Anbefalinger

5 anbefalinger til Halloween

44846047_327713448013759_1187133285646467072_n blog

I forlængelse af indlægget fra i går, fortsætter jeg i dag med mine 5 anbefalinger til læsning til Halloween. På min liste vil I ikke finde nogle gotiske romaner, da jeg er af den opfattelse, at det er en særlig gren af genren. Har man aldrig læst gysere før, vil jeg faktisk ikke anbefale, at man starter med den gotiske litteratur, da de ofte er noget tungere og lidt mere kompliceret, end det mere moderne gys. Eller måske er det bare mig. På trods heraf har nogle af Edgar Allan Poes gotiske noveller en særlig plads hos mig. Personligt foretrækker jeg at læse gysere med menneskelige monstre, fordi jeg finder disse langt mere skræmmende end eksempelvis vampyrer. For det menneskelige monster stiller spørgsmålstegn ved ondskaben i os alle og viser, at vi mennesker kan være akkurat lige så voldelige og bestialske som dyrene og de overnaturlige monstre.

Mine anbefalinger er klassiske gysere listet efter årstallet for deres udgivelse, startende med den første.

  1. Robert Bloch Psycho

Mød Norman Bates. Han bestyrer Bates Motel, udstopper fugle og fremtræder som en ellers fredelig mand. Hans mor bor oppe i det store hus og myrder snagende besøgende. Eller gør hun? Det uhyggelige i Blochs roman forekommer i det psykologiske aspekt, der er virkelig gennemført. Stemningen er dyster, og man læser videre med en stigende merviden end de implicerede. Det gør, at spændingen stiger på en helt anden måde, fordi man et eller andet sted ved, hvad der venter i huset, og hvordan det hele hænger sammen. Det skræmmende ses i, hvor meget en dominerende mor kan betyde for en mands udvikling, og hvor meget hun kan påvirke sin søn til forfærdelige handlinger.

  1. William Peter Blatty The Exorcist

Pigen Regan besættes af en dæmon, og en præst tilkaldes. Hvis man kan holde til meget voldsomme beskrivelser, så kan jeg anbefale denne. Den er i den grad skræmmende og vækker både frygt og rædsel. Og så er den til tider decideret ækel at læse.

  1. Stephen King The Shining

Ingen gyserliste uden Stephen King! I romanen møder vi Jack, hans kone og søn, der flytter til the Overlook Hotel, fordi Jack skal fungere som opsynsmand henover vinteren. Men hotellet har en skummel bagtanke, og kun sønnen Danny kan se det. Hurtigt falder Jack ned i vanviddets afgrund, og det er uhyggeligt. Romanen er ret lang, men kommer faktisk ret hurtigt i gang med det uhyggelige, som fortsætter hele fortællingen igennem. Jeg var meget begejstret, da jeg læste den, og syntes i den grad, at den viste menneskets ondskab og faktisk også fik stillet spørgsmålstegn ved fantasi eller virkelighed. Der er konstant en bagvedliggende og ulmende uhyggelig og skummel stemning.

  1. Ira Levin Rosemary’s Baby

Da ægteparret Rosemary og Guy flytter ind i en fin lejlighed i New York, vender deres held pludselig. Hvad de ikke ved, er, at naboparret ikke helt er, hvad de giver sig ud for at være, og det synes kun at være gravide Rosemary, der kan se det. Her får læseren lov til at vakle mellem naturlige forklaringer og overnaturlige. Er Rosemarys oplevelser rigtige, eller er det blot noget, hun forestiller sig? Fortællingen er uhyggelig i al sin simpelhed og er gennemført i sin mareridtsagtige stemning.

  1. Dean Koontz Phantoms

En by synes at være helt forladt, indtil vi støder på det første lig. Et lig, der stadig er varmt. På en tur rundt i byen støder vi på flere lig og flere forsvundne. Byen er en spøgelsesby, men er det et kemisk udslip, terrorister, en sygdom eller noget helt fjerde? Historien var mit første møde med genren, og jeg var så vild med fortællingen, at jeg sidenhen læste den to gange mere. Den er uhyggelig, især når det begynder at gå op for de tilbageværende, hvad der foregår, og da de pludselig står ansigt til ansigt med truslen.

Man skal nok være lidt hardcore for at læse Blattys, for den er faktisk ret klam. Har man aldrig læst denne genre, vil jeg anbefale, at man enten starter med Bloch eller Levin. Selvom jeg er stor fan af både King og Koontz, er de ikke for alle.

Hvilke gysere, synes I, ville være perfekte til Halloween?

– Camilla

 

Genrebestemmelse

Hvad er gys?

44818007_290318021605814_4863695986184159232_n

I forbindelse med Halloween besluttede Mette og jeg at lave to indlæg i gysets tegn. Første indlæg skulle handle om gysergenren, og hvad den egentlig er for en størrelse, mens det andet indlæg skulle være en anbefaling af 5 romaner, der er perfekte til Halloween. Jeg elsker denne genre, hvilket også afspejles af både min bachelor og mit speciale.

Det er nærliggende at betegne denne type litteratur som triviel, fordi mange forbinder genren med ren skræk og dårlige plots, der ikke byder læseren noget på et intellektuelt plan. Men gysets formål er ikke nødvendigvis at udfordre læseren, men snarere at udforske det forbudte, menneskets til tider skrøbelige psyke, det onde og scenariet ”hvad nu hvis?”

Vi har alle en idé om, at gyseren først og fremmest er uhyggelig og gerne viser vold og grænseoverskridende elementer for at skabe den rette stemning og skræmme sit publikum. Men genren kædes ofte sammen med fantasy, science-fiction og thrilleren, hvilket gør det svært at definere genren. De fleste teoretikere, og mig selv inkluderet, er enige om, at genren hovedsageligt er en følelse.

Mange mener, at genren begyndte med den gotiske litteratur fra 1700-tallet og i særdeleshed med Horace Walpoles The Castle of Otrantro fra 1764. Den gotiske litteratur er kendetegnet ved en fascination af det overnaturlige og irrationelle som kontrast til Oplysningstiden rationalitet. Genren beskæftiger sig med menneskets frygt for det ukendte og ukontrollerbare. Såsom eksempelvis dobbeltgængere og genfærd. Af kendte gotiske værker kan nævnes Dr. Jekyll and Mr. Hyde, Dracula, Der Sandmann og The Tell-Tale Heart.

Gyset holder sig på grænsen mellem det realistiske og det fantastiske. Historierne foregår som oftest i den verden, vi kender, men invaderes af monstre og overnaturlige hændelser, der sætter spørgsmålstegn ved graden af virkelighed. Det er derfor nærliggende at forbinde genren med Tzvetan Todorovs teorier om det fantastiske. For Todorov kan fortællingernes overnaturlige og umulige elementer enten forklares uden en forstyrrelse af virkelighedslovene eller gennem en accept af det overnaturlige. Eller også vil man konstant vakle mellem det naturlige og overnaturlige, fordi der ikke gives en rationel forklaring på det irrationelle.

Gyset handler om rædsel og frygt. Følelser, der altid har eksisteret og er nogle af de stærkeste følelser, der findes. Derfor er der fokus på æstetikken, for netop at skabe de rette følelser og stemning. Forfatterne bruger både sproget, handlingen og figurer til at skabe følelsen af frygt og en uhyggelig stemning. Der vil være en stigende spændingskurve, en dyster stemning og karakteristiske monstre, som medvirker til stemningen. Monstrene kan være både mandlige og kvindelige, udefrakommende og indefrakommende, alt efter hvad forfatteren stræber efter at opnå. Vil denne påvise ondskaben i mennesket? Eller vil forfatteren vise varulvens bestialitet? Måske vil forfatteren vise, hvad manden frygter ved kvinden?

Gyset benytter sig af mange forskellige temaer og stiller ofte spørgsmålstegn ved den verden og virkelighed, vi kender. Man kan derfor også ofte finde en social kritik af vores samfund, fordi genren tager fat på det forbudte, og det vi helst ikke vil vedkendes eller acceptere. Et tema kan eksempelvis være natur vs videnskab, som det ses i Frankenstein, eller fortrængning som i Dr. Jekyll and Mr. Hyde, eller frygten for kvinden som i Carrie. Man kan egentlig sammenfatte horror som en følelse og stemning, en genre der har fokus på at vise modsætninger, såsom liv vs. død, kendt vs. ukendt, god vs. ond.

Og det er lidt mærkeligt, ikke? Hvorfor pokker er man dog vild med en genre, der skaber uhygge, frygt og rædsel i sin læser? For mig handler det om udforskningen af det uacceptable og de mange spørgsmål, som genren stiller. Man kan også nævne abjection – men det er et emne til en anden gang 🙂

Hvordan har I det med denne genre? Og hvad fascinerer jer ved den?

– Camilla

 

Dansk litteratur

Lidenskabens pris af Niels Ole Busk

43521366_181090452778888_5995928573196632064_n

Forfatter: Niels Ole Busk
Forlag: H. Harksen Productions
År: 2014
Sprog: Dansk
Sidetal: 133
Genre: Gotisk Krimi, Mystik, Overnaturlig

“Bare fordi jeg havde en viden, betød det ikke, at jeg skulle lade den diktere mine handlinger.” 

Stjerner:⭐⭐⭐1/2

Lidenskabens pris er en såkaldt gotisk krimi, der blander gotiske elementer med krimien. Der er derfor tale om forbrydelser, der er dystre og uhyggelige, samt en opklaring af disse. Dette er mit første møde med en gotisk krimi, og jeg var ret spændt på at læse den for at se, hvordan genren egentlig indfries.

Filosofilæreren Maurice kan se andet og mere end det almindelige menneske, og da der i en lejlighed findes en forbrændt mand og en kvinde fuld af pusfyldte blærer overalt på kroppen, drages han ind i efterforskningen, fordi hans viden om det overnaturlige forhåbentlig kan kaste nyt lys over en sag, der mildest talt er mystisk.

På trods af sin korthed sker der utrolig meget i romanen, hvor forbrydelsen også når at blive opklaret. Der er derfor også fart over feltet, og historien starter in medias res. Maurice er en interessant person at følge, der bruger humor i situationer, hvor det måske ikke lige burde bruges. Er man bekendt med Harlan Cobens karakter Myron Bolitar, så er det lidt den type karakter, man får fornemmelsen af i Maurice. Sproget er nemt og ligetil, og jeg kunne måske godt savne noget mere ved sproget, men jeg kan ikke helt sætte fingeren på hvad. Bogen er spændende, foruden at være dyster og uhyggelig. Der er både dæmoner, ritualer og mystiske hændelser. Universet er mørkt og tager læseren med ind i mørkets og menneskets fordærv, hvor man overraskes over, hvordan det egentlig hænger sammen.

Jeg giver bogen 3,5 stjerner. For selvom jeg manglede noget mere, så var jeg alligevel positivt overrasket over, hvor godt det var lykkes at skrive en gotisk krimi, og hvor grotesk og dyster den egentlig var. Og jeg skal bestemt læse den næste i serien.

– Camilla

 

Top Ten Tuesday

Top Ten Tuesday – Villains

_20181021_113621

For første gang prøver vi at give os i kast med Top Ten Tuesday, der blev skabt af The Broke and the Bookish i 2010 og sidenhen rykket til That Artsy Reader Girl. Formålet med disse top ti er at bringe kærligheden til bøger frem gennem litterære lister. Hver tirsdag er emnet for listen et nyt emne, og denne uge byder på Villains (skurke). Både de bedste, værste, dem man elsker at hade, de creepy, onde m.m. Vores liste er lidt løst sammensat med litterære skurke, og derfor er rækkefølgen ikke en fast top 10, men snarere bare en liste over de skurke, vi har hæftet os ved i litteraturen på forskellige måder.

  1. Dolores Umbridge (Harry Potter and the Order of the Phoenix)

Her er tale om en skurk, man elsker at hade. Fy føj for et kvindemenneske. Hun får virkelig blodet til at koge!

  1. Cersei Lannister (A Song of Fire and Ice)

Cersei er en af den slags skurke, man foragter og så alligevel beundrer på en måde, fordi hun er virkelig godt skrevet og meget udspekuleret. Hun spiller spillet virkelig godt.

  1. Norman Bates (Psycho)

Norman Bates er både en uhyggelig skurk, og en man føler med. Han er uhyggelig i det omfang, at han er så besat af sin mor og både klæder sig ud som hende og har hendes lig liggende i huset. Forklædt som sin mor slår han folk ihjel. Men man føler samtidig med ham, fordi det er så tydeligt, at der har været et meget usundt forhold mellem ham og moderen, hvor hun har domineret ham totalt, så han i stedet har udviklet en personlighedsforstyrrelse og dertil en personlighed, der hedder Norma, ligesom moderen.

  1. Voldemort (Harry Potter)

Voldemort er en af de velskrevne skurke, fascinerende og skræmmende. En rigtig god modspiller til Harry Potter.

  1. Big Brother (1984)

I 1984 styres samfundet af den altoverskyggende overvågning. Big Brother er ikke som sådan en person, man møder, men mere hele ideen om massiv overvågning og totalitær magt. En skurk der kan siges at være lige lidt for tæt på virkeligheden.

  1. Annie Wilkes (Misery)

Hun er simpelthen nødt til at komme på denne liste! Hun er nok en af de mest skræmmende skurke (af den mere realistiske slags), fordi hun er helt ligesom du og jeg. Næsten da. Udadtil virker hun ganske normal. Hun er bare besat af en forfatter og hans bøger, hvilket fører til kidnapning og mishandling af den stakkels forfatter. Tænk sig at have så psykotisk en fan. Hun er netop skræmmende gennem sin menneskelighed.

  1. Rhysand (A Court of Thorns and Roses)

Okay, så Rhysand er ikke helt en skurk og er det i så fald kun i første bog i Feyres øjne. Resten af bøgerne er han det stadig lidt i andres øjne. I virkeligheden er hans ondskab og skurke-rolle en maske, han påtager sig for at beskytte sit rige og sin familie. Det gør ham ret lovable.

  1. Kaz Brekker (Six of Crows)

Et eller andet sted er Kaz Brekker en skurk. Ikke en af de onde, men snarere den udspekulerede type. Kaz er en meget rund karakter, hvor ondskab og godhed balancerer på fineste vis.

  1. Victor Frankenstein (Frankenstein)

Victor Frankenstein er den skurk alle glemmer er den rigtige skurk. I stedet bliver hans kreation ofte forvekslet med ham og kaldt Frankenstein. Victor leger Gud og skaber liv, men afviser så sin kreation og skyder al skylden fra sig, når tingene begynder at gå gruelig galt.

  1. Pennywise (It)

En af de mest creepy skurke. Godt nok kan væsnet It forvandle sig til alt muligt, og formen kommer an på den enkeltes frygt, men mest ikonisk er formen som klovnen Pennywise.

Hvilke skurke er på din top 10 liste?

 

Dansk litteratur

Poe: 4 makabre hyldester af A.M. Vedsø Olesen, Patrick Leis, Rikke Schubart & Steen Langstrup

44027745_352665858813529_2048906331716321280_n

Forfatter: A.M. Vedsø Olesen, Patrick Leis, Rikke Schubart & Steen Langstrup
Forlag: 2Feet Entertainment
År: 2009
Sprog: Dansk
Sidetal: 111
Genre: Gys, Mystisk, Psykologisk, Novellesamling

“De fire noveller i denne bog lægger også stemmer til mænd, der, hvis de ikke er fortvivlede, nok skal nå at blive det, før historien er omme.”

Stjerner:⭐⭐⭐

I anledning af 200-året for Edgar Allan Poe fik fire forfattere til opgave at skrive fire nye makabre gys med inspiration fra Poes gotiske fortællinger. De fire fortællinger, hvorfra inspirationen skulle komme, var The Tell-Tale Heart, William Wilson, Berenice og The Fall of the House of Usher. I løbet af novellesamlingen støder læseren på dobbeltgængere, spøgelser, mord, psykologisk ustabile mænd, orme og tandlæger. Forfatterne gendigter på deres helt egen måde de fire fortællinger fra Poe. Der er ikke tale om forsøg på at gøre som Poe, men snarere hyldester til ham, der bevarer den gotiske og uhyggelige stemning, som Poe var så kendt for. Der er således en sammenblanding af fortid og nutid på bedste vis.

Anne Marie Vedsø Olesen står bag Orkestergraven, hvor en dirigent forelsker sig i en sangerinde med den mest vidunderlige stemme. Langsomt driver stemmen ham til vanvid, og han beslutter sig for at gøre hende tavs på den mest makabre måde.

I Steen Langstrups Metro møder vi forretningsmanden, der lige er vendt hjem fra udenlandsrejse. Han bliver ringet op af sin assistent, der fortæller, at han ligner en voldtægtsmand, der hærger i byen, til forveksling. Forretningsmanden beslutter sig for at kontakte politiet, når han lige har været hjemme og sove. Men i metroen hjem træder dobbeltgængeren pludselig ind.

Ormekur af Rikke Schubart handler om tandlægen Henning, der har de flotteste tænder. Men han er plaget af børneorm. Da konen finder ud af, hvorfor de bliver ved med at få orm, tager hun en grusom hævn.

Patrick Leis har skrevet den sidste novelle, Opløsning. Her møder vi advokaten Harker (en klar henvisning til Dracula), der tager til Rumænien for at bistå ved udfærdigelsen af testamenter og et ejendomskøb. Da han ankommer til ejendommen, viser det sig hurtigt, at den gamle slægt er i opløsning, og at noget mystisk er på færde.

Novellerne er helt deres egne og omformet til en moderne tid og et moderne publikum, men Leis’ minder mest om den klassiske gotiske stil og stemning fra Poe selv. Jeg synes, at hyldesterne formår at skabe den uhyggelige stemning, som er så kendt for den gotiske stil, og samtidig tilføjer de historierne noget mere makabert, der fungerer. Især ved Olesens og Schubarts noveller tog jeg mig selv i at tænke “puha”, fordi de er ret så makabre. Deres uhygge forekommer derfor også mere i handlingen end i stemningen, synes jeg. I Langstrups er det uhyggelige både i handling og stemning, mens det hos Leis især er i stemningen. Noget af det bedste ved Poe, er hans brug af det psykologiske, hvor både karakterer og læser veksler mellem rationelle logiske forklaringer og noget overnaturligt. Derfor er min absolut yndlings Poe tekst også The Tell-Tale Heart, fordi stemningen deri er så gennemført. Jeg var meget imponeret over, hvordan forfatterne lykkes med at få skabt den selvsamme psykologiske stemning, som Poe.

Så søger man lidt uhyggelig læsning, kan jeg anbefale denne, hvor Poes stil vækkes til live i moderne noveller. Den kan også læses, selvom man ikke har læst Poe før.

– Camilla