Dansk litteratur

Fortællinger fra døden 1: Sjælehenteren af K. L. Berger

sjælehenteren

Forfatter: K. L. Berger
Forlag: Dreamlitt
År: 2017
Sprog: Dansk
Sidetal: 250
Genre: Fantasy

Stjerner:⭐⭐⭐

Jeg ved godt, at toeren er den alle andre lige har anmeldt, men jeg er en langsom snegl, der er for evigt bagud!

I Sjælehenteren følger vi Raven, en ung pige på seksten, som dør og møder Døden. Han ønsker at gøre hende til sjælehenter i stedet for at sende hende videre til himlen eller helvede. Raven takker ja til tilbuddet og tilpasser sig sin nye tilværelsen som sjælehenter. Men der er optakt til noget. Flere sjælehentere forsvinder, og ingen ved, hvor de er blevet er.

Et rimelig spændende udgangspunkt for en fantasybog. Der er mange muligheder i at skrive om døden og masser af religioner og mytologier at lade sig inspirere af. Første bog holder sig dog mest til kristendommen, og jeg håber det bredes mere ud i de næste bøger.

Det bedste ved Sjælehenteren for mig må være verdenen og reglerne for himlen, helvede og sjælehenterne. Jeg kunne godt lide, at sjælehenterne er neutrale og blot fører sjælene videre uden at vide, hvor de ender henne, mens himlen og helvede forsøger at friste dem til at komme med til den ene eller den anden side. Den slags ville jeg godt have set mere af.

Sjælehenteren er delt op mellem Raven, en anden sjælehenter ved navn Zeph, og kapitler hvor Døden eller Lucifer forklarer Raven, og læseren, om verden, fortiden og andre vigtige detaljer for plottet. Det fungerer fint med stemmerne, hvor Zeph er nem at adskille fra Raven, da han helt klart har den mest karakteristiske personlighed. Døden er en anden karakter, som jeg synes fungerer godt. Han er upartisk, objektiv og virker som en ’venlig onkel’ type.

Lucifer og Gud møder vi også, men her står jeg lidt af, da Raven virker alt for upåvirket af mødet, og det svækker troværdigheden og min indlevelse i de scener, som ellers kunne være ret vilde.

Desværre synes jeg også, at de fleste andre karakterer, bortset fra Døden og Zeph, var uinteressante og overfladiske. Selv Raven. Det at hun dør i starten gør, at jeg ikke forstår hende som person og ikke kan se hendes udvikling, fra den hun var og til den hun fortæller mig, hun er blevet. Der er flere flashforwards, hvor jeg føler, at det hele fortælles til mig i stedet for at vises – tell i stedet for show, som man siger. I stedet ville jeg gerne lære Raven at kende eksempelvis igennem flashbacks til hendes levende liv og igennem hverdagen med de andre sjælehentere eller lignende. I stedet skynder bogen sig videre til plottet, og det skader karaktererne, deres udvikling og min interesse for dem. Plottets fremdrift virker til at være vigtigere end karaktererne og deres relationer, og det synes jeg er ærgerligt, for der er helt klart potentiale i den verden, der bygges op. Det er også en rimelig kort bog, så der kunne godt være gjort plads til mere fyld af den gode slags.

– Mette

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s