Dansk litteratur

Fortællinger fra Døden 2: Døden lyver aldrig af K. L. Berger

døden lyver aldrig

Reklame for Bookmate

Forfatter: K. L. Berger
Forlag: Dreamlitt
År: 2018
Sidetal: 352
Lydbogs længde: 8:39:04
Sprog: Dansk

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐

Raven og Zeph er endt i Helvede og må finde en vej ud derfra hurtigst muligt. Dommedag er på vej, og der er ingen tid at spilde. Nye sandheder kommer frem, og en ældgammel profeti vidner om, hvad der er i vente, men hvem kan Raven egentligt stole på? Og hvordan skal profetien forstås?

Så fik jeg endelig læst anden bog i trilogien Fortællinger fra Døden, denne gang med hjælp fra lydbogen fra Bookmate. Jeg er egentlig ikke særlig god til lydbøger, men det gik fint, især med bogen liggende ved siden af.

Døden lyver aldrig fortsætter, hvor forrige bind slap, og formår virkelig at styrke historien, som startede i Sjælehenteren. Jeg skrev i anmeldelsen af første bog, at jeg gerne havde set mere af sjælehenterne og deres opgaver, hvor dæmoner og engle forsøger at høste sjælene til deres sider. Det får vi desværre stadig ikke, men til gengæld har historien denne gang et bedre fokus, som gør, at jeg ikke føler, noget vigtigt bliver passeret let henover. I stedet fokuseres der på Raven og Zeph, samt den tredje synsvinkel, Dahlia, der får sin intro her i bog to. Flowet er bedre i denne bog, da tempoet sættes ned, og Raven og Zeph får lov til at udfolde sig mere. Dahlia kunne jeg også ret hurtigt lide.

Der sker egentlig ikke så meget plotmæssigt, da det mest handler om at samle alle de vigtigste spillere til finalen i tredje bog, men alligevel rykkes karaktererne en del. Hemmeligheder afsløres, nye mysterier dukker op, og jo længere jeg kom ind i bogen, jo mere spændende blev det. Jeg er fortsat rigtig glad for Zephs synsvinkel, og det var interessant at se ham i Helvede sammen med dæmonerne. Raven får mere dybde og personlighed, samt en lille følgesvend, en dødling hun navngiver Ash. Jeg synes, de var mega nuttede sammen! Dahlia er en bogorm, der ihærdigt forsøger at blive skytsengel, og selvom hun ikke altid er lige likeable, så bliver det også spændende at se, hvad der videre sker for hende. Døden og Lucifer, som jeg også godt kan lide, kommer lidt i baggrunden, men var skønne, når de var der.

Sproget og skrivestilen er frisk og moderne med en god portion humor. Da rigtig meget af personernes personlighed skinner igennem i deres indre tanker, var det lidt svært med lydbogen helt at være sikker på, hvornår noget var tanker og hvornår det var tale, men så var det godt, jeg havde den trykte bog.

Så hvis du, ligesom jeg, ikke var helt solgt med Sjælehenteren, så kan du roligt læse videre. Eventuelt som e-bog eller lydbog her: https://da.bookmate.com/books/OnukapAU?dscvr=top_result

Jeg skal i hvert fald nok få fat i sidste bog en dag, for den cliffhanger var lidt ond!

– Mette

 

Reklamer
Dansk litteratur

Bjergtaget 2: Smagen af aske af Sidsel Sander Mittet

72600886_2627127554006779_2859789233713840128_n.jpg

Reklame: Anmeldereksemplar tilsendt fra Forlaget Facet

Forfatter: Sidsel Sander Mittet
Forlag: Forlaget Facet
År: 2019
Sprog: Dansk
Sidetal: 396
Genre: Fantasy

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐

“Erkendelsen fyldte min mund med en fad smag. Som om jeg havde spist aske.”

Bjergtaget 2: Smagen af aske fortsætter, hvor Og de blev lokket slutter med Johannes i elvernes rige og Sigrid og Aslak på flugt med Askatla og Alawin. Mens Johannes prøver at overleve blandt elverne og stadig holde fast i sig selv, forsøger Sigrid at forstå, at hun både er menneske og elver, alt imens Askatla kæmper for at genvinde sin styrke. Men de interne magtkampe mellem elverne spidser til, og snart befinder vores hovedkarakterer sig igen midt i kampene, hvor de hver især må sande, at tingene ikke helt er, hvad de giver sig ud for.
Som hovedpersonerne dykker længere ned i deres fortid, spindes overtro og virkelighed sammen til en fortælling om at finde sig selv, kampen mellem godt og ondt og venskabets værdi.

Ligesom i første bog fortælles historien skiftevis fra Johannes’, Sigrids og Askatlas synvinkel, hvilket giver en afrundet historie. Idet man får lov til at dykke ned i historien fra både et menneskes, en elvers og en fra begge lejres synsvinkel, giver det et større indblik i historien, og hvad der hver især driver dem. Derudover giver dette også en større forståelse for hver karakter. På trods af at hver fortællers kapitler går i forskellige retninger med uventede overraskelser, forbindes de alligevel på fineste vis til sidst. I takt med at karaktererne overraskes og indser, at det, de troede, ikke helt er sådan alligevel, så går det også langsomt også op for læseren, at der er andet og mere på spil.

Situationen og problemerne spidser stødt til og efterlader læseren på kanten af sædet. Spændingen fastholdes hele bogen igennem, og jeg var fanget fra start til slut, mens jeg spændt ventede på, hvad der nu skulle ske. Folkeviserne danner endnu engang grundlag for handlingen, hvilket er en rigtig fin tilføjelse, der giver historien dét ekstra. Det er især den uforfinede brug af folkeviserne og de mytiske figurer, jeg er vild med, og som adskiller denne serie fra andet litteratur. Her romantiseres elverne ikke og fremstår ikke som noget, de ikke er, men for lov til at være skræmmende, skarpe og anderledes end menneskene. Det giver dem også en helt anden karakter, der klæder historien.

Karaktererne har psykologisk dybde og udfoldes langt mere her i bog to, hvor vi følger deres udvikling og kamp for at forene deres modstridende sider og holde fast på sig selv i en kamp de, uden at ville det, er blevet en del af. Og det er lige så interessant og levende som i første bog, hvis ikke mere endnu.

Smagen af aske har et godt flow, hvor sproget og handlingen flyder. Der er ingen tvivl om, at Mittet kan skrive, og hun gør det på en helt særlig, medrivende måde, der er misundelsesværdig. På trods heraf lander jeg på 4 stjerner, og jeg kan ikke rigtig forklare hvorfor. For bogen er spændende og karaktererne levende, alligevel følte jeg mig ikke blæst helt bagover.

Hvis du leder efter interessant dansk fantasy, synes jeg, at du bør stifte bekendtskab med Bjergtaget-serien.

– Camilla

Skrivetips

Skrivetip #11

Skrivetip 11 - oktober

Denne måneds skrivetip omhandler et helt særligt, lidt drabeligt, udtryk, som mange gør (og bør) brug af i deres skriveproces. Nemlig kill your darlings. Noget, der kan være rigtig svært at føre ud i livet, for når noget lyder godt, føles godt og som man synes fungerer i plottet, hvorfor så fjerne det?

Kill your darlings er et udtryk, som de fleste nok har hørt før, men som alle måske ikke helt ved, hvad betyder. Det er blevet gentaget af flere store forfattere, herunder en af Camillas yndlingsforfattere Stephen King, der sagde: “Kill your darlings, kill your darlings, even when it breaks your egocentric little scribbler’s heart, kill your darlings.”.

Men hvad indebærer det? Og hvorfor er det et godt råd?

En forfatters ‘darlings’ er det de elsker mest, deres yndlingsord, yndlingsfraser, yndlingskarakterer osv. Det kan være en sætning, man har skrevet midt om natten i pludselig inspiration, som man bagefter må indrømme egentlig ikke passer ind nogen steder (og måske ikke engang var så god, som man før havde troet). Det kan være en scene, man virkelig gerne vil have med i sin bog, men som falder uden for resten af historien og hverken flytter plot eller karakterer fremad. Disse er dine ‘darlings’ fordi du, som King siger, egoistisk holder fat i dem. Ikke for historiens skyld, ikke for læserens skyld, men for din egen.

En ‘darling’ kan altså være alt fra et enkelt ord, du bruger for ofte til hele scener eller en yndlingskarakter, du måske slet ikke bruger, når det kommer til stykket. Og grunden til at de skal skæres væk, er selvfølgelig, at din fortælling bliver bedre af det. Du skriver ikke kun for dig selv, men også for læserne, og nogle gange er ens geniale ideer bare ikke alle lige geniale. Redigeringsprocessen fylder desuden rigtig meget i tilblivelsen af en bog, så du skal ikke være bange for at skære fra, skrive om og ændre på, hvad du før troede var en færdigskrevet historie. Der skal ofte flere omskrivninger til, før fortællingen rammer plet.

Hvis du sidder med en ‘darling’, eller med noget, som du mistænker for at være det, kan det være en god ide at få andre øjne på. Få en betalæser på, som tør sige sin ærlige mening og vær klar på at skære fra – også selvom det godt kan gøre ondt. Men husk også, at du altid kan gemme dine darlingideer til et andet projekt, hvor det måske denne gang vil passe bedre ind.

God skrivelyst! (eller skærelyst)

Litteraterne

Dansk litteratur

Awen 1: Kaldet fra Galathea af Nathali og Bettina Liane

Kaldet fra Galathea.JPG

Forfatter: Nathali og Bettina Liane
Forlag: Turbine
År: 2019
Sprog: Dansk
Sidetal: 551
Genre: Fantasy, YA

Stjerner: ⭐⭐⭐ og en halv

Da tvillingerne Aia og Peter finder en gammel rejsekuffert uden for deres dør, ændres deres liv for altid. De har fået kaldet fra Galathea, et magisk skib, der sejler mellem den kendte verden og det magiske Igdrafell. På Galathea åbnes et nyt, forunderligt og eventyrligt liv sig for dem, hvor de bliver oplært til vogtere. De skal bekæmpe mørket i verden, men Aia og Peter får også lært nye mørke sandheder om dem selv.

Kaldet fra Galathea er uden tvivl en eventyrlig fantasyroman med masser på hjerte, og jeg ville ønske, jeg elskede den mere, end jeg endte med. Jeg tror, det bunder mest i, at selvom projektet er ambitiøst, så bæres den ambition ikke hele vejen igennem bogen. Harry Potter er en tydelig inspirationskilde til Kaldet fra Galathea, og det er ikke som sådan noget dårligt, men dog en svær verden at hamle op med. Skibet Galathea er eksempelvis på sin vis et Hogwarts i den måde skibet nærmest er levende på. Det er så stort, at det bliver et univers i sig selv. Der er desuden fem ætere for magi, som aspiranterne ender med at deles op i: wicks, druide, shaman, alkymist og sigøjner. Jeg havde under læsningen ret svært ved at kende forskel på de tre førstnævnte, og kunne måske godt have brugt mere dybde i, hvordan undervisningen er forskelligt fra æt til æt. Men skulle jeg gætte på, hvad jeg ville blive, hvis jeg var aspirant på skibet, ville det nok være druide eller shaman, da de, kort fortalt, er forbundet til kreativitet og natur.

Generelt er det et problem, jeg har med bogen, at der er så meget verdensopbygning med så meget potentiale, men forklaringerne når aldrig dybt nok og druknes i stedet i finurlige beskrivelser og pudsige opfundne navne på ting og sager. Men det skal så også siges, at det er her bogens magi skinner igennem. Det er en fortryllende og forunderlig rejse, Aia og Peter er kommet på, og Galathea er en spændende skole, den er bare ikke overbevisende hele vejen. Det som bogen klarer bedst er introduktionen, der hvor tvillingerne finder kufferten og lærer den nye verden at kende. Men efter at skolelivet begynder, drukner jeg i det ene magiske term efter det andet uden rigtig at være med.

Plottet, uden at spoile for meget, er ret forudsigeligt og klassisk for fantasyhistorier med det gode mod det onde, men det er et, jeg godt kan lide. Igen føles det bare for overfladisk jo længere ind i bogen, jeg kommer. Den samme følelse har jeg omkring karaktererne, der alle er fine, men aldrig helt slår igennem. Der er også alt for mange navne at holde styr på, selv med registeret at slå op i. Igen så drukner jeg. Aia er klart den bedste karakter. Hun har synsvinklen 99% af tiden og får dermed en reel udvikling. Jeg savnede virkelig at se noget fra Peters synsvinkel, da han i princippet må være på en parallel udvikling til Aias, og det ville have været fedt, hvis der var dykket mere ned i forskelligheden i deres tilgang til oplevelserne på Galathea. Måske i næste bind?

Tematisk kunne jeg godt lide, at bogen kredser om fantasien, og hvordan det mørke, som verden skal reddes fra, i bund og grund er fantasiløshed. Når børnene bliver voksne og mister glæden ved livet, mister troen på magien og ender i hverdagens onde spiraler. Der er også lidt et klimatema inde over, hvor verdens vejr pga. mørket kommer mere og mere ud af kontrol.

Alt i alt vil jeg anbefale Kaldet fra Galathea til læsere, som elsker klassisk fantasy med de gode, som bekæmper de onde, og som gerne vil have mere magisk skole som i Harry Potter. Prøv den, hvis du elsker det finurlige og fantasifulde og godt kan leve med at plottet og karaktererne ikke vælter dig om kuld – i hvert fald ikke lige i første bind.

– Mette

 

Engelsk litteratur

Helte af Stephen Fry

71137442_1441834679288034_689205297385832448_n

Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra Modtryk

Forfatter: Stephen Fry
Forlag: Modtryk
År: 2019
Originalsprog: Engelsk
Sprog: Dansk
Sidetal: 476
Genre: Skønlitteratur, Mytologi

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐

“Men enkelte mænd og kvinder er begyndt at fæste lid til deres eget mod og deres egen forstand. Det er de mænd og kvinder, som – med eller uden gudernes hjælp – vover at gøre verden sikker for mennesket at blomstre i. Det er dem, der er heltene.” 

Hvor Mythos sidste år tog fat på den græske mytologi og de mange fortællinger om guderne og menneskerne, som mytologien rummer, har Stephen Fry med Helte fokuseret på, ja den græske mytologis helte og heltinder. Heri møder vi blandt andet Perseus, Herakles, Jason og Theseus, hvis farefulde færd og prøvelser vi følger. Hvordan Theseus med list besejrer Minotaurus, Jasons jagt efter det gyldne skind, og hvordan Perseus med lidt hjælp fra guderne får skåret Medusas hoved af, er blot nogle af de fortællinger, vi hører om.

Min anmeldelse er nok lidt farvet af, at jeg synes, den græske mytologi er yderst fascinerende. Det har jeg altid syntes, og som jeg nævnte i min anmeldelse af Mythosvar jeg også vild med oldtidskundskab i gymnasiet. Men det er nu ikke kun på baggrund af denne fascination, at Helte får 5 stjerner.

Det skyldes primært, at Fry er eminent til at fortælle. Og selvom det i princippet er en genfortælling af kendte historier, så formår han at gøre fortællingerne til sine egne. Dette gør han især ved at gøre historierne flydende og sproget både levende og humoristisk. Man kan virkelig føle Fry bag hver fortælling, når han giver heltene liv gennem deres sjove bemærkninger eller menneskelige tanker. Endnu engang bringer han karaktererne fra den græske mytologi til live med udtryk, man ikke kunne forestille sig dem bruge. Og humoren bliver på intet tidspunkt for meget, men balanceres med “alvoren” på bedste vis.

Frys fortællerstemme er charmerende og naturlig og bidrager til en rigtig god læseoplevelse, hvor man hurtigt sluger fortælling efter fortælling. Man kan tydeligt mærke, at Fry har hjertet med i fortællingerne, og at den græske mytologi fascinerer ham lige så meget (hvis ikke mere endnu) som mig selv.
Selvom der er henvisninger til Mythos, behøver du ikke at have læst den for at kunne læse Helte. Men jeg vil da klart anbefale at læse den også, ikke kun for at få et godt indblik i mytologien, men så sandelig da også for at læse hans vidunderligt sjove bemærkninger.

Det er på denne baggrund (plus min interesse 😆), at bogen får 5 stjerner. Og jeg glæder mig allerede til at læse næste bind i hans trilogi, og se, hvordan han får genfortalt Den Trojanske Krig og dens efterspil. Jeg er sikker på, at det bliver lige så spændende, levende og underholdende (selvom det er tragisk) som i de to andre.

– Camilla