Dansk litteratur

Rosenholm-trilogien 1: Roser & violer af Gry Kappel Jensen

Roser og violer

Forfatter: Gry Kappel Jensen
Forlag: Turbine
År: 2019
Sprog: Dansk
Sidetal: 347
Genre: Fantasy, YA

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐ en halv

Kirstine, Kamille, Victoria og Malou er alle inviteret til optagelsesprøve på den mystiske kostskole Rosenholm. Her undervises ikke i almindelige fag, men i de fire grene for magi; Jord, Vækst, Blod og Død. Deres første skoleår bliver noget dramatisk, da en ånd forsøger at fortælle dem noget. Noget vigtigt, som de må vide. Som de må løse. Som de må advares om. Mysteriet bringer de fire piger sammen, og inden året er omme, er en af dem blevet udvalgt.

Roser & violer er en imponerende YA fantasy roman. Plottet er virkelig gennemtænkt, og jeg sad ofte og funderede over, hvad der egentlig foregik og overvejede, hvem der kunne være indblandet i det. Jeg endte med at gætte rigtigt, inden det hele blev afsløret, men jeg var overhovedet ikke hundrede procent sikker på mit gæt på noget tidspunkt. Det er bare utrolig godt skruet sammen, og på ingen tidspunkter kedede jeg mig.

Verdenen i Rosenholm-trilogien er vores verden, vores Danmark, men med et hemmeligt samfund af magikere. (Og en meget ukorrekt togstation i Sorø må jeg lige sige! Jeg bor her, og det er altså ikke en flække midt ude i ingenting XD Der er sågar en lille cafe! Anyway, sorry … ) Man må ikke snakke om magi til andre end dem, som allerede kender til det. Magien er opdelt i fire kategorier: Jord, Vækst, Blod og Død, og det fungerer meget fint. Det er simpelt og ligetil, men jeg kunne godt bruge lidt mere tid i timerne og få uddybet præcis, hvordan og hvorledes det fungerer. Og hvad man bruger magi til efter skolelivet. Forhåbentlig får vi det uddybet i de næste bøger.

 

Rosenholm 1 roser og violer

Romanen er inddelt efter de fire pigers synsvikler, plus synsvinklen fra en mystisk karakter, som man først i løbet af bogen forstår. Jeg syntes, alle fire piger var rigtig fine karakterer med hver deres personlighed og stemme. Kirstine er den forsigtige introverte pige, Kamille er den boblende, positive og altid venlige, Victoria er den rolige og medfølende, mens Malou er den usikre og hidsige. Da de også hver især har forskellige grene inden for magien, fungerer de også som læserens adgang til indsigt i alle grenene. Der er også et par drenge, som er interessante – og en regel om ingen kontakt mellem kønnene, som naturligvis er til for at blive brudt.

Roser & violer er rigtig flot skrevet. Sproget flyder fint og let, og siderne vender sig hurtigt. Jeg lyttede også til lydbogen på Bookmate løbende, og det fungerede som sådan OK, men der er typografiske detaljer såsom SMS-beskeder, der går tabt. Og så manglede der et kapitel på fire sider, hvilket var lidt forvirrende. Hvis fejl det er, ved jeg ikke.

Tematisk arbejder bogen med identitet, venskab og kærlighed. Tre meget typiske temaer for netop YA-genren, og temaer som fungerer rigtig fint i samspil med de fire pigers udforskning af magien og livet på en kostskole.

Så hvis du, ligesom jeg, også blev fanget af den fantastisk smukke forside, men har undret dig over, om Roser & violer nu også er en fantastisk bog indeni, så kan jeg forsikre dig om, at det er den!

– Mette

 

 

Skrivetips

Skrivetip #12

Skrivetip 11 - oktober

Denne måneds skrivetip handler om klicheer og billedsprog. Vi er godt alle sammen klar over, at overbrug af klicheer og billedsprog ret hurtigt bliver irriterende. Derfor har vi her skrevet et skrivetip om netop brugen af de to, og hvordan du kan overveje at udskifte disse med egne udtryk for at gøre historien til helt din egen.

En kliche er ifølge ordnet.dk et: banalt udtryk; forslidt talemåde især om udtryk som har mistet sin oprindelige friskhed

De fleste klicheer er vendinger, vi har hørt så mange gange, at de bare kommer ud som noget helt naturligt, ja faktisk som skidt fra en spædekalv for nu at blive i klicheernes verden. Det er fint, hvis de gør det, så længe du er bevidst om at finde klicheerne og gøre dem til dine egne i redigeringsprocessen. Det er næsten helt sikkert, at du finder frem til en formidling, som bedre udtrykker det, du egentlig ville sige – fordi den rent faktisk kommer fra dig. Dermed ikke sagt, at du ikke må bruge klicheer. Det kan være rigtig svært at komme udenom, og vi kommer da også hurtigt selv til at bruge dem, fordi det er så naturligt. Det handler i stedet om, at du ikke bruger dem for ofte, at du bruger dem i nye og anderledes sammenhænge, eller at du forsøger at lave lidt om på dem, så de bliver friske og mere dine egne.

Det samme gælder egentlig også billedsproget. I stedet for at bruge de slidte metaforer såsom:

Hendes øjne skinnede som diamanter.

Eller

Han var skarpt skåret som en græsk helt.

Så opfind i stedet dine egne! 

Tag udgangspunkt i eksisterende metaforer og andet billedsprog, og gør det til dit eget. I stedet for øjne, der skinner som diamanter, hvorfor så ikke lade hendes øjne skinne som overfladen på stillestående vand, hvori solen spejler sig? Den var egentlig ret god, dips på den! 😆

Her siger vi heller ikke, at du ikke må bruge allerede opfundne metaforer. Det bliver bare meget hurtigt ensformigt og uopfindsomt, hvis alle benytter sig af de samme udtryk. Og din tekst skulle jo gerne skille sig ud fra mængden! Prøv noget nyt, udfordr dig selv med at opfinde nye udtryk og lege med sproget, skab dit eget. Det gør det lidt mere spændende, når der i en historie pludselig optræder udtryk og vendinger, man ikke har læst før. 

I forhold til plottet kan der også være klicheer. I YA-genren kan det være et trekantsdrama mellem en pige og to drenge, i fantasygenren kan det være at hovedpersonen er ‘den udvalgte’, der skal bekæmpe ‘mørket’ eller ‘de onde’ – måske på baggrund af en profeti?

Det er ikke, fordi de ideer er dårlige. De er bare set så mange gange før, at det er svært at gøre dem til ens egne, hvis man ikke passer på. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på klicheer i ens historie. En øvelse du kan lave er at vende det hele på hovedet. Find dine klicheer – hvad end det er i handlingen eller karaktererne – og lav alt modsat. 

Er det en mandlig hovedperson? Prøv at gøre ham til en kvinde. Lider hun stadig af klichéer? 

Er din hovedperson den udvalgte? Eller er det måske en fejl, og de har kun troet, de var det? Hvad gør det for historien? Og for karakterens identitet? 

Er der to drenge, der kæmper om pigen? Så ender hun måske op med sin bedste veninde i stedet?

Og så videre og så videre.

Du behøver ikke vælge at gå med alle dine omvendte ideer. Det kunne gå hen og blive et værre rod. Men det er en øvelse, som kan være med til at hjælpe dig på vej mod friskere ideer. Prøv noget nyt og tag chancer – det kan altid slettes igen, hvis det ikke fungerer.

 

God skrivelyst!
Litteraterne

 

Dansk litteratur

Papmaché-reglen og andre glimrende leveregler fra livets lovsamling af Hella Joof

75640695_2443834119162948_2890919075070869504_n

Reklame for Bookmate

Forfatter: Hella Joof
Forlag: Gyldendal
År: 2016
Sidetal: 117
Sprog: Dansk

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐

“Man skal drysse glimmer på, hver gang der sker noget godt, og stille det på kaminhylden.”

Jeg har længe gerne ville læse Hella Joofs Papmaché-reglen, så da Bookmate tilbød et gratis abonnement, så jeg det som en oplagt mulighed for endelig at give mig i kast med bogen. Min oprindelige plan var at høre bogen som lydbog, men jeg måtte hurtigt indse, at jeg ikke dur til det. Jeg mister hurtigt koncentrationen og får slet ikke samme oplevelse, som når jeg selv læser. Heldigvis kunne jeg også finde bogen som e-bog derinde.

Det er ikke sidste gang, jeg benytter mig af Bookmate. Udvalget er bredt og varierende, så der er noget for enhver smag – og der er da også mange flere, jeg gerne vil udforske!

Papmaché-reglen handler i bund og grund om livet, og de spilleregler som livet har. Hvordan vi bør værdsætte det, vi allerede har, og være taknemmelige. Hvordan vi af pli og venlighed bør gøre veninden opmærksom på, at hun har birkes mellem tænderne, eller hvordan vi bør sætte pris på den grimme hjemmestrikkede sweater som bedstemor Birte med et stort smil overrækker til jul. Den indeholder 25 små regler, som livet kan (og burde) leves efter med små anekdoter fra Hellas eget liv.

Af skønne regler kan eksempelvis nævnes:

Glimmer-reglen. Denne regel handler egentlig om, at vi skal huske de gode oplevelser her i livet. Selv de helt små. Det, der gør os glade, skal have lidt ekstra glimmer og stilles til frit skue på kaminhylden (hvis man har sådan én), så man bliver mindet om disse oplevelser.

Pizza-reglen. Hvorfor nøjes, hvis du kan gå efter det, du gerne vil have? Når du bestiller pizza, vælger du jo den, du helst vil have – hvorfor så ikke også gøre det i alle henseender?

Bage-reglen. Bare fordi ingen andre melder sig til den sure tjans, behøver du heller ikke gøre det. Det afføder bare negativitet, når du gør det, fordi ingen andre gider. Så hellere være glad!

Og måske endda den vigtigste (i min optik) af dem alle Den STE-regel. Lige fra barnsben af får vi at vide, at vi skal være den STE af et eller andet, hvad end det er den klogeste, sødeste eller smukkeste. Accepter i stedet, at du ikke kan være den STE af alt og sæt pris på det, du så er.

Bogen er ligetil med et levende og let sprog, hvor Hella Joofs fortællerstemme flyder derudaf og river læseren med på en underholdende og lærerig rejse gennem oplevelser, man nemt kan nikke genkendende til. Selvom det egentlig er en lidt tankevækkende bog, så er reglerne krydret med en god portion humor og uhøjtidelighed, så det ikke bliver alt for tungt og belærende. Mens man læser, kan man næsten mærke Hella Joof bag hvert enkelt bogstav.

Papmaché-reglen er en sprudlende og sjov bog om livet med alt, hvad det indebærer – og hvis du synes, at livet er lidt for træls, eller du på en eller anden måde har brug for livsråd, så vil jeg anbefale dig at enten læse eller lytte til denne.

Den kan læses her https://da.bookmate.com/books/bgZDU26b

Og husk det nu – glimmer på og op på kaminhylden ✨✨

– Camilla

 

 

Dansk litteratur

Mindelandet 1: Dronningernes erindringer af Line Wenzel

Mindelandet 1 Dronningernes Erindringer

Forlag: Tellerup
År: 2019
Sidetal: 296
Sprog: Dansk
Genre: Fantasy, YA

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐

Prinsesse Tellas fødselsdagsfest tager en dramatisk drejning, da Melina, en udstødt adelig og forhenværende ven af dronningen, dukker op med store krav og trusler. Melina kender til fortiden og vil afsløre den, hvis ikke dronning Leonora føjer sig. Men dronningen ved ikke, hvad det er, Melina ved, da Leonora har opgivet sine minder for at udføre magi. Det er derfor nu op til Tella at rejse ud for at finde dronningernes erindringer.

Jeg var ret spændt på at læse første bog i den nye serie Mindelandet, da min kæreste havde læst bogen først og ikke opgav halvvejs igennem! Han har lidt høje standarder… Selvom jeg nu også synes, jeg har det. Men Dronningernes erindringer levede op til mine forventninger, og jeg glæder mig til at læse videre i serien.

Bogen følger kort fortalt Tellas rejse ud i landet Sunira i sin søgen efter de hemmeligheder, som hendes mor har glemt. Hun møder både venner og fjender, lærer at kæmpe med og uden magi, og får øjnene op for dele af landets historie, som hun ikke før kendte til. Sunira virker til at være et typisk middelalderagtigt fantasyland, og det spændende i verdensopbygningen finder vi i, hvordan magien fungerer. For at bruge magi skal man ofre et minde, og jo større en magisk bedrift, jo vigtigere et minde skal man bruge. Det er en original ide, som kan udfoldes på flere måder. At magiens pris er ens minder, giver rigtig mange spændende muligheder for både, hvad Tella kan finde i fortiden, og hvilke valg hun kan komme ud for i fremtiden. Det fungerer også som en underliggende tematik for bogen, der behandler især behovet for og konsekvenserne af at holde hemmeligheder. Det eneste jeg synes kunne være gjort bedre var klimakset. Det gik lidt for hurtigt, og Melinas motiver for sine handlinger stod mig en anelse uklart.

Tella er en meget sympatisk hovedperson. Trods hendes royale afstamning virker hun nede på jorden og ikke snobbet eller forkælet, men man kan stadig mærke, at hun er vokset op i et beskyttet miljø. Især er der meget, som hun slet ikke ved omkring sit eget land, til dels fordi hun aldrig rigtig har været derude blandt folket før, og så fordi hendes mor har mange hemmeligheder. Dronningen får ikke så mange scener, men der er et tidspunkt, hvor Leonora og Tella sidder sammen og får åbnet lidt op om fortiden, som jeg syntes var virkelig fint skrevet og som føltes ægte.
Tella får også to rejsekammerater, Tatine og Dristan, som jeg lynhurtigt kom til at holde af. Især Dristans og Tellas dynamik faldt jeg for, og de fik mig flere gange til at smile. Dem glæder jeg mig meget til at lære mere om, og jeg må indrømme, at det nok netop er de tre karakterer, der får mig op på fem stjerner. Jeg vaklede nemlig lidt mellem fire og fem, mest på grund af klimakset, men et godt persongalleri trækker bare ret meget op hos mig personligt.

Sprogligt flyder historien fint, og karaktererne har deres egne stemmer. Det eneste jeg ellers lagde mærke til var, at dialogen enkelte gange er fortalt til læseren i stedet for at være skrevet ud som replikker. Det er ikke en dårlig ting i sig selv, men mere en smags sag.

Så hvis du er fantasyelsker, sætter pris på gode karakterer ligesom jeg og synes magisystemet med minder lyder interessant, så tøv ikke med at gå i gang med Mindelandet-serien.

– Mette

 

Dansk litteratur

Manden der glemte sig selv af K. B. Assenholm

manden der glemte sig selv.JPG

Reklame: anmeldereksemplar tilsendt af forfatteren

Forfatter: K. B. Assenholm
Forlag: Books on demand
År: 2019
Sprog: Dansk
Sidetal: 137
Genre: Humor

Stjerner: ⭐⭐

Arne er en ret almindelig mand. Han har et almindeligt job, han har en kone og tre børn, han har en plat humor og en umættelig trang til hotdogs og søde sager. Men han har også en hemmelighed. I sin fritid gør han lokalområdet mere sikkert som helten BatArne.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige om den her bog. Det er meningen, den skal være humoristisk, men jeg fandt den ikke særlig morsom. For det meste var den bare plat. Men humor er subjektivt, så derfor er det svært at bedømme den. Hvis du er til pruttejokes og plat far humor, kan det da godt være, at den her bog er noget for dig. Men jeg begyndte ret hurtigt at blive træt af det. Træt af Arne, der ofte virker ret selvcentreret, til trods for at han jo netop prøver på at hjælpe til som superhelt.

Handlingen følger Arne, der har det her hemmelige alter ego, som egentlig bare er ham selv i et flagermuskostume, der jagter, hvad han tror er forbrydere. Han elsker også at fyre dårlige jokes af og at fyre medarbejdere som en dårlig joke. Både for-sjov-fyringen og mordet af en kat var øjeblikke, hvor jeg stærkt overvejede om folk med så dårlig humor virkelig eksisterer. I løbet af historien går det da også mere og mere op for Arne, hvor underlig han er. Det er sgu ikke normalt at klæde sig ud og jagte romkugletyve, mens man lyver overfor konen om, hvor man har været. Arne har nok lidt en midtvejskrise egentligt. En meget mærkelig en af slagsen.

Der er ikke så meget at sige om karaktererne, da Arne er den eneste, der har noget karakter. De andre er bare kone eller barn eller kollega eller nabo. Der er ikke rigtig nogen dybde i dem, men bogen handler jo også om Arne og er kun på 137 sider. Der kommer åbenbart en efterfølger, men hvad den skal handle om, er mig en gåde.

Manden der glemte sig selv er ikke lige en bog for mig, men måske for dig, hvis du bare gerne vil have en kort, letlæst og (muligvis?) sjov læseoplevelse om en midaldrende mand, der leger helt i sin fritid og synes, pruttepuder er noget af det sjoveste, der findes.

– Mette