Amerikansk litteratur

Skyggernes dronning af C.J. Redwine

52596429_328206571138816_1046599550539661312_n

Forfatter: C.J. Redwine
Forlag: Turbine
År: 2016
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Sidetal: 361
Genre: Fantasy, Young Adult

Stjerner: ⭐⭐⭐

“Man går ikke i krig, fordi man er sikker på, at man vil vinde. Man går i krig, fordi det er det rette at gøre.”

Når det kommer til litteratur, er det ingen hemmelighed, at jeg har nogle svagheder. Nogle af dem er allerede blevet afsløret (græsk mytologi, zombier), og en anden er gen- og nyfortolkning af klassiske eventyr. Som det er tilfældet i C.J. Redwines Skyggernes dronning, der er inspireret af Snehvide. 

Bogen handler om prinsesse Lorelai, der er på flugt fra den onde dronning Irina. Begge kvinder besidder magiske kræfter, bare på hver deres måde. Lorelais mål er at indtage sin rette plads som dronning i Ravenspire og samtidig få hævn over Irina, der slog hendes far ihjel. I Eldr bliver Kol pludselig konge og i et desperat forsøg på at redde sit rige fra troldene, slår han sig sammen med Irina. Der er bare et problem: Lorelai.

Efter at have læst bogen, sad jeg tilbage med blandede følelser. På den ene side var der en masse punkter i bogen, jeg var vild med, men der var desværre også bare en del, jeg ikke syntes fungerede. Lad os starte med det positive!

På trods af, at historien var inspireret af Snehvide, og nogle af elementerne derfra også bruges i denne, såsom æblet, spejlet, Lorelais udseende og Irina, så var dette alligevel med et twist og en opfindsomhed og kreativitet, som var beundringsværdig. Det bruges på en fascinerende måde, der gjorde, at man ikke betragtede historien som en genfortælling af eventyret, men som sit helt eget værk. Det blev til en spændende og anderledes version, krydret med typiske fantasy virkemidler og et interessant univers.
Det leder mig videre til verdensopbygningen, der var ret imponerende. Jeg var betaget af Redwines fantasi og hendes evne til at skabe et magisk univers, med forskellige riger, væsener og sprog. Der er noget helt særligt ved en bog, når man kan se, at der er tænkt over verden og brugt så meget tid på at skabe den. Og så var det interessant, hvordan de forskellige riger i universet interagerede, og hvordan de var opbygget.

Selvom handlingen var en smule forudsigelig, var den alligevel medrivende og spændende. Det skyldes blandt andet, at der tilføjes interessante elementer, og man tydeligt kan mærke forfatterens opfindsomhed i hendes livlige omskrivning af eventyret. Gennem forskellige karakterer tilføjes historien også lidt humor, som jeg syntes, fungerede rigtig godt. Jeg var vild med Leo, der stod i skarp kontrast til alvorlige Lorelai. Og jagtfalken Sasha og kommunikationen mellem hende og Lorelai var et skønt frisk pust.

Det fører videre til det, jeg ikke var så vild med. Det er typisk for eventyr, at de er skrevet som tell frem for show, og det er også tilfældet med Redwines udgave. I mine øjne blev det dog for meget. Der var meget indblik i Lorelais tanker, men ikke nok reaktion. Det gjorde Lorelai til en lidt flad karakter, og jeg havde svært ved helt at leve mig ind i hendes situation. Til gengæld lykkes det mig at blive fanget af Kols del. Også selvom han var præget af tell. Det var bare lykkes forfatteren at gøre ham interessant på den helt rigtige måde. Derudover var jeg fascineret af Irinas historie, der tydeligt viste, at hun ikke var et hundrede procent ond, for hun tvivlede og vaklede også. Det gjorde hende i mine øjne til en yderst kompleks og spændende karakter, og for min skyld måtte hendes dobbelthed gerne have været udforsket mere.
Sproget var desværre en smule uinteressant og klichéfyldt, og jeg tog mig selv i til tider at blive irriteret over det. Der løsnes dog lidt op for det uinteressante sprog længere inde, hvor sproget bliver mere flydende og interessant.

Det største kritikpunkt hænger sammen med universet. På trods af, at universet var fint opbygget og interessant, var der alligevel noget, der forekom mig for nemt. Mange af principperne opstod meget pludseligt, hvor nye regler for magi opstod i takt med, at Lorelai skulle bruge dem. Hun har ikke haft nogen til at lære sig om magi, alligevel ved hun, hvordan det skal gøres, hvilke besværgelser hun skal fremsige, og samtidig er hun yderst magtfuld. Det virkede bare ikke troværdigt, og det var virkelig ærgerligt, da jeg sagtens kunne se universets og magiens potentiale.

Alligevel blev jeg revet med af bogen, hvilket snarere skyldtes fortællingen end sprog og karakterer. Historien er velkendt og karaktererne originale, nogle med et twist der fungerer virkelig godt. Så er man på udkig efter let underholdning og noget velkendt med et twist, kan jeg anbefale Skyggernes dronning.

– Camilla

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s