Anbefalinger

5 anbefalinger til Halloween

44846047_327713448013759_1187133285646467072_n blog

I forlængelse af indlægget fra i går, fortsætter jeg i dag med mine 5 anbefalinger til læsning til Halloween. På min liste vil I ikke finde nogle gotiske romaner, da jeg er af den opfattelse, at det er en særlig gren af genren. Har man aldrig læst gysere før, vil jeg faktisk ikke anbefale, at man starter med den gotiske litteratur, da de ofte er noget tungere og lidt mere kompliceret, end det mere moderne gys. Eller måske er det bare mig. På trods heraf har nogle af Edgar Allan Poes gotiske noveller en særlig plads hos mig. Personligt foretrækker jeg at læse gysere med menneskelige monstre, fordi jeg finder disse langt mere skræmmende end eksempelvis vampyrer. For det menneskelige monster stiller spørgsmålstegn ved ondskaben i os alle og viser, at vi mennesker kan være akkurat lige så voldelige og bestialske som dyrene og de overnaturlige monstre.

Mine anbefalinger er klassiske gysere listet efter årstallet for deres udgivelse, startende med den første.

  1. Robert Bloch Psycho

Mød Norman Bates. Han bestyrer Bates Motel, udstopper fugle og fremtræder som en ellers fredelig mand. Hans mor bor oppe i det store hus og myrder snagende besøgende. Eller gør hun? Det uhyggelige i Blochs roman forekommer i det psykologiske aspekt, der er virkelig gennemført. Stemningen er dyster, og man læser videre med en stigende merviden end de implicerede. Det gør, at spændingen stiger på en helt anden måde, fordi man et eller andet sted ved, hvad der venter i huset, og hvordan det hele hænger sammen. Det skræmmende ses i, hvor meget en dominerende mor kan betyde for en mands udvikling, og hvor meget hun kan påvirke sin søn til forfærdelige handlinger.

  1. William Peter Blatty The Exorcist

Pigen Regan besættes af en dæmon, og en præst tilkaldes. Hvis man kan holde til meget voldsomme beskrivelser, så kan jeg anbefale denne. Den er i den grad skræmmende og vækker både frygt og rædsel. Og så er den til tider decideret ækel at læse.

  1. Stephen King The Shining

Ingen gyserliste uden Stephen King! I romanen møder vi Jack, hans kone og søn, der flytter til the Overlook Hotel, fordi Jack skal fungere som opsynsmand henover vinteren. Men hotellet har en skummel bagtanke, og kun sønnen Danny kan se det. Hurtigt falder Jack ned i vanviddets afgrund, og det er uhyggeligt. Romanen er ret lang, men kommer faktisk ret hurtigt i gang med det uhyggelige, som fortsætter hele fortællingen igennem. Jeg var meget begejstret, da jeg læste den, og syntes i den grad, at den viste menneskets ondskab og faktisk også fik stillet spørgsmålstegn ved fantasi eller virkelighed. Der er konstant en bagvedliggende og ulmende uhyggelig og skummel stemning.

  1. Ira Levin Rosemary’s Baby

Da ægteparret Rosemary og Guy flytter ind i en fin lejlighed i New York, vender deres held pludselig. Hvad de ikke ved, er, at naboparret ikke helt er, hvad de giver sig ud for at være, og det synes kun at være gravide Rosemary, der kan se det. Her får læseren lov til at vakle mellem naturlige forklaringer og overnaturlige. Er Rosemarys oplevelser rigtige, eller er det blot noget, hun forestiller sig? Fortællingen er uhyggelig i al sin simpelhed og er gennemført i sin mareridtsagtige stemning.

  1. Dean Koontz Phantoms

En by synes at være helt forladt, indtil vi støder på det første lig. Et lig, der stadig er varmt. På en tur rundt i byen støder vi på flere lig og flere forsvundne. Byen er en spøgelsesby, men er det et kemisk udslip, terrorister, en sygdom eller noget helt fjerde? Historien var mit første møde med genren, og jeg var så vild med fortællingen, at jeg sidenhen læste den to gange mere. Den er uhyggelig, især når det begynder at gå op for de tilbageværende, hvad der foregår, og da de pludselig står ansigt til ansigt med truslen.

Man skal nok være lidt hardcore for at læse Blattys, for den er faktisk ret klam. Har man aldrig læst denne genre, vil jeg anbefale, at man enten starter med Bloch eller Levin. Selvom jeg er stor fan af både King og Koontz, er de ikke for alle.

Hvilke gysere, synes I, ville være perfekte til Halloween?

– Camilla

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s