Genrebestemmelse

Hvad er fantasy?

_20190326_210214

Det er forår, og der er magi i luften! Eller i hvert fald her på bloggen. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er ret vild med fantasy, og har været det siden Harry Potter-serien omvendte mig til bognørd. På litteraturstudiet læste vi alt andet end populærlitteratur, hvilket var et friskt pust for en som mig, der ikke ville ane, hvor jeg skulle starte med den ’finere’ litteratur. Men derfor savnede jeg nu alligevel mit fantasy – og skrev naturligvis om genren til mit endelig speciale på kandidaten!

Lidt af den viden jeg opsnuste i forbindelse med projektet, vil jeg skrive om her. Det kommer til at handle om fantasy som genre, hvordan man definere genren, om man overhovedet kan, og så lidt om hvordan man kan opbygge verdener i fantasygenren.

Et brud med virkeligheden

Fantasy er en genre, der ikke så let lader sig definere. Vi ved alle det har noget med magi at gøre, eller det overnaturlige i hvert fald. Noget urealistisk. Måske endda en anden verden. Men hvis vi går helt ned til de grundlæggende byggesten, er det eneste, vi virkelig kan konkludere, at fantasy handler om det umulige og er fiktiv. Genren skal dermed på en eller anden måde bryde med læserens virkelige verden, bryde med det mulige, men ellers er den ganske fri.

Fantasy kan altså ses som modstykke til realismen. Hvilket giver meget god mening, for fandtes fantasy overhovedet som genrebegreb, før realismen gjorde det? Før fantasygenren og realismens opståen fandtes der mange fortællinger, der brugte fantasiske træk. De antikke græske og romerske tekster eller middelalder romancer eksempelvis, indeholder magiske transformationer, monstre, troldmænd, drager og andre overnaturlige elementer, og mange moderne fantasyværker er stærk inspireret af disse gamle tekster om guder og helte. Men disse tekster blev ikke set på som en del af genren fantasy, fordi genren slet ikke eksisterede.

Men det gør den nu! Og heldigvis for det. Fantasy har den fantastiske egenskab at føre læseren til helt andre verdner, mere eller mindre fjernet fra realiteten. Al fiktion kan naturligvis føre læseren til ukendte steder, men fantasy sætter graden af mærkværdighed op både for at højne eskapismen, men også for at styrke fremmedgørelsen for læseren.

Fantasyverdener – fire overordnede tilgange

20190327_185158.jpg

Hvis man læser akademiker og kritiker Farah Mendlesohns værk Rhetorics of Fantasy, bliver man introduceret til én måde at opdele fantasygenrens brud på virkeligheden. Hun taler om fire kategorier for opbygning af fantasyuniverser: the Portal-Quest, the Immersive, the Intrusive og the Liminal Fantasy. Alt efter hvordan man kommer ind i fantasyværkets anden verden, afgør hvilken kategori værket hører til. Kort opridset inviteres vi ind i verdenen i Portal-Quest, er indfødt i den i the Immersive, bliver påtvunget elementer fra den i the Instrusive og skimter det magiske ud af øjenkrogen ved the Liminal.

Klassisk portal-quest fantasy er eksempelvis Narnia, hvor de fire hovedpersoner opdager en ny verden, efter de er gået igennem en portal i klædeskabet. Grundlæggende for denne type fantasy er, at det fantastiske er på den anden side af portalen. Man kan også argumentere for at Harry Potter er portal-quest fantasy, selvom der her er tale om parallelsamfund mere end universer. Questdelen af denne type fantasy er også meget klassisk for genren og består oftest af en række opgaver som helten må løse igennem historien. Her passer Harry Potter og de vises sten eksempelvis rigtig godt, da der præcis er en række opgaver Harry, Ron og Hermione skal løse, før de kan få fat på stenen.

I modsætning til en Portal-Quest fantasy inviteres vi ikke ind i universet i en Immersive fantasy, men befinder os fra begyndelsen af i det. Vi præsenteres for det fantastiske uden kommentarer eller uddybende forklaringer, fordi protagonisten, som vi følger, er en del af verdenen og tager fantasyelementerne for givet. Immersive er ofte brugt i High Fantasy bøger, så denne type fantasy ser vi bl.a. i A Song of Ice and Fire/Game of Thrones og His Dark Materials/The Golden Compass.

I intrusive fantasy skal det umulige, det magiske, forstyrre roen og logikken i vores verden. Det kan være som i serierne The Mortal Instruments eller Percy Jackson, hvor henholdsvis dæmoner og græske guder bryder ind i den normale hverdag.

Liminal Fantasy er den mest sjældne og ses oftest i magisk realisme, hvor man ikke helt er sikker på, om magien er der eller ej. Den første bog jeg selv umiddelbart tænker på er The Night Circus, som føles lidt som en drøm, og skaber mystik og magi, der altid er lige udenfor rækkevidde.

Men grænserne er naturligvis flydende mellem de fire kategorier. Harry Potter starter eksempelvis ud med at være intrusive – især for Dursleyfamilen! Magien er udefrakommende og ikke velkommen. His Dark Materials er ligeledes en immersive verden, der dog også gør brug af portaler, blot med omvendt fortegn, hvor portalen leder til en verden mere lig vores. Og Percy Jackson serien er én lang serie af quests, der skal løses, så heltene i sidste ende får reddet verden. I hvert fald indtil næste serie, ikke?

Kan I komme på flere eksempler på bøger i de fire kategorier? Og har I en favorit tilgang til fantasy verdener?

– Mette

 

Reklamer
Dansk litteratur

Beelzebul af Mona Hawthorn Andersen

55211331_305111496846950_3005271703153541120_n

Reklame: Anmeldereksemplar tilsendt af forfatter og Forlaget mellemgaard

Forfatter: Mona Hawthorn Andersen
Forlag: Forlaget mellemgaard
År: 2019
Sprog: Dansk
Sidetal: 461
Genre: Thriller, psykologisk, gys

Stjerner: ⭐⭐⭐

“Beelzebul venter i tågens grumsede cirkler. Hungrig og utålmodig er hans færd, opfyldt af dyrets primitive lyster. De rødglødende øjne er rettet mod os dødelige ynglinge, der går endnu en bleg skoledag i møde.”

Som I efterhånden har bemærket, elsker jeg gys og især det psykologiske. Da vi blev kontaktet af Mona med henblik på at læse og anmelde hendes nyeste roman, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg skulle læse den.

Beelzebul handler om gymnasieeleven Amanda, der har problemer med at passe ind i sin klasse. Hendes mor forsvandt femten år tidligere, og lillebroren har problemer med hjertet. I byen hærger fem pigers mystiske forsvinden, og pludselig havner Amanda i psykopatens hænder. Det bliver en kamp på liv og død, og Amanda er ikke én, der bare giver op. Hvad er der sket med de fem andre piger? Og slipper hun nogensinde levende ud af psykopatens favn?

For det første er det virkelig en interessant historie, hvor man får et indblik i både offerets og gerningsmandens tanker. Det skaber en dybde, der er med til at gøre gerningsmanden des mere psykopatisk. Samtidig opstår der en forståelse for, hvordan han er nået helt derud, hvor han bortfører piger og mishandler dem. Det gør det hele så meget mere grusomt på en måde. Undervejs fik jeg associationer til Bret Easton Ellis’ American Psycho, idet nydelse og lidenskab pludselig bliver en blanding af sex og vold. Samtidig er Mona heller ikke bange for at blive meget grafisk i sine beskrivelser af både sex og mishandlingen, akkurat som Ellis’ heller ikke er det. Begge romaner bliver på den måde en helt anden gren af pervers og på grænsen til decideret frastødende i det grafiske. Derfor vil jeg råde sarte sjæle til at skippe let og elegant over de voldsommere passager.

Plottet er virkelig spændende og nervepirrende, og man efterlades helt ude på kanten af stolen de gange, det lykkes Amanda at komme fri og stikke af. Der er et hurtigt tempo under disse flugtforsøg, som blot understreger scenernes hektiske stemning. Gyserelementerne er strøget fint ud over plottet og skaber den helt rigtige vibe. Og når det blandes med det psykologiske aspekt og indblik i psykopatens tanker, så fungerer det bare. Situationen og følelserne skildres på en realistisk måde og står i skarp kontrast til den nærmest uvirkelige mishandling. Det burde jo ikke kunne ske, men alligevel har historien rod i virkelige hændelser, hvilket blot forstærker grusomheden.

Det leder mig videre til den mere negative del. For selvom jeg er positivt overrasket over selve plottet, så er der desværre en del ting, jeg ikke synes fungerer. Mit primære problem var faktisk historiens hovedperson, Amanda. Hun irriterede mig alt for meget, til at jeg kunne sætte mig ordenligt ind i hendes situation. Hendes reaktioner på mange af hændelserne og tankerne omkring det, virkede bare urealistiske. Hun tog det alt for pænt i mange af situationerne og lagde mærke til ting, som jeg ikke er sikker på, andre ville lægge mærke til, hvis de havnede i samme situation. Samtidig er der nogle ting i plottet, der forekom mig usandsynlige og lidt for nemme. Jeg vil ikke gå i dybden med dem her, da det vil afsløre for meget af handlingen i bogen. Det ødelagde desværre lidt af min oplevelse, fordi det simpelthen bare virkede for nemt og forudsigeligt.

På trods af at sproget er let og hverdagsagtig, så bliver det nogle gange for beskrivende, og dialogerne virker sommetider forcerede. Jeg har intet imod miljøbeskrivelser, da de ofte er med til at sætte en stemning. Men visse steder i romanen bliver de ikke brugt til andet end blot beskrivelse, der som sådan ikke har nogen indvirkning på plottet. Når historien fortælles fra teenageren Amandas synsvinkel, forekommer det på sin vis også usandsynligt, at hun ville lægge mærke til træværket på et hus eller beskrive facaden på sit hjem. Når jeg kommenterer på dialogerne som forceret, skyldes det, at de ikke altid flyder lige godt eller har det rigtige samspil karaktererne imellem.

Beelzebul får 3 stjerner med på vejen fra mig, da den både rummer gode og mindre gode elementer. Plottet og historien er i sig selv spændende og nervepirrende, men udførelsen halter desværre på nogle punkter, der trækker læseoplevelsen ned. Man kunne med fordel have skåret ned på beskrivelser og sammenligninger og i stedet fokuseret på handlingen, for det er her, der pludselig sker noget, og hvor romanen blomstrer.

– Camilla

Amerikansk litteratur

The Gentleman’s Guide to Vice and Virtue af Mackenzi Lee

InShot_20190224_151848719.jpg

Forfatter: Mackenzi Lee
Forlag: Katherine Tegen Books
År: 2017
Sprog: engelsk
Sidetal: 501
Genre: Young Adult, Eventyrlig historisk roman, LGBTQ+

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐

Henry ’Monty’ Montague er en stor skuffelse for sin far. Han er blevet smidt ud af den fineste kostskole i landet, driver sine dage af med at drikke, feste og gamble, og sover til højre og venstre med både kvinder og mænd. Inden han for alvor skal rette op på sig selv og overtage ansvaret fra sin far, får han muligheden for at rejse gennem Europa med sin bedste ven Percy. Og selvom de får en voksen med til at holde dem i ørerne, og skal trækkes med lillesøsteren Felicity, så har Monty ikke tænkt sig at lade sin sidste chance for frihed gå til spilde.

The Gentleman’s Guide to Vice and Virtue har det hele. Det er ét langt eventyr på rejse gennem Europa, fyldt med stemning, mystik, humor og en af de mest frustrerende kærlighedstroper, der findes: mutual pining. En gensidig længsel mellem to personer, der begge er smaskforelskede i hinanden, men også begge tror, den anden part ikke er forelsket i dem.

Tempoet i romanen er perfekt. Ikke et eneste øjeblik følte jeg, at det gik for stærkt eller for langsomt. Vi kommer meget rundt og besøger flere byer, men skipper de lange rejsedage, som ikke giver noget indblik i hverken plot eller karakterer. Fokus er der hvor det skal være, hvad enten kapitlet fremmer plot eller karakterudvikling. Og balancen mellem de to er i top. Det er måske ikke det mest komplicerede plot, og jeg kunne gætte mig til meget, men det er en skøn rejse alligevel.

Karaktererne skal uden tvivl have en stor del af æren for romanens succes. Monty, Percy og Felicity er alle tre velskrevne, runde og interessante karakterer med hver deres distinkte personligheder, men også mindre karakterer som Helena og Scipio kommer man til at holde af. At de alle hver især har deres egen agenda, deres egne ideer og ønsker, som driver dem, skaber flere plottråde som flettes virkelig godt sammen under det overordnede plot.

Monty vandt mig først over med sin lette og humoristiske attitude. Lidt efter irriterede han mig med sin selvcentrerede egoisme, men holdt mig i sidste ende i et fast greb med en sårbarhed, der går lige i hjertet. Han prøver virkelig, han dummer sig igen og igen, men han prøver, og han er derfor også den karakter, der udvikler sig mest igennem bogen. Percy er det sødeste, mest venlige og hjælpsomme menneske. Han er en ægte solstråle, og man kan ikke bebrejde Monty, at han falder for ham. Deres forhold er én lang pine for læseren, men på den der åh så dejligt smertefulde måde. Til tider er de sgu begge lige dumme. Og de fortjener hinanden. Felicity er Montys søster. Hun gør også oprør, selvom det er Montys oprør, der er mest i fokus. Hun vil ikke bøje sig for tidens kvindesyn, ses altid med en bog i hånden og drømmer om at studere medicin. Jeg glæder mig til at læse næste bog med hende som hovedperson.

Sproget er letlæseligt, og skrivestilen holder som nævnt et godt tempo, og er fyldt med masser af humor og gode beskrivelser, der skaber den rette stemning og gør det let at leve sig ind i handlingen. Temaerne i romanen spænder vidt og berører alt fra LGBTQ+ forhold, kvindesyn og racisme til mishandling, uhelbredelig sygdom, politik og ungdomsoprør – alt i en interessant historisk kontekst, vi dog stadig kan få noget ud af i dag.

– Mette

Skrivetips

Skrivetip #4

Vinter TBR (3)

Tekstens tempo har stor betydning for læserens oplevelse af historien, men det kan være svært at fremskrive det rigtige tempo til en given scene. Denne måneds skrivetip handler altså om

Tempo

Når det kommer til tempo, er der mange aspekter, der har indvirkning. Man kan blandt andet snakke om fortælletempo, der handler om, hvor meget der sker i fortællingen i forhold til, hvor lang tid den strækker sig over. Dette tempo kan være både for højt eller for lavt. Men man kan også snakke om det egentlige tempo i selve tekstens sprog. Efterlades læseren med en følelse af at have løbet efter bussen, eller er det mere søvndyssende? Dette tempo kommer i høj grad an på, hvad du vil med din tekst, og hvad du forsøger at fortælle.

Er du i gang med en scene, hvor der skal være stigende spænding, en afsløring eller måske en forfølgelse, vil det være oplagt at sørge for et hurtigt tempo, så læseren også får følelsen af den stigende spænding og efterlades ude på kanten af stolen. Mens en scene, hvor der udvikles et nært venskab mellem to personer, eller hvor den idylliske natur beskrives, ville være bedst beskrevet i et langsomt tempo. Hvor læseren får lov til at danne sine egne billeder.

Men hvordan gør man så det? Til det hurtige tempo er det en idé at sørge for korte sætninger. Flere punktummer end kommaer. Og væk med for mange beskrivelser. På denne måde øger du læserens læsetempo i takt med fortællingens tempo, og det skaber en hektisk og hæsblæsende følelse i tråd med handlingens hektiske scene. Til det langsomme tempo kan man med fordel udpensle beskrivelserne langt mere og lave længere sætninger, som udfolder sig med ekstra informationer, der ikke nødvendigvis er vigtige for kernen i historien, men netop sørger for at fremme stemningen og tempoet. (længden skal være inden for rimelighedens grænse selvfølgelig 😊). Med et langsomt tempo skabes billeder hos læseren, der kan læne sig tilbage og nyde udfoldelsen af historien uden jag. I et hurtigt tempo kan man sørge for at bruge langt flere verber og gøre det dynamisk, mens man med fordel kan bruge mange adjektiver og gøre det langsomme tempo statisk.

Vi synes i hvert fald, at tempoet er værd at tænke over og arbejde med i sin tekst.

God skrivelyst
Litteraterne

Amerikansk litteratur

The Kingston Cycle #1: Witchmark af C.L. Polk

_20190126_192656.JPG

Forfatter: C.L. Polk
Forlag: Tor
År: 2018
Sprog: engelsk
Sidetal: 318
Genre: Fantasy, LGBT+

Stjerner: ⭐⭐⭐ 1/2

Magi, mysterier og intriger

Miles er født som heks, men ikke som storm-singer, og er derfor ikke noget værd – i hvert fald ikke som andet end et batteri og powerboost for de ægte hekse. Hans skæbne er at blive bundet til sin storm-singer søster, så han stikker af, bliver læge og drager i krig. Men verden efter krigen er forandret. Mystiske sygdomme hærger veteranerne, der myrder deres familier, og Miles vil gøre alt for at komme til bunds i mysteriet. Han får hjælp af den charmerende Tristan, som også gemmer på en hemmelig fortid.

Plottet i Witchmark har flere lag og handler overordnet om mysteriet om veteranernes mord, men flettes fint sammen med Tristans historie og Miles’ fortid og familieintriger. Der sker hele tiden noget, også selvom det først er til sidst, der kommer fart og action på, og plottrådene bindes tættere og tættere sammen indtil hele billedet til slut står klart. De mange mysterier holder på min nysgerrighed igennem bogen, men da man kastes ud i verdenen uden meget forklaring på hvem, hvordan og hvorledes, tager det en del tid, før jeg følte, jeg kunne gætte med. Det var næsten som om jeg læste en fanfiction i et univers jeg allerede burde kende. Det var lidt irriterende og gjorde mig mere interesseret i karaktererne end plottet i hvert fald i første halvdel af bogen. Når det er sagt, så tror jeg historien ville egne sig godt til en film med dets engelske edwardian miljø, hurtige tempo og lidt detektivagtige fortælling.

Less is more… men gælder det altid?

Miles er nem at holde af, og man hepper på ham både når han arbejder på at redde sine patienter, forsøger at undgå sin skæbne som slave for sin familie, og da han falder for Tristan. Forholdet til søsteren Grace er godt skrevet med lige dele kærlighed og forbitrelse over den magt, hun kan holde over ham. Tristan er virkelig interessant, men jeg ville ønske, vi havde fået mere indblik i ham og hans fortid, og gerne også mere tid til at udfolde kærlighedsforholdet.

Sproget er rimelig ligetil om end der var nogle ord jeg måtte slå op pga. tidsperioden, men intet der hindrer forståelsen som sådan. Tempoet er som sagt i top, også selvom der ikke hele tiden er action. Unødvendige scener er skåret fra, men til tider lidt for meget til min smag. I hvert fald kunne jeg godt have brugt lidt mere ’unødvendig’ tid med karaktererne, for at skabe bedre forståelse for dem og indlevelse i deres situationer.

Vigtige temaer med fantastisk twist

Det er super skønt at læse en fantasyroman, hvor det at være homoseksuel eller biseksuel ikke betyder det store. Lige bortset fra når man er forpligtet til at få børn for slægten selvfølgelig. Temaet om krig og psykiske men hos veteraner, synes jeg også, var behandlet rigtig fint. Grænsen mellem det realistiske og det magiske føltes meget flydende og viser endnu en gang, hvordan fantasy som genre kan åbne op for vigtige emner på en anden måde end realistisk litteratur.

– Mette