Dansk litteratur

Pigen som ikke var der af Nick Clausen

74537610_2450017605268929_1446005975487086592_n

Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget Facet

Forfatter: Nick Clausen
Forlag: Facet
År: 2019
Sider: 276
Sprog: Dansk
Genre: Ungdomsroman, Gys, Spænding

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐

“”Far”, siger Andy. Hans stemme skælver. “Jeg tror, Rebekka er forsvundet.””

Og med det, er handlingen ligesom sat.

Pigen som ikke var der handler om Andy, hvis lillesøster en dag forsvinder. Han forlader hende kun kort for at gå på biblioteket på vej hjem fra skole, og da han kommer ud igen, er hun pist væk. Andy har skyldfølelse, mor er ikke længere mor, og ingen vil lytte til ham, når han siger, at han hørte en banken fra en gul varevogn den dag, søsteren forsvandt. Det går hurtigt op for Andy, at hvis Rebekka skal findes, så er det op til ham at gøre det. Heldigvis finder han en højst mærkværdig ven på biblioteket, der hjælper ham i hans søgen efter søsteren.

Hold. Nu. Op. Der er fart over feltet i denne roman, hvor siderne nærmest vender sig selv, og læseren efterlades helt ude på kanten af stolen med hjertet oppe i halsen. Jeg var revet med fra starten af, godt underholdt hele vejen og sad tilbage med en følelse af en vellykket fortælling, efter sidste side var vendt.

Clausen udfolder stille og roligt handlingen, hvor spændingen stødt og sikkert opbygges, mens uhyggen ligger og ulmer i baggrunden. Tempoet er hurtigt på den helt rigtige måde, hvor der ikke spildes tid på en masse unødvendigt. Der i stedet fuld fokus på handlingen og kapløbet med tiden for at finde Rebekka, inden det er for sent. Det fungerer også rigtig godt med de to kapitler fortalt fra henholdsvis Andys synspunkt og Rebekkas, for til sidst at skifte mellem de to i tredje kapitel. Det giver et godt indblik i, hvordan de hver især oplever det, og hvad de tænker, hvilket giver fortællingen en god dybde.

Bogen er spændende og velskrevet med et let og flydende sprog, hvor de to hovedkarakterer virkelig får lov til at skinne igennem. Hvor stædig Andy er i sin søgen efter Rebekka, og hvor ihærdigt hun forsøger at stikke af fra sin kidnapper. Handlingen giver også et godt indblik i søskendekærlighed, og hvordan søskende nogle gange kan gå fra at hade hinanden det ene øjeblik til ikke at kunne undvære hinanden det næste. Det er både realistisk og godt fortalt.

Jeg kan godt lide Clausens fortællestil, og hvordan han opbygger historien. Og jeg er især vild med den stilfærdige uhygge, der hele tiden spøger i baggrunden. Uhyggen i denne fortælling er ikke så meget i form af monstre og spøgelser, men mere i forhold til at være blevet kidnappet og spørgsmålet om, hvorvidt man nogensinde kommer hjem igen. Her synes jeg især også, at historien kan noget og flot skildrer både Andys og Rebekkas følelser, tanker og handlinger i den forbindelse.

Dette er første gang, jeg har stiftet bekendtskab med Nick Clausens forfatterskab – men det er bestemt ikke sidste gang. Pigen som ikke var der er medrivende, interessant og velfortalt, og jeg kan varmt anbefale den. Selvom bogen er stilet mod en yngre læser, synes jeg sagtens, at et ældre publikum kan nyde godt af historien. Særligt hvis du er vild med spænding og ulmende uhygge.

– Camilla

Dansk litteratur

Venus Fluefanger af Camilla Wandahl & Caroline Ørsum

Venus Fluefanger.JPG

Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra forfatteren

Forfatter: Camilla Wandahl & Caroline Ørsum
Forlag: Høst og Søn
År: 2019
Sider: 164
Sprog: Dansk
Genre: Young adult, LGBTQ+, realisme

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐

Alex er forvirret over det meste. Forvirret over de små ting som, hvordan man holder en Venus Fluefanger i live eller hvordan flaskeautomaten i Netto fungerer, og forvirret over større ting som, hvad han vil med sin fremtid og mest af alt, hvem han egentlig er.

Venus Fluefanger handler om Alex, der er droppet ud af skolen og bruger det meste af sin tid sammen med sin bedste ven Isa eller med sin nye plante Venus Fluefangeren. Han køber den ved et tilfælde og har svært ved at få den til at trives, lidt ligesom han heller ikke selv trives særlig godt. Isa gør sit bedste for at hjælpe. De lægger makeup, farver hår og shopper efter bh’er, men Alex er ikke så sikker på, at det egentlig er det, der kan gøre ham lykkelig. Og da Isa får en kæreste, bliver det pludselig endnu mere tydeligt, hvor normal hun er og hvordan Alex slet ikke føler, at han passer ind.

Alex og Isa er to skønne karakterer. Jeg elskede deres dynamik, og deres venskab er skildret meget ægte, både når det kommer til at støtte sin bedste ven, misforstå dem og blive jaloux på dem. Alex’ mor var også sympatisk, og Mathias fungerede fint som et eksempel på en, der har fundet sig selv, men som alligevel ikke har fundet lykken af den grund. Og så er der Darwin, som Alex møder i kommentarsporet på Youtube, der har flere gode råd om både kødædende planter og det at være sig selv trods dømmende mennesker.

Romanen er kort og hurtigt læst, og sprogligt står den stærkt. Især synes jeg, at Alex har en tydelig stemme, der får hans personlighed til at stå klart frem for mig. Temaerne om køn og seksualitet er fremragende indflettet, og jeg kunne rigtig godt lide, at netop både seksualitet og køn blev berørt. Nogle ser på Alex og tænker han må være homoseksuel, når han går klædt som han gør, og andre tænker, han må være transkønnet. Men det eneste, der betyder noget i sidste ende er, hvad Alex selv tænker. Og det er meget nemt at relatere til det pres, der er omkring at skulle vælge én kasse at placere sig selv i.

Venus Fluefangerens tvekønnede biologi bruges som et eksempel på, at naturen indeholder meget mere end, hvad visse mennesker kan rumme. Men planten eksisterer stadig, og det gør sådan nogle som Alex også. Jeg ville ønske, jeg kunne have læst den her bog, da jeg var yngre og ikke anede, at der var mere end to mulige køn. Det ville helt sikkert have hjulpet omkring mine egne forvirrede følelser, og derfor får den også min største anbefaling!

– Mette

 

Dansk litteratur

Som en tikken under huden af Camilla Wandahl

Som en tikken under huden billede

Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra forfatteren

Forfatter: Camilla Wandahl
Forlag: Høst og Søn
År: 2014
Sider: 151
Sprog: Dansk
Genre: Young adult, realisme

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐

Søstrene Vår og Idun har et kompliceret forhold til hinanden. Vår elsker Idun højt, men hader hende samtidig, hun har brug for hende ved sin side, men ønsker hende også langt væk. Især fra Vårs venner, som Idun har det med at stjæle. Eller sådan føles det i hvert fald for Vår.

Som en tikken under huden er Vårs fortælling til søsteren Idun, hvori hun forsøger at forklare, hvad der gik skævt i deres forhold. Den er skrevet som Vår, der taler til Idun. Derfor bruges engang imellem anden person med tiltalen ’du’, hvilket er en svær form at meste, men som jeg synes fungerer godt, fordi det ikke er overgjort.

Bogen springer rundt i tiden fra da de er små børn til de er teenagere i 1.g til 2.g og efter. Det er til tider lidt forvirrende i forhold til at holde styr på, hvad der skete hvornår, men tematisk hænger det godt sammen med at deres forhold netop er smuldret lidt efter lidt i små bidder og ikke som en kulmination på én konfrontation. De små glimt af Vårs barndom bygger et stærkt søskendeforhold op, men også et, der alligevel allerede dengang havde en underliggende konflikt af misundelse og jalousi.

Det som udvikler konflikten senere i livet, er da Vår og hendes ven Mads får Idun med i et trekløver venskab. De aftaler, at ingen af dem går længere og begge kun forbliver venner med Mads, men da den aftale går i opløsning, slår det flere sprækker i deres allerede lidt skrøbelige forhold. Jeg kunne faktisk ret godt lide Mads og havde lidt ondt af ham, når han sådan var fanget midt i Vårs og Iduns drama, men på den anden side spiller han også selv lidt ind i det

Sproget er virkelig fint om end til tider lidt for poetisk for mig, og det giver fortællingen en nærmest drømmende kvalitet. Temaerne er søskendeforhold og kærlighed, samt det at føle sig forkert. Især er der en kropslig fokusering, som rigtig fint flettes ind, så det nærmest kommer snigende på samme måde, som det har gjort for Vår.

Alt i alt er Som en tikken under huden en virkelig fin ungdomsroman, der formår at sige en hel masse på meget få sider, og selvom jeg ikke selv har så dramatisk et forhold til min egen søster, så kunne jeg sagtens relatere i forhold til nære venskaber, der kan være lige så tætte og drevet af lige dele omsorg og lede.

– Mette

 

 

 

 

Dansk litteratur

Kampen om Utopia af Pia Reesen Brønnum

kampen om utopia.JPG

Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra forfatteren og forlaget

Forfatter: Pia Reesen Brønnum
Forlag: Mellemgaard
År: 2019
Sidetal: 303
Sprog: Dansk
Genre: Fantasy

Stjerner: ⭐

Lisa glæder sig til at flyve en tur sammen med sin søster Mona og sin bror Alex, der er pilot, men på turen ender de på mystisk vis i et uvejr, som tvinger dem til at nødlande på en lille ø. Øen burde ikke være der og ser alt andet end dansk ud med både klipper, jungle og store vilde dyr. De indfødte ligner ikke noget, de nogensinde har set før, og intet af deres teknologi virker på den forhistoriske ø, så hvordan skal de nogensinde komme hjem igen?

Jeg har desværre ikke så meget positivt at sige om Kampen om Utopia. Starten var klart det bedste, da det handlede om Lisa som ensom gymnasieelev, der elsker natur og heste, kæmper med angst og ikke aner, hvad hun vil med sin fremtid. Men så snart vi kom ud på Utopia, ja, så dykkede kvaliteten sammen med flyet. Den måde, de reagerer på, var eksempelvis alt for uvirkelig, da de vildt hurtigt godtager alt det umulige, som sker omkring dem. Generelt føles hele historien på øen meget fjern og moralbelærende.

Plottet i historien er simpelt. De skal væk fra øen og hjem igen. Undervejs lærer de så de indfødte sauere, og også ’de onde’ terrosoere, at kende. For det første kunne jeg ikke tage seriøst, at de kaldte dem ’de onde’ halvdelen af de gange de refereres til. For det andet rodede jeg rundt i, hvorfor de var ‘onde’. De har mistet deres egen ø og mangler et sted at bo, men der er ikke plads på Utopia til begge arter. Senere er det så, fordi ‘de onde’ er, ja, onde og ikke vil samarbejde. Så hvad er sandheden? Den skiftende indre synsvinkel var også meget forvirrende at finde rundt i. Da alle karaktererne har samme stemme, er det nogle gange umuligt at adskille dem, når teksten til tider ikke indikerer, hvem der tænker hvilken tanke.

Karaktererne var intetsigende og meget flade. Replikkerne var utroværdige og sprang ofte til politiske bemærkninger, som åbenlyst er forfatterens mening, der skinner igennem. Sprogligt passede det også ofte ret dårligt til teenagere. Et sigende eksempel på, at jeg aldrig rigtig kunne føle karaktererne, er eksempelvis da flere af sauerne dør i et jordskælv. En af dem står sammen med Lisa og sørger, men direkte efter at han har sagt et par linjer om, hvor meget han savner sin søster, spørger han, i samme åndedrag, om de er sultne. Og så er de ligesom videre.

Kampen om Utopia føltes desuden langtrukken, og der skete aldrig rigtig noget, der fik en interessant historie i gang. Jeg vil lige røbe slutningen, da den er rimelig vigtig. I sidste kapitel vågner Lisa og indser, at det hele var en drøm. Jeg havde det på fornemmelsen, og det kan til dels forklare den fjerne følelse, jeg havde med alt, der skete på øen. Men det smides også bare på til sidst uden nogen videre forklaring eller uddybelse. Hvad betyder det, at det var en drøm? Hjælper det Lisa med sin fremtid? Fik hun noget ud af drømmen? For det gjorde jeg ikke.

– Mette

Dansk litteratur

Izola 2: Kampen for Valianien af Christina Bonde

 

Izola 2 kampen for valianien

Forfatter: Christina Bonde
Forlag: Tellerup
År: 2018
Sidetal: 336
Sprog: Dansk
Genre: Fantasy, YA

Stjerner: ⭐⭐ en halv

Izola er tilbage i vores verden, og da hun finder Casper, opdager hun, at tiden har stået stille, mens hun har været i Falkien. Casper mener, at hun er rystet over sin mors død og derfor opdigter fantastiske historier for at komme væk fra virkeligheden. Men Izola ved, at hun er nødt til at komme tilbage, finde Jorian og redde kvinderne fra Falkes styre.

Det mest interessante for mig var overraskende nok de perioder, hvor Izola var i vores verden, hvor hendes virkelighed blev udfordret. Er eventyret sandt? Eller er hun skør? Jeg fangede ofte mig selv i at håbe, at det hele faktisk foregik i hendes hoved. Det ville i mine øjne gøre fortællingen mere original, og ville forklare hvorfor så meget af det, som foregår, ikke giver mening for mig. Jeg synes eksempelvis, at det meste af plottet blev flyttet fremad af udefrakommende kræfter i stedet for af Izolas valg. Det er ofte tilfældet eller Helpi, der får hende videre. Igen, som i første bind, følte jeg heller ikke, at magien blev ordenligt forklaret og den ender derfor med at være forvirrende for mig. Et eksempel er, hvordan hestene, betvingelsen af dyr og Izolas kræfter til at styre vand er forbundet. Den fangede jeg bare aldrig, hvis det da blev forklaret. Måske det er meningen, at det ikke skal give mening, men jeg kan stadig ikke helt gennemskue det.

Plotmæssigt sker der ikke det store. Izola rejser mest frem og tilbage mellem vores verden og så Falkien, alt imens hun prøver på at redde øen fra kongen og samtidig redde Jorian og de andre, hun er blevet venner med. Det bliver dog lidt en gentagelse af, at hun rejser i Falkien, rejser tilbage til vores verden, rejser tilbage til Falkien og rejser rundt der igen for så ikke at nå særligt langt, inden hun igen er tilbage i vores verden. Selvom jeg syntes bedst om passagerne i vores verden, mener jeg alligevel mere tid burde være brugt i Falkien sammen med de andre i forsøget på at overvinde kongen og redde øen. Det er en spændende fortælling på papiret, men det hele ender med at virke noget fjernt.

Vi får lidt mere at vide om Izolas mor og fortiden fra morfaren, men jeg havde håbet på at der var mere, siden det mysterie var noget af det, der fangede mig mest i bog et. Vi får stort set ikke noget at se til de karakterer, vi har mødt i første bog, mest Jorian og en smule med hans mor. Izola taler ofte om at redde kvinderne, men dem får vi heller ikke meget tid sammen med. Jorian virkede desuden passiv, men det er nok til dels fordi, Izola hele tiden er væk fra ham og alt det, der sker i Falkien. Hvis han har truffet nogle valg, der har påvirket historien, så har læseren i hvert fald ikke været med meget af vejen. Casper pylrer om Izola, men har ellers ikke meget personlighed andet end at være den rationelle forklaring.

Kampen for Valianien får dog lige en ekstra halv stjerne med, fordi jeg stadig synes, den er virkelig godt skrevet, let og hurtigt læst, og hvis nu bare Izola rent faktisk er psykisk syg, så ville det være så interessant!

– Mette