Amerikansk litteratur

Sleeping Beauties af Stephen King & Owen King

46485756_2284445021775667_6112961720433508352_n

Forfatter: Stephen King & Owen King
Forlag: Scribner
År: 2017
Sprog: Engelsk
Sidetal: 700
Genre: Gys, Mystik, Fantasy, Thriller

“That was one way in which the sexes had never been equal; they were not equally dangerous.” 

Stjerner:⭐⭐⭐⭐

Lige siden jeg fik Sleeping Beauties i gave, har jeg glædet mig til at læse den. Jeg elsker Stephen King og syntes, at denne lød utrolig spændende med en ret interessant problemstilling.

Romanen foregår i den lille by Dooling, hvor vi møder og følger ret mange af byens indbyggere. Ude i verden bryder den mærkelige Aurora virus ud, der kun påvirker kvinder. Falder de i søvn, svøbes de ind i en kokon, uden at vågne igen. Fjerner man kokonen, er det på eget ansvar. Ingen af kvinderne i Dooling ønsker at falde i søvn og finder på alskens måder for at holde sig vågne. Samtidig dukker den mystiske Evie op. Har hun nogen forbindelse til virussen? For verdens kvinder bliver det en kamp for at holde sig vågen, men til sidst må mange give efter. Hvor forsvinder kvinderne hen? Og hvilken betydning har det for de tilbageværende samfund, at alle kvinderne er væk?

I bogen møder man mange karakterer. Virkelig mange. I begyndelsen kan det virke overvældende at skulle holde styr på dem alle sammen, og der er endda en karakterliste i starten af bogen. Men det fantastiske ved King er hans evne til at skabe så forskellige karakterer, så de er nemme at adskille fra hinanden. Og denne er ingen undtagelse. Deres karakterer er levende, har dybde og er skildret så realistisk, at man hurtigt lever sig ind i deres tankegange og problemstillinger. For slet ikke at nævne miljøet. King er eminent til at skabe et miljø og gøre det så virkeligt, at man nemt kan forestille sig det i virkeligheden. Plottet glider elegant frem, og spændingen er stødt stigende. På trods af dette, kan handlingen til tider godt virke lidt langsommelig. Det skyldes, at begyndelsen af bogen handler meget om at få opbygget karakterer og miljø, der fjerner lidt af fokus fra spændingen og problemet. I min optik gør det ikke noget. Med så lang en bog, er opbygningen nødvendig, og når plottet for alvor kommer i gang, og man først er fanget, så sluger man romanen i ét hug.

Jeg har endnu ikke læst noget af Owen King, og havde man fortalt mig, at bogen var skrevet alene af Stephen, jamen så havde jeg troet på det. For det er mig umuligt at se, hvor den ene starter og den anden slutter. Deres skrivestil er vævet så fint ind i hinanden, at de er umulige at adskille. Stephen Kings romaner rummer ofte en social kritik gemt mellem linjerne, men den sociale kritik i denne er helt i foregrunden og umulig ikke at opdage. Som læser kan man vælge at læse bogen på to måder. Enten som en gyserroman med lidt dark fantasy og realistiske karakterer, eller som et dybt politisk og social kritisk værk. For på den ene side er den uhyggelig og skræmmende med et plot, der viser det værste i mennesket. Hvor en overnaturlig virus rammer og medfører en række voldsomme konsekvenser. Og hvor både mænd og kvinder er farlige.
På den anden side er der så meget kønspolitik, at man ikke kan overse det. Med bibelske referencer til Edens Have og faldet, og en social kritik af både dem mod kvinders rettigheder, Donald Trump, ligheder, politi der skyder afroamerikanere og meget mere. Vi ser mænd, der med alle midler forsøger at beskytte deres hustruer, mødre, døtre m.m., men vi ser også mænd, der brænder kvinderne i deres kokoner på grund af frygt. Romanen virker i første omgang meget negativ i forhold til mænd, hvor kvinder klart stilles som et overlegen væsen. Men i romanen er kvinderne også mordere og kriminelle, og det viser, at man ikke kan inddele mænd og kvinder i hver deres kategori. Det er dog tydeligt, at forfatterne på sin vis ønsker at fremstille mændene som bad guys og kvinderne som de gode. Man kan ikke undgå at læse bogen som en kritik af vores tid, flot camoufleret som gys og dark fantasy.

Det der gør Kings romaner så foruroligende og effektive, er sammenblandingen af virkelighed og overnatur. Hos ham bliver det overnaturlige vævet ind i hverdagslivet på en ganske effektiv måde. En måde, der virker naturlig og helt normal. Det gør, at man nemt kunne forestille sig problemstillingerne i vores virkelighed. Dét er skæmmende.

– Camilla

 

 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s