Amerikansk litteratur

The Gentleman’s Guide to Vice and Virtue af Mackenzi Lee

InShot_20190224_151848719.jpg

Forfatter: Mackenzi Lee
Forlag: Katherine Tegen Books
År: 2017
Sprog: engelsk
Sidetal: 501
Genre: Young Adult, Eventyrlig historisk roman, LGBTQ+

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐

Henry ’Monty’ Montague er en stor skuffelse for sin far. Han er blevet smidt ud af den fineste kostskole i landet, driver sine dage af med at drikke, feste og gamble, og sover til højre og venstre med både kvinder og mænd. Inden han for alvor skal rette op på sig selv og overtage ansvaret fra sin far, får han muligheden for at rejse gennem Europa med sin bedste ven Percy. Og selvom de får en voksen med til at holde dem i ørerne, og skal trækkes med lillesøsteren Felicity, så har Monty ikke tænkt sig at lade sin sidste chance for frihed gå til spilde.

The Gentleman’s Guide to Vice and Virtue har det hele. Det er ét langt eventyr på rejse gennem Europa, fyldt med stemning, mystik, humor og en af de mest frustrerende kærlighedstroper, der findes: mutual pining. En gensidig længsel mellem to personer, der begge er smaskforelskede i hinanden, men også begge tror, den anden part ikke er forelsket i dem.

Tempoet i romanen er perfekt. Ikke et eneste øjeblik følte jeg, at det gik for stærkt eller for langsomt. Vi kommer meget rundt og besøger flere byer, men skipper de lange rejsedage, som ikke giver noget indblik i hverken plot eller karakterer. Fokus er der hvor det skal være, hvad enten kapitlet fremmer plot eller karakterudvikling. Og balancen mellem de to er i top. Det er måske ikke det mest komplicerede plot, og jeg kunne gætte mig til meget, men det er en skøn rejse alligevel.

Karaktererne skal uden tvivl have en stor del af æren for romanens succes. Monty, Percy og Felicity er alle tre velskrevne, runde og interessante karakterer med hver deres distinkte personligheder, men også mindre karakterer som Helena og Scipio kommer man til at holde af. At de alle hver især har deres egen agenda, deres egne ideer og ønsker, som driver dem, skaber flere plottråde som flettes virkelig godt sammen under det overordnede plot.

Monty vandt mig først over med sin lette og humoristiske attitude. Lidt efter irriterede han mig med sin selvcentrerede egoisme, men holdt mig i sidste ende i et fast greb med en sårbarhed, der går lige i hjertet. Han prøver virkelig, han dummer sig igen og igen, men han prøver, og han er derfor også den karakter, der udvikler sig mest igennem bogen. Percy er det sødeste, mest venlige og hjælpsomme menneske. Han er en ægte solstråle, og man kan ikke bebrejde Monty, at han falder for ham. Deres forhold er én lang pine for læseren, men på den der åh så dejligt smertefulde måde. Til tider er de sgu begge lige dumme. Og de fortjener hinanden. Felicity er Montys søster. Hun gør også oprør, selvom det er Montys oprør, der er mest i fokus. Hun vil ikke bøje sig for tidens kvindesyn, ses altid med en bog i hånden og drømmer om at studere medicin. Jeg glæder mig til at læse næste bog med hende som hovedperson.

Sproget er letlæseligt, og skrivestilen holder som nævnt et godt tempo, og er fyldt med masser af humor og gode beskrivelser, der skaber den rette stemning og gør det let at leve sig ind i handlingen. Temaerne i romanen spænder vidt og berører alt fra LGBTQ+ forhold, kvindesyn og racisme til mishandling, uhelbredelig sygdom, politik og ungdomsoprør – alt i en interessant historisk kontekst, vi dog stadig kan få noget ud af i dag.

– Mette

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s