil jeg skrive om her. Det kommer til at handle om fantasy som genre, hvordan man definere genren, om man overhovedet kan, og så lidt om hvordan man kan opbygge verdener i fantasygenren.

Et brud med virkeligheden

Fantasy er en genre, der ikke så let lader sig definere. Vi ved alle det har noget med magi at gøre, eller det overnaturlige i hvert fald. Noget urealistisk. Måske endda en anden verden. Men hvis vi går helt ned til de grundlæggende byggesten, er det eneste, vi virkelig kan konkludere, at fantasy handler om det umulige og er fiktiv. Genren skal dermed på en eller anden måde bryde med læserens virkelige verden, bryde med det mulige, men ellers er den ganske fri.

Fantasy kan altså ses som modstykke til realismen. Hvilket giver meget god mening, for fandtes fantasy overhovedet som genrebegreb, før realismen gjorde det? Før fantasygenren og realismens opståen fandtes der mange fortællinger, der brugte fantasiske træk. De antikke græske og romerske tekster eller middelalder romancer eksempelvis, indeholder magiske transformationer, monstre, troldmænd, drager og andre overnaturlige elementer, og mange moderne fantasyværker er stærk inspireret af disse gamle tekster om guder og helte. Men disse tekster blev ikke set på som en del af genren fantasy, fordi genren slet ikke eksisterede.

Men det gør den nu! Og heldigvis for det. Fantasy har den fantastiske egenskab at føre læseren til helt andre verdner, mere eller mindre fjernet fra realiteten. Al fiktion kan naturligvis føre læseren til ukendte steder, men fantasy sætter graden af mærkværdighed op både for at højne eskapismen, men også for at styrke fremmedgørelsen for læseren.

Fantasyverdener – fire overordnede tilgange

20190327_185158.jpg

Hvis man læser akademiker og kritiker Farah Mendlesohns værk Rhetorics of Fantasy, bliver man introduceret til én måde at opdele fantasygenrens brud på virkeligheden. Hun taler om fire kategorier for opbygning af fantasyuniverser: the Portal-Quest, the Immersive, the Intrusive og the Liminal Fantasy. Alt efter hvordan man kommer ind i fantasyværkets anden verden, afgør hvilken kategori værket hører til. Kort opridset inviteres vi ind i verdenen i Portal-Quest, er indfødt i den i the Immersive, bliver påtvunget elementer fra den i the Instrusive og skimter det magiske ud af øjenkrogen ved the Liminal.

Klassisk portal-quest fantasy er eksempelvis Narnia, hvor de fire hovedpersoner opdager en ny verden, efter de er gået igennem en portal i klædeskabet. Grundlæggende for denne type fantasy er, at det fantastiske er på den anden side af portalen. Man kan også argumentere for at Harry Potter er portal-quest fantasy, selvom der her er tale om parallelsamfund mere end universer. Questdelen af denne type fantasy er også meget klassisk for genren og består oftest af en række opgaver som helten må løse igennem historien. Her passer Harry Potter og de vises sten eksempelvis rigtig godt, da der præcis er en række opgaver Harry, Ron og Hermione skal løse, før de kan få fat på stenen.

I modsætning til en Portal-Quest fantasy inviteres vi ikke ind i universet i en Immersive fantasy, men befinder os fra begyndelsen af i det. Vi præsenteres for det fantastiske uden kommentarer eller uddybende forklaringer, fordi protagonisten, som vi følger, er en del af verdenen og tager fantasyelementerne for givet. Immersive er ofte brugt i High Fantasy bøger, så denne type fantasy ser vi bl.a. i A Song of Ice and Fire/Game of Thrones og His Dark Materials/The Golden Compass.

I intrusive fantasy skal det umulige, det magiske, forstyrre roen og logikken i vores verden. Det kan være som i serierne The Mortal Instruments eller Percy Jackson, hvor henholdsvis dæmoner og græske guder bryder ind i den normale hverdag.

Liminal Fantasy er den mest sjældne og ses oftest i magisk realisme, hvor man ikke helt er sikker på, om magien er der eller ej. Den første bog jeg selv umiddelbart tænker på er The Night Circus, som føles lidt som en drøm, og skaber mystik og magi, der altid er lige udenfor rækkevidde.

Men grænserne er naturligvis flydende mellem de fire kategorier. Harry Potter starter eksempelvis ud med at være intrusive – især for Dursleyfamilen! Magien er udefrakommende og ikke velkommen. His Dark Materials er ligeledes en immersive verden, der dog også gør brug af portaler, blot med omvendt fortegn, hvor portalen leder til en verden mere lig vores. Og Percy Jackson serien er én lang serie af quests, der skal løses, så heltene i sidste ende får reddet verden. I hvert fald indtil næste serie, ikke?

Kan I komme på flere eksempler på bøger i de fire kategorier? Og har I en favorit tilgang til fantasy verdener?

– Mette

 

Genrebestemmelse

Hvad er gys?

44818007_290318021605814_4863695986184159232_n

I forbindelse med Halloween besluttede Mette og jeg at lave to indlæg i gysets tegn. Første indlæg skulle handle om gysergenren, og hvad den egentlig er for en størrelse, mens det andet indlæg skulle være en anbefaling af 5 romaner, der er perfekte til Halloween. Jeg elsker denne genre, hvilket også afspejles af både min bachelor og mit speciale.

Det er nærliggende at betegne denne type litteratur som triviel, fordi mange forbinder genren med ren skræk og dårlige plots, der ikke byder læseren noget på et intellektuelt plan. Men gysets formål er ikke nødvendigvis at udfordre læseren, men snarere at udforske det forbudte, menneskets til tider skrøbelige psyke, det onde og scenariet ”hvad nu hvis?”

Vi har alle en idé om, at gyseren først og fremmest er uhyggelig og gerne viser vold og grænseoverskridende elementer for at skabe den rette stemning og skræmme sit publikum. Men genren kædes ofte sammen med fantasy, science-fiction og thrilleren, hvilket gør det svært at definere genren. De fleste teoretikere, og mig selv inkluderet, er enige om, at genren hovedsageligt er en følelse.

Mange mener, at genren begyndte med den gotiske litteratur fra 1700-tallet og i særdeleshed med Horace Walpoles The Castle of Otrantro fra 1764. Den gotiske litteratur er kendetegnet ved en fascination af det overnaturlige og irrationelle som kontrast til Oplysningstiden rationalitet. Genren beskæftiger sig med menneskets frygt for det ukendte og ukontrollerbare. Såsom eksempelvis dobbeltgængere og genfærd. Af kendte gotiske værker kan nævnes Dr. Jekyll and Mr. Hyde, Dracula, Der Sandmann og The Tell-Tale Heart.

Gyset holder sig på grænsen mellem det realistiske og det fantastiske. Historierne foregår som oftest i den verden, vi kender, men invaderes af monstre og overnaturlige hændelser, der sætter spørgsmålstegn ved graden af virkelighed. Det er derfor nærliggende at forbinde genren med Tzvetan Todorovs teorier om det fantastiske. For Todorov kan fortællingernes overnaturlige og umulige elementer enten forklares uden en forstyrrelse af virkelighedslovene eller gennem en accept af det overnaturlige. Eller også vil man konstant vakle mellem det naturlige og overnaturlige, fordi der ikke gives en rationel forklaring på det irrationelle.

Gyset handler om rædsel og frygt. Følelser, der altid har eksisteret og er nogle af de stærkeste følelser, der findes. Derfor er der fokus på æstetikken, for netop at skabe de rette følelser og stemning. Forfatterne bruger både sproget, handlingen og figurer til at skabe følelsen af frygt og en uhyggelig stemning. Der vil være en stigende spændingskurve, en dyster stemning og karakteristiske monstre, som medvirker til stemningen. Monstrene kan være både mandlige og kvindelige, udefrakommende og indefrakommende, alt efter hvad forfatteren stræber efter at opnå. Vil denne påvise ondskaben i mennesket? Eller vil forfatteren vise varulvens bestialitet? Måske vil forfatteren vise, hvad manden frygter ved kvinden?

Gyset benytter sig af mange forskellige temaer og stiller ofte spørgsmålstegn ved den verden og virkelighed, vi kender. Man kan derfor også ofte finde en social kritik af vores samfund, fordi genren tager fat på det forbudte, og det vi helst ikke vil vedkendes eller acceptere. Et tema kan eksempelvis være natur vs videnskab, som det ses i Frankenstein, eller fortrængning som i Dr. Jekyll and Mr. Hyde, eller frygten for kvinden som i Carrie. Man kan egentlig sammenfatte horror som en følelse og stemning, en genre der har fokus på at vise modsætninger, såsom liv vs. død, kendt vs. ukendt, god vs. ond.

Og det er lidt mærkeligt, ikke? Hvorfor pokker er man dog vild med en genre, der skaber uhygge, frygt og rædsel i sin læser? For mig handler det om udforskningen af det uacceptable og de mange spørgsmål, som genren stiller. Man kan også nævne abjection – men det er et emne til en anden gang 🙂

Hvordan har I det med denne genre? Og hvad fascinerer jer ved den?

– Camilla