Dansk litteratur

Sjælevandrer 1: Diali af Charlotte Fischer

sjælevandrer diali

Forfatter: Charlotte Fischer
Forlag: Forlaget Facet
År: 2017
Sider: 314
Sprog: Dansk
Genre: New adult, romance, fantasy

Stjerner: ⭐⭐

Verdens kyster er det sidste levested for mennesket. Bjergene mod land hærges af farlige elektriske storme og havet truer med tsunamier. Cawi og Dahlia lever i kystbyen Roneoak, som en dag trues af total ødelæggelse, der tvinger de to ud på en rejse gennem bjergene. Cawi fornemmer nemlig, at der findes andre mennesker derude, men den barske vandring gennem stormen forandrer dem for altid.

Den sidste bog, jeg fik læst i 2019, var desværre en, der tog mig et par pauser at komme igennem. Sjælevandrer var slet ikke en bog for mig, og jeg må indrømme, at jeg nok ikke kommer til at læse videre i serien. Plotmæssigt starter bogen ud som en dystopisk fantasy i et fremtidssamfund, hvor alle tror, de er de sidste mennesker i live. Cawi har nogle specielle profetiske drømme, og der er et eller andet magisk element gemt i den plottråd, men her i første bog kommer vi ikke langt med det. Generelt har bogen ellers meget fart på, og der sker hele tiden noget nyt. Jeg kunne dog godt have ønsket, at der blev dvælet lidt mere ved noget af det.

* Spoilers i dette afsnit *

I stedet for at rejsen gennem bjergene bærer historien, som jeg havde troet, så varer den faktisk ikke så længe, og pludselig er Cawi og Dahlia i et samfund, som vi kender det.
Historien går altså fra at virke som et setup for et dystopisk fremtidssamfund med magiske elementer til at blive et romantisk drama med et usundt parforhold mellem  traumatiserede og syge personer. Og den slags er ikke mig. Havde fokus været mere på det dystopiske samfund, historien bag stormene, rejsen gennem bjergene og hvad det vil sige at være sjælevandrer, så havde jeg måske kunne lide den bedre. Men også karaktererne var langt fra min smag.

* Slut med spoilers *

Både Cawi og Dahlia irriterede mig og gjorde mig til tider direkte vred. Hvilket er en af grundene til, at sådant et romantisk drama af den grad ikke er min kop te. De er begge dårlige mennesker. Cawi er voldelig – også seksuelt – han tænker ofte, at han ejer, eller gerne vil eje, Dahlia, og har generelt et skidt syn på maskulinitet. Dahlia er modbydelig mod andre i begyndelsen, og senere er hun bare dum og elsker Cawi, trods alt det han gør. Ingen af de andre karakterer sagde mig noget, det virker mest som om, at de bare er fyld i historien.
Nogle læsere derude vil sikkert elske den slags forhold med den lækre bad boy, der ikke kan styre sit temperament, men som kvinden stadig elsker. Fordi de er skabt for hinanden og alt det der. Og der er da også to bøger, hvor de begge kan udvikle sig i endnu. Men jeg har desværre ikke tålmodigheden til at skulle følge dem på den rejse.

En anden grund til, at jeg simpelthen ikke kan komme over to stjerner, er, at bogen rent sprogligt har flere mangler. Det virker til tider som et uredigeret manuskript med sære kommafejl, typos og hele kapitler kun med replikker. Altså ingen beskrivelser eller uddybning af noget. Det kan måske være et stilvalg, men de replikker er, i mine øjne, ikke stærke nok i sig selv til, at de kan bære samtalerne alene. Og så synes jeg også, der manglede variation i sætningskonstruktionerne, hvor det ender med mange korte sætninger hele tiden.

Sjælevandrer er altså mere en dramatisk romance med en snert af fantasyelementer end det er ren fantasy. Hvis du er til den slags, så er bogen sikkert god, trods de sproglige mangler, men for mig var det bare hårdt at komme igennem.

– Mette

Dansk litteratur

Død verden 3: Håb af Louise Haiberg

Død verden 3 Håb

Forfatter: Louise Haiberg
Forlag: Tellerup
År: 2018
Sider: 281
Sprog: Dansk
Genre: Horror, science-fiction, fantasy

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐

Selvom Nera fik indsigt i Vitas hemmeligheder, er hun ikke faldet til ro. Hun er rastløs og savner Bane, når han er ude med de andre vampyrelvere og leder efter flere overlevende mennesker. Hendes løsning er, at hun simpelthen tager med næste gang, hjælper med at udrydde zombierne og overtaler menneskene til at stole på vampyrelverne. Men på deres første mission sammen sker det værste, der kunne ske.

Den tredje bog i Død verden serien er ligeså spændende og indlevelsesrig som de to første bind. Der er stadig en hemmelighed, eller måske faktisk to hemmeligheder der hænger sammen, som Nera får afsløret på den værst tænkelige måde. Det vender op og ned på grundlaget for Vita, og afslører, hvordan zombieapokalypsen startede.
Kuren, som lægen Peter forsøger at skabe, bliver også mere og mere presserende. Bogen ender, hvis det var slutningen på hele serien, lidt for tidligt i forhold til løsningen, som læseren ikke rigtig ser in-action – men jeg gætter på, det er en af grundene til, at vi nu alligevel får en fjerde bog i serien (som jeg glæder mig til!).
Død verden 3 har det meste af sit fokus på Nera, Bane og Kirstas rejse ud for at finde mennesker, og Nera og Banes forhold kommer vi lidt dybere ned i. Jeg synes dog stadig, deres forhold er meget kropsligt og håber på, at de får åbnet lidt mere op for hinanden og talt sammen i næste bog 😉
Der er desuden lidt worldbuilding i forhold til vampyrelvernes samfund, som var ret interessant, og som jeg håber på at se mere af.

Bogen har nogle rigtig stærke scener, bl.a. da Nera skal overtale en lille pige til at følge med dem, og da hun senere nægter ordrer fra både Bane og Kirsta. Skrivestilen med dagbogen har jeg elsket hele vejen, og de små tegninger og kruseduller styrker også indlevelsen.

Tematisk kredser bogen, selvfølgelig som titlen antyder, om håb. Nera får håbet tilbage for sig selv, da hun får en mission igen, en mening med sit liv, og hun har et håb om, at Peter kan kurere zombieepidemien, så verden kan begynde på ny. Om det helt bliver sådan, må vi vente til april med at læse!

– Mette

 

 

Dansk litteratur

Død verden 2: Utopia af Louise Haiberg

død verden 2 utopia

Forfatter: Louise Haiberg
Forlag: Tellerup
År: 2018
Sider: 256
Sprog: Dansk
Genre: Horror, science-fiction, fantasy

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐

Nera, Aidan og deres gruppe er ankommet til den by, som vampyrelverne lovede dem. Et utopia, hvor mennesker lever som i den gamle verden, trygt og sikkert, uden frygten for zombierne. Men alle smilene går Nera på nerverne. Hun føler sig ikke sikker. Hun ved, at byen gemmer på hemmeligheder, og at der er skyggesider til enhver lykke.

Så fik jeg endelig taget mig sammen til at læse videre i Død verden serien! Det tog mig heller ikke et år … XD Ikke fordi bogen var dårlig overhovedet, jeg var ret spændt på at læse videre, og anden bog holder da også niveauet.

Hele vejen igennem kan man mærke Neras ubehag ved Vita, som byen hedder, og dets indbyggere. Den måde, hvorpå alle glemmer zombierne og bare kan pakke fortiden væk, er skræmmende. Det er en sær kombination af, at de er nået i sikkerhed, men alligevel ikke er helt sikre. Skildringen af Neras tvivl, håb og langsomt voksende vanvid er troværdig og indlevelsesrig. Jeg føler mig, sammen med Nera, også i tvivl om, hvorvidt Vita nu er så god, og undrer mig over, hvad vampyrelverne ved, men ikke siger. Dog følte jeg ikke, at plottet blev rundet af, og bogen slutter lidt midt i det hele. Den føles ikke helt som sin egen bog, og selvom den naturligvis er nummer to i en serie, så burde den stadig have sin egen plotstruktur.

I forhold til persongalleriet møder vi lidt flere vampyrelvere, men den eneste nye karakter, der gør indtryk, er lægen Peter. Nera bliver hans hjælper, og gennem Peter forsøger hun at vriste Vitas hemmeligheder frem i lyset. Jeg kunne godt have tænkt mig lidt mere i forhold til Aidan, især efter vi får et flashback, der rummer en del baghistorie for de to. Bane er Neras lykkedrug, og når han er der, kan Nera glemme verden, men det ville nu være rart, hvis de også fik lidt mere interaktion end kun sex.

Tematisk kredser bogen en del om traumer, både om at komme sig over traumatiske oplevelser, om at sidde fast i fortiden og om, hvad der kan ske for dem, som aldrig formår at hive sig op igen. Dagbogsskriveriet fortsætter fra første bog og fungerer stadig rigtig godt både i forhold til sprogligt at give stemme til Nera og styrke indlevelsen.

Har du læst første bog, synes jeg klart, du skal læse videre – især nu når der snart kommer en fjerde bog i serien!

– Mette

 

Dansk litteratur

En som os af Josephine Kuhn og Nanna Hovgaard

79334517_419329235610509_741000996657823744_n

Reklame for Bookmate

Forfatter: Josephine Kuhn & Nanna Hovgaard
Forlag: Gyldendal
År: 2019
Sidetal: 125
Sprog: Dansk

Stjerner: ⭐⭐⭐

“Det var første gang, jeg oplevede, at skam og forkerthedsfølelser får næring, når der ties, men mindskes, når der bliver talt.”

De to unge kvinder bag podcasten Fries Before Guys tager i bogen En som os fat på de svære emner. Emner om at føle sig forkert, føle sig mindre værd end andre, og hvordan vi selv er med til at fastholde os i den vante konstruktion af, hvordan vi bør være.

Jeg har længe hørt godt om deres podcast og tænkt på, at jeg skulle få taget mig sammen til at høre den. Da jeg så deres bog på Bookmate, så jeg det som en oplagt mulighed for at finde ud af, hvem de var, og hvad jeg eventuelt kunne forvente af deres podcast. Jeg har hørt, at de i deres podcast er hudløst ærlige og ikke er bleg for at sætte de store emner under lup. Det er også tilfældet med deres bog, der på en eller anden måde er dejligt befriende. Nogle gange kan man dog godt sidde tilbage med følelsen af, at man uden tilladelse sniger sig til at læse i en anden persons dagbog.

De sætter ord på de tanker og følelser, man selv går rundt med, og får samtidig slået fast, at det er helt normalt at tænke de tanker, og at man ikke er alene. Det var rart at læse, at man ikke nødvendigvis er den eneste, der går rundt med forkerthedsfølelser, som de kalder det. De sætter spørgsmålstegn ved, hvordan vi opfatter os selv og andre, og hvordan vores billede af den perfekte kvinde er konstrueret af vores omverden og medierne. Det perfekte er noget uopnåeligt og unødvendigt at stræbe efter, fordi det er retoucheret af medierne. Det er blot glansbilleder, der kun får os til at få det dårligere med os selv. Essensen af dette kunne jeg ikke lade være med at sammenholde lidt med Hella Joofs Papmaché-reglenhvori hun pointerer, at vi skal lade være med at stræbe efter at være den STE til alt, men være glade for det, vi er gode til, og det vi har.

En som os siger de stop til en perfekthedskultur, der er løbet løbsk. Dette gør de gennem personlige fortællinger, digte, deres messenger-samtaler og dagbogsuddrag, der alle har til formål at sætte ord på deres inderste følelser, deres skam og meningerne om, at vi skal det perfekte billede til livs. Tonen er bramfri og ærlig, og sproget heri er levende og hverdagsagtigt. Det er skrevet som en samtale mellem de to, ja nærmest som en podcast. Denne blanding bliver dog til tider forvirrende og for meget til mig. Kapitlet om onani blev også en lille smule for ærligt for mig. Jeg er et meget privat menneske, og historierne om deres fantasier, onanimønstre, og hvad de ellers har prøvet i den retning, blev slet og ret for grænseoverskridende og udbasunerende til min smag. Men kudos for at turde sætte ord på det og dele det med både lyttere og læsere!

En som os er en vigtig bog, der forsøger at mindske skam og forkerthedsfølelser ved at tale ærligt om dem. Bogen åbner læserens øjne op for de problematikker, som unge mennesker kæmper med, og sætter tankerne igang. Bogen får 3 stjerner af mig. Jeg synes, at de to unge kvinder har fat i noget ved at belyse de tunge og vigtige emner på en ærlig og personlig måde. Men selve udførelsen heraf falder ikke helt i min smag, og jeg tror, at indholdet vil passe meget bedre som podcast (hvilket også er tilfældet). Skulle du have lyst til at læse Josephine Kuhn & Nanna Hovgaards tanker, kan den læses her: https://da.bookmate.com/books/bmha8gnD

– Camilla

Dansk litteratur

Izola 3: Tilbage til Izola af Christina Bonde

izola3 5

Reklame for Bookmate

Forlag: Tellerup
År: 2019
Sidetal: 336
Lydbogs længde 7:12:28 – link: https://da.bookmate.com/audiobooks/Egt9uNt5
Sprog: Dansk
Genre: Fantasy, YA

Stjerner: ⭐⭐

Izola er fanget i vores verden, mens upirernes verden er ved at falde fra hinanden. Hun må tilbage med det samme og finde Jorian. Brandmanden Mathias hjælper hende, men da hun endelig finder tilbage til Izola, ligger landet øde, og zombielignende udhungrede upirer tørster efter den mindste dråbe blod.

Så blev jeg endelig færdig med en af de mange bogserier, jeg efterhånden har påbegyndt, siden vi startede Litteraterne. Måske jeg skal skifte taktik og læse fra ende til anden næste gang, for detaljerne har det med at smutte engang imellem, synes jeg. Dog tror jeg ikke, jeg ville kunne give flere stjerner til Izola 3, selv hvis jeg havde læst trilogien som én lang bog. Det er svært at samle mine tanker om bogen/serien, så I må undskylde, hvis det her ender med at blive en halvlang rant.

Vi starter ud, hvor sidste bind sluttede, og Izola har fået en ny ven i brandmanden Mathias. Han kom ret pludseligt, lidt ud af ingenting, og jeg havde svært ved at se, grunden til hans karakter. Senere afsløres en mystisk hemmelighed om ham, men den forvirrer mig ærlig talt blot endnu mere. Det er svært at skrive om uden at spoile, men der burde have været uddybet mere eller været en bedre forklaring omkring ham.

Nå, men Izola får, ved hjælp af Mathias, fundet en måde at rejse tilbage til Falkien – nu kaldet Izola – på, og verdenen på den anden side er gået helt fra hinanden. Alt er dødt. Alt er øde. Upirerne er nærmest blevet til zombier i manglen på føde, og det var egentlig ret interessant at se de to koncepter blandet sammen. Efter en lang og sej kamp for overlevelse finder Izola endelig Jorian igen, men om jeg havde ønsket, han var frosset ihjel! Jeg syntes ikke, han opførte sig så led i de forrige to bind, men i denne her bog får han virkelig mit blod til at koge. Den måde han behandler og taler til Izola på, som om han ejer hende – skulle han ikke være anderledes end de andre mandlige upirer?

Deres mission er at redde verdenen, redde øen Izola, og de ved, at Helpi er nøglen. Eller hendes horn i hvert fald. Meget af bogen går på at rejse rundt for at lede efter den ene eller den anden og overleve i den barske og øde verden. Som I de forrige bøger synes jeg, Helpi altid kommer og hjælper, og det bliver for belejligt, for nemt. Der kommer også et plottwist fra morens fortid, som hænger sammen med Helpi, men det er ikke vellykket i mine øjne. Det føles også som om, det kommer lidt ud af det blå, og de nye informationer bliver aldrig rigtig tacklet bagefter hellere. Jeg tror, en historie om morens fortid ville være en langt mere spændende og vellykket fortælling for mig, end Izolas har været.

Så er der spørgsmålet, om eventyret alt sammen er noget, Izola finder på. Om det hele er fantasi. Det var jo den løsning, jeg gerne havde set, men det er som om Tilbage til Izola danser lidt rundt om svaret og ikke rigtig vil ud med det. Der er små plottråde, som smides op, men glemmes lidt igen. Annes baby, Zitas død, navnene på gravstenene, Mathias’ teori. Små detaljer, som kunne give svaret, hvis Izola havde forsøgt bare lidt mere. Måske pointen er at balancere mellem fiktion og virkelighed for at give læseren en oplevelse af, at de selv må tage stilling til spørgsmålet? Hvis ja, fungerer det ikke for mig, jeg måtte desværre igen se mig mere irriteret og forvirret end nysgerrig og fascineret.

Hvorfor så stadig to stjerner? Fordi jeg er sikker på, at der er andre derude, som vil synes om bogen. Måske endda nogen, som forstår den og ikke er forvirret som jeg. Og så tror jeg læseoplevelsen vil blive en del bedre. Og så er den, som jeg har skrevet i de andre anmeldelser, let og fint skrevet – og fungerer også ganske godt som lydbog. Indlevelsen fejler ikke noget. Jeg kan mærke kulden, når de går i stormen, jeg ville bare ønske, jeg også kunne mærke eventyret.

– Mette